Appetizer m. skinke, mascarpone og agurk

Når legetøj vrages til fordel for Ipad’en

Kort efter jul kom nyheden om at Top Toy, der ejer legetøjsbutikkerne Toys’R’us og Fætter BR, lukker. Det er helt indlysende forfærdeligt for de mange medarbejdere, der nu står uden job.

Men der er også en anden årsag til, at det er rigtigt trist.

Toys’R’us og Fætter BR butikkerne gav nemlig de danske børn noget helt unikt: muligheden for at gå ind i en butik, kigge og se på legetøjet, røre ved det og prøve det af og kigge drømmende efter det de ønsker sig.

Nu overlades legetøjshandlen i Danmark i høj grad til internethandlen (og dermed mor og far). Barnet kan ikke få den sanseoplevelse, det er at gå ind i en legetøjsbutik og se legetøjet.

Legen er vigtig for børn. Det er der ingen tvivl om. Børn udvikler vitale færdigheder gennem leg og forskning viser, at det stimulerer kreativiteten, hjernens udvikling, sociale- og personlige kompetencer samt barnets motorik.

Og i en tid, hvor børn i stadig højere grad søger den digitale “leg” og passive underholdning i form af Ipad og tv-skærme, synes jeg, at der er grund til som forældre at bakke op om den rigtige leg med legetøj. Legen med LEGO-klodser, bondegårdsdyr og puslespil på gulvet.

Min ærlige mening: jeg synes bestemt ikke, at der er noget imponerende over et barn på 1 år, der kan bruge en Ipad. Jeg synes, at det er forkert, at forældre på den måde bliver begejstret for (og fremhæver), at deres barn i den alder selv kan åbne en spil-app og finde ud af at bruge den.

Et eksempel: De klassiske “puttekasser” hvor børn skal placere træ- eller plastklodser i forskellige former og farver i de rigtige huller. Noget børn især begynder at forsøge sig med omkring 1 års alderen, men som i dag også kan tilgås som en app og dermed ikke behøver købes i fysisk form.

Barnet på 12 måneder, der præsenteres for dette på en Ipad, hvor det med fingrene på skærmen skal trække de rigtige former mod det rigtige sted er låst i sin læring. Der er kun den ene måde, at lege legen på. Der er ikke noget at udforske eller føle på. Rammerne er sat.

Barnet der i stedet præsenteres for den fysiske, klassiske puttekasse skal selv finde ud af, hvad der skal se. Barnet kan mærke og føle på klodserne med sine små hænder, det vil højest sandsynligt også undersøge tingene med munden og måske kaste med det og begejstres af lyden det giver. Det vil løfte låget af kassen og undersøge både kasse og låg. Måske vil det også placere klodserne ovenpå hinanden og se dem falde sammen igen. Der vil gå forholdsvist lang tid inden barnet går i gang med den leg, som kassen var tiltænkt.

Muligheder som barnet med puttekasse spillet på Ipad’en ikke har.

Succesraten for “den rigtige måde at lege med puttekasse på” er derfor klart størst hos barnet med Ipad’en. Men barnet med Ipad’en har sprunget en lang række potentielt udviklingsgivende trin over, som barnet med den fysiske puttekasse har været igennem.

Selvfølgelig skal der være plads til den digitale verden også, og børn skal naturligvis også introduceres til denne og have lov til at udforske den. Vi lever i en digital tidsalder – det underkender jeg på ingen måde – men vi forældre er derfor også desto mere nødt til at have et særligt fokus på at understøtte børnenes leg. Dette gøres netop ved at tage dem med i legetøjsbutikken, ved at deltage i samtaler med barnet om dets leg med legetøj (“hvad skete der i din leg skat?” “Nej en fin bondegård du har bygget! Hvor bor koen henne og hvad siger den?” osv.) og sørge for, at det har legetøj og får tid og mulighed for at fordybe sig i det. F.eks. ved at begrænse tiden med Ipad’en.

Lukningen af Top Toy er muligvis til dels udløst af udviklingen hvor børnene i højere grad leger i den digitale verden og fravælger de ting, som den traditionelle legetøjsbutik tilbyder. Markedet er ikke det samme for legetøj længere, fordi børn leger mindre med legetøj og stopper tidligere med at lege. Min bekymring er, at lukningen af de mange legetøjsbutikker virker selvforstærkende på denne tendens.

Netop derfor bør lukningen blive en reminder til os forældre om at huske på at understøtte vores børn i leg og give dem plads og rum til at kede sig uden at placere dem foran en Ipad.

Det er nemlig typisk, når barnet ‘keder’ sig, at den gode leg kan opstå.

En leg der er vital for barnets udvikling.

 

(Photocredit i dette indlæg: Kamilla Tønder – Moments when time stood still)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Appetizer m. skinke, mascarpone og agurk