Nyopgravede danske kartofler

Bløde og luftige kanelsnegle

Bløde, luftige kanelsnegle – findes der noget bedre end at sætte tænderne i sådan en? (Eller to.. eller tre..)

Med denne opskrift har jeg langt om længe knækket koden for det perfekte fyld til kanelsneglene, så det bliver hvor det skal og ikke siver ud til en klistret masse i bradepanden. Se bare billederne i indlægget her!

Her får du opskriften på nemme kanelsnegle som er en ren “kaneldrøm”.

Opskrift på bløde og luftige kanelsnegle (20 stk. – passer til en bradepande med 4 x 5 i rækker)

Arbejdstid: 2 timer

 

Ingredienser

2,5 dl mælk

50g smør

25g gær

½ dl sukker

1 nip salt

½ tsk kardemomme

½ tsk vaniljesukker

1 æg

7-8 dl hvedemel

 

REMONCE

100g smør (rigtig smør, stuetemperatur)

85g brun farin

35g sukker

1 spsk kagecremepulver (f.eks. dr. oetker eller Tørsleffs)

1½ spsk kanel

Evt. lidt marcipan – hvis jeg har lidt liggende bruger jeg 40-50g i remoncen (kan udelades)

 

PENSLING

1 æg og 2 spsk mælk

 

Sådan gør du:

Lun mælk og smør i en lille gryde ved lav varme. Når smørret er smeltet hælder du blandingen over i en stor røreskål.

Tilsæt sukker, salt, kardemomme og vaniljesukker. Tjek at væsken er lillefingervarmt og tilsæt så gær og udrør den.

Tilsæt hvedemel lidt efter lidt og slå ægget ud i dejen. Når dejen er fast nok hælder du den ud på et meldrysset bord og ælter den. Tilføj mere hvedemel til du har en fast dej, der stadig er lidt klistret. Den må ikke være for tør. Jeg anbefaler 7-8 dl hvedemel samlet set inkl. æltning.

Form dejen til en kugle og lad den hæve 45 minutter på køkkenbordet under et viskestykke.

Rør remoncen af de oplistede ingredienser hertil.

Når dejen har hævet færdig ælter du den op igen og ruller den ud til et stort rektangel. Brug lidt hvedemel til at rulle dejen ud med. Dejen skal have få millimeters tykkelse.

Fordel remoncen på dejen og rul den sammen. Rul sammen fra den lange side.

Skær endestykkerne af og skær derefter din kanelsnegle-rulle ud i stykker af 2 cm som du trykker til kanelsnegle. Jeg folder “enderne” på hver snegl ind under, så forbliver kanelsneglene fine runde i ovnen.

Fordel dem i en høj bradepande beklædt med bagepapir.

Pensl kanelsneglene med æg og mælk (let pisket sammen). De skal ikke efterhæves men bages straks i midten af en forvarmet ovn ved 180 grader traditionel varme i 13-15 minutter.

TIP! Kanelsneglene kan pyntes klassisk med hvid glasur – eller spises som de er. Hvis du kommer glasur på, skal kanelsneglene køle af først.

8 kommentarer

  • Jytte

    Hej
    Jeg har lige bagt disse herlige snegle
    De blev super gode og remoncen blev i sneglene
    En skam jeg ikke kan sætte et foto ved
    Vh Jytte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Hej Jytte
      Tak for at give feedback på opskriften. Hvor er jeg glad for at du også synes den er god 🙂
      KH. Theresa

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Kan de fryses? 🙂 og i så fald, er det så før eller efter bagning?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Jeg har haft fin succes med begge dele 🙂 Man kan sagtens sætte en bakke i fryseren med kanelsneglene rå. Lad dem tø langsomt op og bag dem herefter.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Rører du kagecremen først eller er det 1 spsk pulver der skal i remoncen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Hej Susanne
      Det er bare 1 spsk af pulveret der skal i. Det bindes væsken i remoncen og gør at den ikke flyder ud. 🙂
      KH
      Theresa / forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Er de også gode dagen efter?? De ser super lækre ud!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Theresa Lange

      Hej Line
      Hvis du lige giver dem 15 sek i mikroovnen, så er de som friskbagte – også dagen efter 🙂
      KH Theresa /forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyopgravede danske kartofler