Vaniljefudge karameller

Knækbrød m. majs og hørfrø

For mig er hjemmebagt knækbrød nærmest som en snack – jeg kan spise det døgnet rundt og uden noget som helst ovenpå. SÅ godt synes jeg, at det smager. Det hjemmebagte knækbrød slår det du køber i supermarkedet til hver en tid.

Og så er det spækket med sunde frø og kerner – mættende og fiberrigt. Endda er det nemt at lave. Jeg laver gerne dobbelt opskrift, når jeg alligevel er i gang.

Med denne opskrift får du knasende sprødt knækbrød som ikke smuldrer.

Oplagt til morgenmad, men også perfekt som mellemmåltid, på oste- eller tapasbordet eller som snack i madpakken.

Opskrift på knækbrød m. majs og hørfrø (giver 2 plader – 40-48 stk. knækbrød afhængig af størrelse)

Arbejdstid: 1 time

 

Ingredienser

2 dl majsgryn

1½ dl hvedemel (evt. en smule mere mel hvis du bruger store æg)

1 dl havregryn

1 dl solsikkekerner

1 dl hørfrø

1 dl sesam

1 tsk bagepulver

½ tsk salt

1½ dl smagsneutral olie (f.eks. solsikke- eller rapsolie)

1½ dl vand

2 æg

+ evt. ekstra salt til at drysse over knækbrødet inden bagning

 

Sådan gør du:

Bland alle kerner, gryn, mel, bagepulver og salt i en stor skål. Tilsæt æggene, vand og olie og rør det hele sammen til en klistret masse.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Kom halvdelen af knækbrødsmassen ud på et stykke bagepapir på køkkenbordet. Læg et stykke bagepapir over og rul massen tynd og jævn med en kagerulle. Knækbrødet skal kun være et par millimeter tykt (2-3 mm).

Skær kanterne til på den flade masse og sæt dem på hvor der er “huller” i kanten – således får du fyldt bagepapiret helt ud (se billederne lidt længere oppe i indlægget).

Skær knækbrødet ved at tage en stor kniv (gerne den du bruger til at hakke nødder og chokolade med) og “trykke” linjer i knækbrødet. Jeg skærer så der bliver 4 x 6 stykker knækbrød pr. plade, men du kan også lave noget lidt større knækbrød og skære 4 x 5. Det vælger du naturligvis.

Træk bagepapiret over på en ovnplade og sæt knækbrødet i ovnen. Drys gerne med lidt ekstra salt henover de udrullede knækbrød – jeg tager gerne saltkværnen og giver dem 4-5 omgange med den.

Bages i 12-16 minutter ved 180 grader varmluft. Bagetid afhængig af din ovn. Kanten skal blive gylden på knækbrødet – så er det færdigt.

Jeg bager pladerne enkeltvis for optimal varme og sprødhed til knækbrøddet.

Når knækbrødet er færdigbagt trækkes bagepapiret straks over på en bagerist og knækbrødet befries fra bagepapiret herpå. Når det er kølet af et par minutter deles knækbrødet og afkøles helt på risten.

TIP! Lav en variant af knækbrødet med rug og græskar kerner. Udskift blot hvedemel med rugmel, majsgryn med rugflager og udskift nogle af de øvrige kerner med græskarkerner. Nedenfor ses denne type knækbrød:


Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vaniljefudge karameller