Luksus pølsehorn

Det klassiske (kedelige) familieliv?

– I føljetonen “En forstadsmors tanker” skriver jeg om mit liv og dagligdag –

Jer der fulgte min “gamle” blog havde nok ikke forudset, at jeg ville ende i forstaden med villa, mand og barn.

Men sådan er det altså endt – at hver dag for mig starter på en stille villavej i en forstad udenfor København.

Vores familie er nok det man vil karakterisere som den klassiske børnefamilie; far og mor (der er gift), barn og vovse.

Vi er som mange andre børnefamilier landet over, hvor mor og far hver dag går på arbejde i et 8-16 job (min mand arbejder dog lidt mere end jeg gør) og barnet/børnene går i institution.

Dagene risikere at føles som ren rutine, hvor man bare “flyder med strømmen” og tiden med ens familie forsvinder hvad der kan føles som udenom en. Jeg føler at livet i forstaden har sat tempoet ned for os på det punkt – og jeg har fået øjnene op for helt nye ting, der betyder noget for mig og plads til at pleje de ting, som jeg allerede vidste betyder noget for mig.

En af de ting jeg virkelig har nydt denne sommer er at dyrke mine egne grøntsager. Nogle er gået rigtig godt, andre knap så godt (det skal der nok komme et særskilt indlæg om til jer, der interesserer sig for køkkenhaver).

Udover, at det bl.a. har bidraget med de lækreste gulerødder og kartofler til aftensmaden (som herunder til en omgang friskstegte fiskefrikadeller, rugbrød og hjemmerørt remoulade – uhm!), så har det også åbnet en helt ny verden for Isak. Han spiser nu grøntsager med stor begejstring, ja ofte er det nu de hjemmedyrkede gulerødder, som han går først efter på tallerkenen!

Han har aldrig været kræsen som sådan, men han har da ærligt talt helst indtaget brød, sovs og kød og ikke været specielt begejstret for alt det “grønne” (udover frugt). Det overrasker mig egentlig, for jeg har helt fra han var lille serveret diverse grøntsagsmos, kogte grøntsager osv. for ham, men det var som om der skete noget i 1½-2 års alderen – så vant selvstændigheden ligesom ind og den lille mand vidste bestemt godt, hvad han synes var lækkert og maven skulle fyldes med.

Selvstændigheden og egenviljen er der bestemt endnu (faktisk føler jeg den kulminerer lige nu, hvor han er 4 år – nøøøj han har sin egen mening og er STÆDIG – andre der har børn i den alder, der kender til det??), men persille, salat, agurk, rødbede og gulerødder ryger bare ind nu. Og han skal altid liiiige høre om det er fra vores egen have. Så jeg tror, at det har haft en indflydelse, at vi er begyndt at dyrke de ting, at han introduceres til, hvor madvarerne kommer fra og processen om, hvordan de bliver til. Og at han selv har været med til det hele lige fra det vi hældte frøene til gulerødder i jordene i april. Det er en af de ting jeg virkelig sætter pris på ved forstaden og eget hus og have.

Vi savner ikke Christianshavn. Men det er klart, at det kræver andre prioriteringer i hverdagen, at man f.eks. pendler ud og ind til København med S-tog og har et barn, som man ikke synes skal tilbringe alt for mange timer i daginstitution. Og at vi jo så også har en hund af en race, der gerne skal have lidt motion. Det har betydet, at jeg har skippet mit fitnessmedlemsskab (jeg har simpelthen ikke tid til det), og at jeg heller ikke ses så meget med mine veninder længere, som jeg gjorde engang. Men jeg tror også, at det hører sig med til voksenlivet (og morlivet hvert fald..), at man ikke længere har tid til ugentlige kaffedates og caféture. Heldigvis forsøger jeg at se mine veninder på andre måder (f.eks. samle dem til damefrokoster og brunch), aftale middage på gode restauranter ind i mellem, eller bare køre afsted sammen en søndag eftermiddag (hvor manden tager sig af barn, hund og hus) og nyde en spadag et sted eller en tur på planteskole. Hjælp, jeg synes jeg er blevet voksen, når jeg sidder og skriver disse ting, men det er jo rigtigt nok sådan mit liv er endt. Og jeg er glad for det.

Nogle der stadig læser med fra den gamle blog? Hvad vil I evt. gerne opdateres på og høre om?

5 kommentarer

  • Camilla

    Og så glemte jeg lige at tilføje, at jeg læste flittigt med fra den gamle blog og nu også den nye 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Theresa Lange

      Tak for din kommentar Camilla 🙂 Jeg arbejder som jurist nu i en styrelse – er uddannet cand.jur. Hvor spændende at du også er i gang med jurastudiet og jonglerer med både studie og familieliv! Det kan virkelig være meget at se til. Jeg vil gerne skrive et indlæg om at (forsøge at) få familie og arbejdsliv til at gå op. Så håber jeg, at du vil læse med der. Dejligt at høre fra jer “gamle” der også læste med på min tidligere blog 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad du laver til dagligt? Altså arbejde. Jeg er selv ung mor, og er i gang med kandidaten i jura. Jeg er glad for det traditionelle familieliv, og kan godt lide at lave mad klar til mand og søn, samt tage mig af det huslige. Nu er der ikke så længe til jeg er færdig, så jeg vil gerne høre om du laver det du gerne vil, og om det harmonerer med familielivet?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Hej! Jeg kunne godt tænke mig at høre hvilke tanker I har gjort Jer ift. indretningen af Jeres hjem og måske nogle fifs til at finde møbler i samme stil som Jeres😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Theresa Lange

      Hej Josefine!
      Der kommer meget snart et indlæg om den ene af vores stuer og i den sammenhæng vil jeg forklare lidt mere om vores valg af møbler, hvor de er købt og gode tips til at finde noget i lign stil. 🙂 Forventer det indlæg er på bloggen om 2 ugers tid.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Luksus pølsehorn