Skovbærtærte

Blandet rød saft (vindruer, jordbær, æble, pære og blomme)

Den klassiske røde “blandet saft” men i en hjemmelavet efterårsversion med modne vindruer, blommer, æbler, pærer og jordbær. Alt sammen fra haven undtaget blommerne, der lå lidt halvkedelige og overmodne i mit køleskab og kaldte på at blive spist – de var perfekte til at indgå i denne saftblanding.

Det er sæson for både æbler, pærer, vindruer, blommer og de sene sorter af jordbær i danske haver, og det kan alt sammen nemt laves til lækker saft, der kan nydes hele efteråret og vinteren.

Min opskrift giver ca. 4 liter koncentreret saft. Du kan naturligvis bare gange op, hvis du ønsker at lave mere.

Jeg har i denne portion mest brugt vindruer, da vi lige nu har massevis af dem, der er perfekt modne (inden de bliver overmodne) i drivhuset. Men alt efter, hvad du lige netop har, kan du naturligvis sammensætte din saft ud fra det – hvad enten det er blommer eller æbler det bugner af i din have lige nu.

Jeg bruger en saftkoger her, men forklarer også, hvordan du gør, hvis du ikke har sådan en stående.

Opskrift på blandet rød saft (ca. 3-4 liter færdig koncentrat)

Arbejdstid:

 

Ingredienser

3,5 kg blandet frugt, efterårssæson (jeg har brugt 2 kg vindruer, 500g jordbær, 200g blommer, 400g æbler, 400g pærer)

Saften af ½ citron

500g sukker

2 liter kogende vand (hvis saftkoger) / 1 liter kogende vand (hvis du laver saften i gryde)

 

Sådan gør du:

Jeg skyller alt frugten. Blommerne halveres og æbler/pærer skrælles og halveres. Ellers kommer jeg alt i som det er.

 

I SAFTKOGER

Kom kogende vand i bunden af saftkogeren og frugt i det øverste lag i saftkogeren. Hæld sukkeret over frugten og derefter citronsaften. Kom låg på og lad saften koge.

Den første halve liter du kan tage fra hælder du direkte tilbage i gryden over frugten. Smag på saften undervejs og vurder om du synes den mangler mere sødme (tilsæt da mere sukker).

Tap saften på rene, skoldede flasker, som er skyllet i atamon.

 

I GRYDE

Find en stor gryde frem (minimum 6 liter). Kom alt frugt, sukker og citronsaft i og overhæld det hele med 1 liter kogende vand. Kom låget på gryden og bring det hele i kog. Når det koger skruer du ned og lader saften simre i 2½ time. Find endnu en stor gryde frem og kom en stor si i den. Hæld saft og bær forsigtigt over. Lad alt saften dryppe helt igennem sien og tryk det sidste saft gennem sien.

Hæld saften på rene, skoldede flasker, som er skyllet i atamon.

 

Om blandingsforholdet på hjemmelavet saftkoncentrat: Det kan variere en del hvor meget koncentrat du skal bruge til den færdige drik, når det er hjemmelavet. Det handler i høj grad om mængden af sukker i bær og frugter, hvor de er ift. modning og hvordan saften fra gang til gang bliver kogt ind. Jo længere du koger, jo mere koncentreret bliver saften, men til gengæld mister saften også flere vitaminer jo længere den kogere. 

Derfor skal du prøve dig frem for hver portion saft du koger. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skovbærtærte