Blomstertip: Kombiner køb og pluk-selv

Rabarberdrømme

Her har du et bud på en lækker og ikke for tung sommerkage.

De små kager er inspireret af Christianshavnertærten, men her i min egen version: små rabarberdrømme.

De består af en blød og saftig kikse-nøddebund og en rabarberskum (hvor jeg altså snyder lidt .. man skal jo ikke gøre det sværere end det er vel..) og en ring af små perler af vaniljemousse.

Opskriften giver enten 8 små portionskager eller én tærte i springform på 20 cm diameter.

 

Opskrift på rabarberdrømme (8 portionskager eller en tærte)

Arbejdstid: 1½ time

 

Ingredienser

100g kammerjunker

75g mandler

100g æggehvider (svarer til 3 hvider)

125g sukker

1 tsk vaniljesukker

2 spsk hvedemel

1 tsk bagepulver

Smagsneutral olie på spray (f.eks. kokosolie)

 

50g (½ brev) Dr. Oetker Jordbær Kagemousse (DENNE)

0,75 dl letmælk

1,5 spsk rabarberkompot (SE OPSKRIFT HER)

 

25g (1/4 brev) Dr. Oetker Vanilje Kagemousse (DENNE)

0,6 dl letmælk

 

Pynt: Hindbærstøv, friske jordbær og stedmoderblomster

 

Sådan gør du:

Start med at gøre de tørre ingredienser klar: blend mandler og kammerjunker fint og kom blandingen i en lille skål. Bland heri hvedemel, vaniljesukker og bagepulver.

I en anden skål kommer du æggehviderne i. Start med at tilføje en 1 spsk af sukkeret og pisk. Tilsæt langsomt sukkeret imens du pisker hviderne helt stive som skulle du lave marengs. Du skal kunne vende skålen på hovedet uden den hvide masse slipper – så er den god.

Vend forsigtigt den tørre blanding i de sukker-piskede hvider.

Spray små forme med olie, så kagen slipper nemt efter endt bagning. Jeg anbefaler Cook and Baker Muffinform Silikone, Imerco, som jeg selv bruger til disse kager (og meget andet i øvrigt).

Fordel kagedejen i formene (8 stk.) og bag dem ved 180 grader almindelig ovn i ca. 12 minutter. Jeg bruger i øvrigt en sprøjtepose til at fordele dejen ensartet i formene inden bagning.

Lad kagerne køle helt af inden du tager dem ud af formene og over på en bagerist.

Pisk imens en jordbær-rabarberskum ved at blande 50g Dr. Oetker kagepulver (jordbær) med 1,5 spsk rabarberkompot og 0,75 dl mælk. Jeg har reduceret andelen af mælk i følge produktet, da kompotten også afgiver en del væde. Pisk efter anvisningen i godt 5 minutter. Kom din jordbær-rabarberskum i en tylpose med rund tyl for enden. Læg den i køleskabet imens du laver vaniljemoussen efter fremgangsmåden på pakken.

Pynt dine kager med jordbær-rabarberskum i midten og små dutter af vaniljemousse langs kanten af denne. Drys med hindbærstøv, og arranger et halvt jordbær og en spiselig blomst (f.eks. stedmoder som her) på toppen af den lyserøde skum.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blomstertip: Kombiner køb og pluk-selv