Barn og hund: Det du skal vide

Mange børnefamilier, der anskaffer sig hund, har drømmen om “den perfekte familiehund”, som følger familien rundt, løber glad og leger med grinende børn i haven og putter ved ens fødder om aftenen.

Hvis det er dét, man drømmer om, så skal man også gøre sit forarbejde ordentligt inden, man anskaffer sig hunden – man skal nemlig sørge for at vælge en race, der har potentiale til at være en solid og pålidelig familiehund.

LÆS OGSÅ: Inden du køber hund – sådan vælger du den rigtige race

Der er mange racer som har ry for at være gode familiehunde, f.eks. golden retrieveren, labdradoren og border collien. Der er naturligvis mange flere hunde, der er gode familiehunde, men racer som de tre førnævnte avles i høj grad til dette formål.

De fleste racer kan helt sikkert fungere godt i en familie, især hvis man vælger en god opdrætter, men der er også alt for mange racer, som har en række egenskaber og behov, der er svære at få til at matche ind i det typiske familieliv.

Man kan her som eksempel nævne racen Siberian Husky. En nuttet og smuk ulvelignende hund, hvor rigtig mange falder for udseendet og den ender derfor af og til i småbørnsfamilier. Men jeg har også alt for tit set denne hund “til salg”/gives væk, når den er omkring 6 mdr. til 1 år gammel. Simpelthen fordi, at folk ikke har undersøgt hvilken race det er, at de har anskaffet sig, og fordi at den kræver så meget motion og aktivering, at den konstant er understimuleret som hund i en familie med far og mor der går på arbejde og ikke lige går hjem og løber en ½ marathon med den hver dag. Deraf begynder den at udvise problemadfærd. Dette er absolut blot et eksempel og ikke for at hænge nogen ud. Jeg ved, at der også er familier, hvor denne race klarer sig godt. Det er blot for at visualisere, at man skal tænke over racen man anskaffer sig.

 

Når børn og hunde skal fungere godt sammen, så er det min klare overbevisning at den rette race og den rette opdrætter, er et godt udgangspunkt for at få den gode familiehund.

Og vores hund Carlo er netop det; en fantastisk familiehund.

Men han er trods alt også kun en godt 10 måneder gammel hvalp, og jeg arbejder stadig dagligt på at gøre ham til den bedst mulige hund for vores familie og for hans skyld. Vi er nået rigtigt langt sammen og jeg er jo egentlig heldig, fordi at han alle dage har været en god hund. Han kommer fra et sted, hvor han er opdrættet til det som formål og hvor opdrætter har taget avlsprogram og socialisering meget seriøst.

Derfor havde vi i Carlo det bedste udgangspunkt for den gode familiehund. Men en hund bliver ikke den perfekte familiehund fra dag ét. Det kræver fokus og en indsats – sammenlagt med en god portion tålmodighed – fra den nye familie, når man skal have barn og hund til at omgås med hinanden på en god måde.

I dette indlæg har jeg derfor samlet mine bedste råd til, når man skal have både barn og hund.

 

Tal med barnet om hunden indenfor barnets forståelsesfelt. Forklar barnet, at der er visse regler, når man omgås hunden, og at hunde og mennesker ikke er det samme. Den snak med barnet skal du selvfølgelig afstemme med barnets alder og modenhed. Jeg har brugt meget energi på at forklare Isak (3½ år da vi fik Carlo), at hunde ikke taler det samme sprog som mennesker, og at Carlo var en baby, så der var mange ting Carlo skulle lære. Den del med at introducere et hundesprog betød, at jeg kunne forklare Isak mange ting på en rigtig god måde. F.eks. at når han forsøgte at tumle Carlo lidt hårdt (som reaktion på at Carlo skulle gå væk) kunne jeg forklare Isak, at på Carlos sprog var det faktisk en invitation til leg, så det var derfor Carlo ikke forstod, at han skulle gå.

Aftal også regler for samværet mellem hund og barn. Her er der selvfølgelig igen forskel på om det er et 4-årigt barn, du godt kan fortælle, at når hunden er i kurven, skal man lade den have fred. Det kan de fleste 3-4 årige godt forstå og man kan forvente, at de respekterer det. Et 15 mdr. gammelt barn er derimod 100% dit ansvar at flytte, når barnet kravler hen til den sovende hund i kurven.

