Sådan vælger du en god opdrætter

Forårsfornemmelser

Kalenderen siger endnu kun medio februar, men alligevel er det som om at foråret har kigget forsigtigt frem denne skønne solrige weekend. Lyset og luften har været som forandret og jeg kan mærke, at det kribler i mig efter at komme ud og få gjort noget ved vores have og få sat mit eget præg på den.

Vi er nået utroligt langt med huset indvendigt, men i og med at vi først flyttede ind for alvor i efteråret sidste år, så var haven ikke en prioritet – og månederne hvor man kunne så nyt og plante ud var i øvrigt også for længst passeret. Læg dertil at vi på grund af den utroligt varme og tørre sommer overtog noget der mere lignede en savanne i Afrika end en villahave i Ballerup.

I weekenden kunne jeg virkelig mærke, hvor skønt det bliver med have og hvor meget jeg glæder mig til selv at bygge en smuk have op. Vores have har masser af potentiale med mange dejlige og unikke “rum” – bl.a. et anneks med semi-overdækket veranda, stor overdækket terrasse i forlængelse af huset og et drivhus med mange muligheder. Der er altså nok at tage fat på!

Da jeg søndag så de mange små krokusblomster pible frem af græsset i forhaven kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at NU er det lige om lidt.

Vi har dog været lidt i haven i efteråret og nedlagt en række bede og fældet nogle buske og grantræer for at gøre haven mere åben og overskuelig – og nem at holde. Men her til foråret skal jeg have gjort haven mere min egen og jeg samler løs af alt den inspiration jeg kan komme i nærheden af.

Henover efteråret og vinteren har jeg haft mange krukker med lyng stående, fordi det var nemt at gå til og en hurtig løsning for at det hele ikke så for tomt ud.

Blandt andet har jeg lyng ved vores fordør (og som man kan se har Isak samlet grankogler), men jeg glæder mig til at skifte det ud med noget mere sommerligt, let og farverigt.

Denne weekend fik jeg også påbegyndt min liste over ting, der skal gøres klar ved hus og have her de første måneder af året. Den liste skal nok vokse rigeligt endnu. Det her var bare den første brainstorming.

Jeg laver altid lister over ting. Jeg kan godt lide at få opgaverne visualiseret på den måde og danne mig et overblik – og så den gode følelse når man efterhånden kan strege tingene og se at man er på vej i mål.

I weekenden sprang liljerne i vindueskarmen i den ene stue også ud. Du finder link til buketten med pilegrene og liljer lige her. Den buket har altså stået i 12 dage (jeg har skiftet vandet et par gange) og da liljerne blev trætte tog jeg dem fra buketten og hældte vandet væk. Nu får buketten lov at stå og tørre og på den måde pynte lidt endnu.

Jeg glæder mig til at skulle i haven – og til at vise jer de mange spændende projekter jeg har for min villahave.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan vælger du en god opdrætter