Tre enkle og smukke vinterdekorationer

Tre enkle og smukke vinterdekorationer

Juledagene er lige oppe over og om lidt skal huset fyldes med familie og venner, når højtiden fejres. Jeg er vild med de muligheder for at kreere dekorationer, som vinteren og julen især giver. Det skaber – ifølge mig – stemning og æstetik i hjemmet at have noget der pynter i vindueskarme og på borde.

Med december følger naturligvis de klassiske juledekorationer med kalenderlys og adventskranse, som man har glæde af frem til juleaften. Du kan dog sagtens nå at tilføje flere fine dekorationer til hjemmet – dem jeg vil vise her kan endda stå hele januar og februar.

Julestressen hersker i butikkerne lige nu, men hvis du alligevel vover dig derud, så hold lige et ekstra øje med, hvad der er tilbage af hyacinter, juleroser, mos og øvrigt nips. Min erfaring er at det lige nu er sat rigtigt meget ned, og at man derfor kan gøre en god handel og gå hjem og være kreativ med, hvad end man har fundet.

Find inspiration i nogle af de dekorationer jeg har lavet:

 

Grankogler på den elegante måde

 

Det er ret ligetil, men smukt ser det ud på stuebordet.

Sværhedsgrad: Nem

Du skal bruge: En skål der for dig er dekorativ, en pose grankogler (som du selvfølgelig finder i naturen og ikke giver 50 kr. for i et supermarked – gush!), 4-5 grankogler med guld eller sølvglimmer (fås i bl.a. Føtex og Bilka)

Sådan gør du: Hæld grankoglerne i skålen og placer de glitrende grankogler lidt tilfældigt øverst, så de træder frem – voila! Nemmere bliver det næsten ikke. Jeg har stillet min kogleskål på en gammel bakke jeg har arvet fra min oldemor og hvor guldlooket går igen. Skab din egen version med, hvad du har.

 

Glitrende skovbund

Denne lysegrønne dekoration har en lidt kølig, men ikke desto mindre smuk fremtoning – og så kan den stå hele vinteren. Dette er en dekoration man kan have glæde af meget længe. Vores står i soveværelset, hvor nuancerne i den matcher med farverne i indretningen. Husk at give sukkulenterne en smule vand hver 2. uge.

Sværhedsgrad: Nem

Du skal bruge: En skål efter eget valg (jeg har valgt en antik skål med krystaldetaljer, som jeg synes matcher godt til det endelige udtryk), 2-3 sukkulenter, lysegrønt mos, en håndfuld mindre grankogler og en hekselyng.

Sådan gør du: Placer en smule pottemuld (ca. to dl) i bunden af skålen, så der er noget, der kan opsuge vandet, når dekorationen vandes. Derefter placeres hekselyngen i midten og der fyldes op med mos omkring den, så den holdes på plads. Skub herefter huller i mosdækket, hvor du placerer sukkulenterne. Placer grankoglerne i mosset, hvor du synes.

 

Hyacinter i flok

Denne har stået og pyntet i stuen siden midten af november. Desværre har jeg ikke et billede fra da hyacinterne stod i fuldt flor. Det var simpelthen så yndigt imens det stod på, og efterfølgende har jeg forlænget dekorationens levetid ved at klippe de visne blomster af. Nu står blomsterløgene og de grønne planter, og det ser egentlig også vældigt fint ud.

Sværhedsgrad: Nem

Du skal bruge: En stor potte uden for høje kanter (vælg gerne en skål, høj bakke eller potte som er pyntende i sig selv), 6 hyacintløg og lysegrønt mos.

Sådan gør du: Arranger hyacinterne på rækker eller i ring (afhængig af valg af potte) og placer mosset tæt omkring dem.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tre enkle og smukke vinterdekorationer