Brunsviger

Derfor valgte vi en finsk lapphund

– På billedet her er Carlo 4½ måneder gammel –

 

Indlæg om hunde er efterhånden blevet et selvstændigt emne på min blog, men det giver egentlig rigtig god mening for mig – vores hund er jo en del af familien. Ja, faktisk har mere end ½ millioner husstande i Danmark hund, og en hund finder man ganske ofte hos børnefamilier.

LÆS OGSÅ: Overvejelser du bør gøre inden du køber hund

LÆS OGSÅ: Sådan vælger du en god opdrætter

Hos os har vi en skøn finsk lapphund; Carlo der er godt 10 måneder nu.

Carlo er vores første finske lapphund. Jeg har tidligere haft pomeranians og i mit barndomshjem har vi haft både schæferhund, en labradorblanding og Jack Russell terrier.

Så hvorfor faldt valget lige på en finsk lapphund…?

Faktisk kendte jeg slet ikke racen for 1½ år siden. Vi havde min lille pomeranian, Feddi, som desværre altid har haft maveproblemer. Hun havde irritabel tyktarm i ekstrem slem grad og det var ofte så slemt, at hun havde blodig opkast og afføring. Til sidst var hun faktisk i en konstant tilstand af det. Smerterne blev også tiltagende værre hos hende og hun lå ofte dagevis og var skidt – rystede, havde ondt og ville ikke spise. Alt var prøvet og jeg kan med god samvittighed sige, at jeg havde den hund til dyrelæge ALT det var nødvendigt (og mere til måske..). I efteråret 2017 gik det dog ikke mere med Feddi. Hendes krop optog intet nærring fra den smule hun spiste. Hun var tynd og syg konstant. Derfor måtte jeg sige farvel til hende. Man når jo også en grænse, hvor det ikke er forsvarligt og værdigt for hunden længere.

Jeg savnede Feddi rigtigt meget i tiden efter og egentlig ville jeg ikke have nogen ny hund. Intet kan jo “erstatte” det man mister.

Men da vi begyndte at kigge på hus begyndte tanken om en ny hund også at komme til mig. Vi ville jo få have og mere plads – de perfekte omgivelser for en hund.

Jeg har altid haft hund og jeg tror ærligt aldrig, at jeg kan undvære at have hund. Jeg tror også på, at det er rigtigt godt for børn at have et kæledyr.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd til den første tid med hvalpen

LÆS OGSÅ: Børn og hund sammen og det du bør vide

Jeg begyndte derfor at kigge på hundehvalpe. Vi var derhjemme enige om, at det denne gang skulle være en lidt større hunderace vi skulle have; en hund der kunne tumle med børnene og man kunne gå lange ture med eller løbe med.

En hund på en slutvægt på omkring 20 kg blev vi enige om var det ideelle. Derudover var det vigtigt, at det skulle være en hund, der trives godt som familiehund og som kan trænes. Jeg har altid godt kunne lide spidshunde (pomeranian er en lille spidshund) og jeg begyndte derfor at kigge på Border Collie og Japansk Spids. En dag faldt jeg så over den finske lapphund og begyndte at læse mere om racen.

Og jeg forelskede mig lynhurtigt i den! Udover racens karakteristika som passede godt med det vi ønskede, så er det også en virkelig smuk ulvelignende hund. Det tiltalte mig meget med det lidt “vilde” udtryk. Her er en hund, der altså ligner sine ulveforfædre, men som er en helt igennem kærlig og god familiehunderace.

Den finske lapphund er for mange en “ny” hunderace i Danmark, men egentlig er den en meget gammel race. Racen er oprindeligt brugt som hyrdehund (hvilket den stadig bruges til i dag i vores skandinaviske nabolande). Den har historisk ikke kun hjulpet med at flytte rener og får, men også gået meget op af sin menneskeflok og sovet hos dem om natten. Den er derfor meget tætknyttet til mennesket – en loyal hund der som familiemedlem er til at stole på.

Der var flere ting jeg faldt for ved beskrivelserne af den; at den er trofast, venlig, rolig og intelligent. Den egner sig godt i en familie med børn.

Som alle spidshunde er den dog også meget egenrådig ind i mellem og dens selvstændighed gør, at man skal være tålmodig, når man træner med den.