Lær barnet og hunde både at være stille og aktive sammen. Det er sjovt og sødt (og god aktivitet) for barn og hund, at de leger sammen, men det er ikke sjovt på længere sigt, hvis hunden associerer barnet med vild leg. Barn og hund skal omgås hinanden meget af døgnet i mange år, så på sigt er det ikke en ønskværdig situation. Hunde knytter gerne en specifik opførsel til situationer, stemninger og personer, så derfor er det vigtigt at barn og hund også lærer at kunne være rolige sammen. Træn med dit barn i at sidde sammen med hunden (sammen med dig) og ae hunden og inviter generelt barnet til at indgå i rolige situationer med hunden.

Hold øje med barn og hund, når de leger. Vær klar til at gribe ind og hurtigt afbryde en situation som du kan se kan udvikle sig dumt. Tit kan man med et vågent øje afværge de uheldige situationer (hvor det bliver for voldsomt for den ene part) i at opstå.

Lad være med at føle fiasko over at det hele ikke er rosenrødt fra start for det er det for langt de fleste ikke. En lille hvalp kræver meget opmærksomhed, og måske føler dit barn lige pludselig sig lidt tilsidesat og bliver jaloux på hunden. Hvis du fornemmer dette, skal du selvfølgelig håndtere dette – f.eks. gennem snakke med barnet. Du skal heller ikke være overrasket over, hvis du bruger det meste af tiden på at fjerne en snappende hundehvalp fra barnet. Hvalpe bider i leg (og nej, hunde skal selvfølgelig ikke bide, men det gør hvalpe for en tid) og vil typisk opfatte barnet som “en del af kuldet”. Det er igen her, at man kan forklare barnet, at på hundesprog betyder napperi, at man gerne vil lege (men at du naturligvis godt forstår, at barnet synes det ikke er sjovt eller rart og derfor stopper I legen med hunden eller lign.)

Anerkend at den gode familiehund tager tid. Her tænker jeg ikke kun på de regler for samværet, man skal øve mellem barn og hund, men alt det andet det kræver at få en hundehvalp (renlighedstræning, alene-hjemme-træning, generel adfærdstræning, socialisering osv.). Vedholdenhed og en solid indsats fra start er det vigtigste overhovedet. Og her kan man ifølge mig godt gemme socialiserings-tjeklisten lidt væk (du behøver ikke fokusere på at introducere hunden til mennesker med rollator og ture i toget). Start med at socialisere de ting, der giver mening ud fra jeres situation og det miljø hunden skal færdes i; som børnefamilie kan det bl.a. være at træne samværet med børnene, at hunden kan gå ved siden af barnevognen og meget andet. Husk at det tager tid og kræver en lille smule træning hver dag. Så skal det nok blive godt.

Husk på at det som voksen er dit ansvar. En hvalp kan være voldsom for et lille barn, og hvad der fra hunden er kærlige kys (i massevis) kan blive ubehageligt for en baby, der ikke kan rejse sig og gå væk fra hunden. En hund der føler sig presset KAN bide ud og et lille barn kan potentielt også skade hunden – barnet kan slå hunden i øjnene med skarpt legetøj, skubbe hunden ned fra et møbel og meget andet. Barnet gør det ikke i ond vilje, men afhængig af dets alder, har barnet ikke en sikker forståelse af det sprog hunden taler og de regler, der eksisterer, når det omgås hunden. Heller ikke selvom I har fulgt rådet om at tale med barnet om reglerne for samværet med hunden. Jeg lod netop derfor heller aldrig Isak og Carlo være alene i starten. Det er først fornyeligt, at jeg kan stole så meget på dem begge, at jeg ved, at de godt kan gå lidt sammen selv.

Husk: Det er i sidste ende dit ansvar, at både hund og barn har gode oplevelser sammen og at ingen af dem kommer til skade.

 

De første par måneder med hunden kan være hårde, men den gode og stabile indsats tjener sig ind i tusindvis på den lange bane.

I hunden har dit barn har nemlig en ven for livet.

Og når jeg ser Isak og Carlo sammen nu, så ved jeg hvor værdifuld en gave en hund er for et barn – og for familien i det hele taget.