Sådan får du det meste ud af dine roser

Minimumsnormeringer: skal de dulme den dårlige samvittighed?

Billedet er taget af Kamilla Tønder – Moments When Time Stood Still

 

Debatten om nationale minimumsnormeringer i daginstitutioner har fyldt meget de seneste uger, hvilket også har sat gang i en masse tanker hos mig – og bekræftet mig i tanker jeg allerede havde.

Først og fremmest er der dog noget mærkeligt over, at det overhovedet er gjort til et landspolitisk emne. Som lovgivningen er nu kan kommunerne nemlig frit vælge at indføre minimumsnormeringer lokalt; dagtilbudsområdet er nemlig en del af det kommunale selvstyre og den enkelte kommune vælger derfor selv, hvordan servicen skal være på området. Min overbevisning er, at det ved de fleste almindelige borgere ikke. Den vinkel har manglet i debatten og er altså væsentlig: der er ingen på Christiansborg, der kan stoppe en kommune i at indføre minimumsnormeringer. På den måde burde det bare være op til en kommunal beslutning at gøre det, hvis de kommunale politikere mener det er nødvendigt og hensigtsmæssigt for servicen.

Men minimumsnormeringer er en vindersag – der er jo ingen, der kan være imod flere voksne i deres barns børnehave, vel?

Det viser de sidste mange ugers demonstrationer og debat også. Alle lige fra partiformænd (primært på venstrefløjen) til forældre i massevis kalder på minimumsnormeringer.

Jeg tror, at hele denne – forholdsvise meningsløse debat (for kommunerne kan jo som sagt allerede lave minimumsnormeringer..) er et symptom på noget andet.

Den er et symptom på, at vi har dårlig samvittighed. Vi har dårlig samvittighed over at aflevere børn helt ned til 10 måneders alderen (eller yngre) i vuggestue. Vi har dårlig samvittighed over, at vi fik børn for at overlade dem til en hverdag, hvor de ikke bliver set nok og hvor vi går glip af så meget sammen med dem.

Netop derfor tror jeg, at forældre deltager så aktivt i debatten om minimumsnormeringer.

Vi vil så gerne sige til os selv, at vi går på gaden og kæmper for vores børn, men er det i virkeligheden blot for at dække over den dårlige samvittighed, der plager mange forældre i dag? For at føle, at man GØR noget for sine børn?

Spørgsmålet er dog: Er vi egentlig villige til at ofre noget mere end et par timer i en demonstration og et par vrede kommentarer på facebook?

Er vi villige til reelt at være der for vores børn og gøre op med tanken om, at de skal efterlades i institution 9-10 timer hver dag og primært opdrages af staten? Nok ikke. Og hvorfor gør forældre i virkeligheden ikke oprør over dét? Det undrer mig.

Måske fordi at det kræver ofre. Det kræver et farvel til projektet om at begge forældre skal realisere sig gennem karrieren. Det kræver en erkendelse af at traditionelle familieroller ikke er undertrykkende, men givende for familien som helhed. Og så kræver det et farvel med mange materielle goder: måske skal familien kun have én (eller ingen) bil, der bliver ikke råd til spændende ferier til udlandet og nyt køkken og badeværelse må man nøjes med at drømme om. Livet skal leves helt anderledes, hvis man kun har en indkomst i husholdningen.

Jeg undrer mig derfor over, at forældre ikke i højere grad kæmper for politiske tiltag, der kan gøre, at forældre kan være mere sammen med deres børn. F.eks. en lavere skat generelt, så begge forældre ikke behøver arbejde fuldtid eller at pengene til pasning skal følge barnet, så man måske fik mulighed for at passe sit barn hjemme de første par år.

Jeg tror i høj grad, at det handler om tendenser i samtiden og opløsningen af kernefamilien, at vi ikke gør det. Og grundlæggende et ønske fra samfundet om, at børnene skal i institution, så både mor og far kan være gode skatteydere.

 

Mange har måske svært ved at forestille sig at tjekke ud fra den ambitiøse arbejdsuge på + 37 timer, men kunne du overveje at gøre det..?

På Lolland bor en familie, der netop gjorde dét. Her arbejder far imens mor, Mie, går hjemme med børnene. Hver dag. Året rundt. De dyrker mange af deres egne grøntsager og har dyr de holder primært for at slagte. Mie har lagt sine karriereambitioner på hylden for at være mor for sine børn – og for ikke dagligt at efterlade sine børn i institution.

Jeg anbefaler helt klart, man kigger forbi Mies blog: Fra Bypige til Bonderøv (KLIK HER)

Mie skriver under mantraet “Her er der en voksen”.

Og hvem ved – måske kunne du få et nyt syn på tingene. For hvem har i virkeligheden ansvaret for dit barns trivsel og omsorg: dig eller staten?

2 kommentarer

  • Sasha

    Tak for et godt indlæg. Hvordan takler du selv emnet i din egen familie?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Theresa Lange

      Tak for din kommentar Sasha 🙂 Jeg har indtil fornyeligt arbejdet deltid, men arbejder nu fuldtid. Isak kom først “rigtigt” i institution som 3 ½ årig – indtil da var han der kun deltid og ofte hjemme. Vi har gjort det sådan, at jeg har et almindeligt 37 timers job nu og at min mand gør karriere. Så jeg henter og bringer. På den måde har vi haft ham meget hjemme de første 3-4 år af hans liv.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan får du det meste ud af dine roser