Sådan får du det meste ud af dine roser

Citronmåne

Der har været så mange citroner på vores citrontræ i drivhuset, at jeg denne uge har måtte være kreativ med at få dem brugt. For et par dage siden lavede jeg citronfromage og nu blev det altså til en citronmåne.

Du kender helt sikkert citronmånen fra supermarkedet, hvor man finder den til 10 kroner i afdelingen for kiks og fabrikskager. Den kan på INGEN måde sammenlignes med den hjemmebagte version. Den her citronkage er en helt anden oplevelse. Den smager helt vidunderligt af rigtig citron og er frisk og lækker med en saftig krumme.

Den kan naturligvis serveres hele året (og bør det også!), men passer sig også smukt som en simpel påskekage med sin gule glasur.

Når du har prøvet denne opskrift går du aldrig tilbage til den fra supermarkedet.

Citronmåne (1 stk. til ca. 12 personer)

 

Ingredienser:

200g smør (skal være rigtig smør og ikke et blandingsprodukt)

200g sukker

100g revet marcipan

Revet skal af en usprøjtet citron

3 æg

150g hvedemel

25g mandelmel

1½ tsk bagepulver

1½ tsk vaniljesukker

½ tsk natron

1 dl friskpresset citronsaft

½ dl vand

En smule solsikkeolie til at smøre din springform med

Glasur: Friskpresset citronsaft, gul gelefarve og flormelis

 

Sådan gør du:

Tag smørret ud af køleskabet, skær det i store firkanter og kom det i en stor røreskål. Lad det stå på bordet lidt så det bliver tempereret.

Imens presser du citronsaft, river citronskal og marcipan samt vejer hvedemel og mandelmel af i en lille skål. I den lille skål med mel blander du vaniljesukker, natron og bagepulver.

I skålen med smør tilføjer du sukker og pisker smør og sukker længe til du har en ensartet masse. Tilsæt den revede marcipan og citronskallen og pisk igen. Tilsæt herefter æggene ét af gangen og pisk grundigt det hele sammen.

Vend citronsaft og vand (blandet) i skiftevis med melblandingen.

Beklæd bunden af en springform med bagepapir og smør siderne af formen med solsikkeolie (eller anden smagsneutralolie) på et stykke køkkenrulle.

Kom dejen i formen og bag den i forvarmet ovn (over-under-varme) ved 185 grader i 30 minutter Den skal være en lille smule ubagt når du tager den ud af ovnen. Tag den gerne ud et par minutter før du tænker den er færdig. Den må endeligt ikke få for meget.

Lad kagen afkøle i springformen inden du forsigtigt tager den ud og over på en rist.

Rør glasur af friskpresset citronsaft og flormelis. Farv glasuren i en gul nuance med gelefarve. Du skal bruge ca. en deciliter færdig glasur som du dækker kagen med. Lad gerne glasuren dryppe ned over kagens kanter.

TIP! Pynt kagen med lidt hakkede chokolademandler (her i påskefarver), nødder eller spiselige blomster.

 

Jeg har her bagt to citronmåner og lavet to forskellige nuancer af gul glasur – men kagen er den samme.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan får du det meste ud af dine roser