Men trænes det kan den altså bestemt! Jeg ved godt, at der er stor forskel fra hund til hund indenfor en race, men Carlo er utroligt nem at arbejde med og træne.

Han vil gerne lære nyt og han er af personlighed meget en “pleaser”-hund, der gerne vil gøre sin ejer glad. De ting gør ham til en drøm at håndtere og arbejde med. Jeg har allerede lært ham mange tricks, og selvom han ind imellem får sine egne skøre idéer (han er jo også stadig kun en stor hvalp), så er han grundlæggende meget, meget lydig.

Carlo passer på alle måder godt ind i vores familie og fletter også godt ind i forhold til Isak. De to kan være et par bøller sammen og der er ofte fart over feltet, men de kan også sagtens være rolige sammen; gå tænksomt og drømmende rundt i haven sammen i deres egen verden eller se en film sammen på sofaen. Det er så dejligt at have en hund, hvor barn og hunds forhold er så afbalanceret.

Jeg anbefaler bestemt racen, MEN jeg anbefaler også at man sætter sig grundigt ind i, hvad det er for en race man anskaffer sig og hvad den finske lapphund kræver. Det er en hund, der skal stimuleres. Ikke i samme grad som de slædehunde den måske ligner (husky, alaskan malamute m. fl.), men den kræver gåture og mulighed for at blive sluppet løs og løbe omkring. Stimulering er lige så meget det mentale og træning og aktivitetslegetøj er godt til en lapphund.

Det er også en race, der kan gø. Det oplever vi absolut ikke med Carlo, men man skal være bevidst om, at der skal sættes ind fra start for ikke at fremme dens lyst til at gø.

Det er nok de to ting jeg vil fremhæve, at man særligt skal overveje i forhold til den finske lapphund.

 

Så hvorfor endte vi med en finsk lapphund?

For os som familie var kriterierne til vores kommende hund, at den skulle

… være en familievenlig race

… være en mellemstor race som Isak kan tumle lidt med og som min mand kan løbe ture med

… være fra en sund hunderace

Det fandt vi i en finsk lapphund. En race der ovenikøbet charmerede sig sådan ind på mig, at jeg helt droppede at kigge på border collie, japansk spids og labrador.

Når jeg går eller kommer hjem, så ligger Carlo altid og sender mig lange blikke under havelågen.

Isak og Carlo klar til leg i haven og så er det bare afsted sammen.

5 kommentarer

  • Michael

    Hej
    Faldt lige over dit opslag, da jeg har kigget lidt på denne race. Sikke dog en dejlig hund.
    Vi har lige måtte aflive vores Corgi, og er derfor begyndt at tænke over hvad vores næste hund skal være. Man er jo blevet lidt klogere, siden vi valgte vores dengang første hund. Vi ville ikke have været foruden hende, men nogle ting ville vi nok have gjort anderledes, i forhold til at vælge Corgi.
    Jeg kunne godt tænke mig at høre, om I har haft nogle problemer med at hunden stikker af? Vi har et hegn på ca. 80 cm omkring hele haven, og jeg ville jo nødig skulle rende og være nervøs, ved at lukke hunden ud i haven.
    Må jeg spørge hvad man skal forvente at betale for en finsk lapphund?
    Når I går tur og møder fremmede hunde og mennesker, hvordan går det?
    Vh Michael

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hvilken opdrætter er Carlo fra?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Theresa Lange

      Hej Ida
      Carlo er fra Kennel Aulis Enkeli. Hun holder til i Næstved. Du kan finde hende på facebook og hun har også en hjemmeside.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Åh et dejligt blogindlæg. Sødeste race i verden. Mine forældre (jeg er selv 29 år) har en VIDUNDERLIG han, der lige er fyldt 15 år. Døjer med lidt grå stær, men har ellers været fit for fight hele sit liv – ingen operationer, ingen sygdomme. Glæd jer til mange deeeejlige år med en hund, der bare bliver mere og mere nuttet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Theresa Lange

      Tak for din søde kommentar Ida 🙂 Vi er også SÅ glade for Carlo og at vi valgte den finske lapphund, som vores familiehund. Hvor dejligt med dine forældres hund. De er bare nogle gode hunde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brunsviger