Min fødselsberetning – Isak (del 1)

På min gamle blog var dette et af de mest læste indlæg, og selvom det er et af de mere private/personlige af slagsen, så synes jeg alligevel, at det skal genudgives.

Når man står som førstegangsfødende og er komplet uviden omkring den der fødsel, som er finalen på graviditeten, kan det være til stor nytte at læse om andre kvinders oplevelser med det at føde. Det var jeg personligt selv rigtig glad for. Man kan google masse faktuelle oplysninger om fødsler og læse meget om de forskellige begreber indenfor jordemoder/lægeverdenen, når det kommer til fødsler, men gode beretninger fra kvinder, der selv har prøvet det, gav i hvert fald mig et lidt andet perspektiv.

Jeg skal gøre opmærksom på, at mit fødselsforløb er det man vil kategorisere som den absolut ukomplicerede fødsel. 

Hvis du er gravid og gerne vil læse om en fødsel, så skal du ikke være nervøs for at læse videre her. 

For dette er beretningen om “den gode fødsel” – altså hvor alt skrider planmæssigt frem og der ikke opstår komplikationer.

 

Ja, faktisk håber jeg på, at min beretning kan få flere kvinder til at tro på sig selv og deres krop og gå ind i fødslen med et ‘mindset’ uden angst og frygt.

Dette indlæg beskriver både fødslens faser og forløbet omkring en fødsel fra man kommer ind på fødemodtagelsen og til man tager hjem igen. Det beskriver også sporadisk mine tanker og smertehåndteringsmetoder i forbindelse med fødsel – dette er dog noget jeg vil skrive mere uddybende om i et senere indlæg. Set i bakspejlet er det nemlig gået op for mig, at jeg under min fødsel med Isak arbejdede meget konstruktivt og åbent med fødslens smerter. Noget jeg er sikker på hjalp mig til den bedst mulige fødsel, og som jeg senere er blevet bevidst om kan spejles i en meget specifik fødsels/smertelindringsmetode. Mere om det senere!

 

Det skal siges, at jeg havde en fuldstændig ukompliceret graviditet med Isak, hvor jeg endda valgte at arbejde indtil 3 uger før forventet termin.

Jeg havde tiltagende plukkeveer de sidste 5 uger mod termin, men havde en meget aktiv graviditet, hvor jeg bestemt ikke benyttede barslen til at ligge på sofaen og se tv-serier imens jeg ventede på babys ankomst. Jeg er generelt et meget aktivt menneske, og der skal helst ske noget hos mig. Jeg er utrolig dårlig til at sidde stille, hvis der f.eks. er praktiske gøremål jeg i stedet kan give mig til. Med Isak trænede jeg i fitnesscenteret helt op til fødslen og både løb og dansede. Jeg tog 14,5 kg på og døjede ikke med nogen gener af den ene eller anden art.

Isak blev født d. 15. maj kl. 11.22 om formiddagen. På dette tidspunkt var jeg 39+1 i graviditeten. Isak stod i hovedstilling og var skønnet til normal fostervægt.

Dagen før var jeg på en længere gåtur i skoven med min mor og vores hunde. Vi gik op og ned af bakker og skrænter. Jeg mærkede ikke noget særligt. Om aftenen tog vi alle ud til min mormor og spiste aftensmad. Jeg havde en del plukkeveer der, og da vi tog afsted fra min mormor ved 21-tiden lavede hun lidt sjov med, at jeg jo nok fødte i nat.

Det skulle ikke vise sig at blive helt forkert.

Kl. 02.45 vågnede jeg og havde ekstremt ondt i lænden. Jeg tænkte, at det nok var min iskiasnerve, der drillede. Det var ligesom en pulserende smerte fra lænden og en smule ned i baller og lår. Og ikke noget jeg umiddelbart forbandt med kunne være veer. Overhovedet. Jeg faldt lidt i søvn igen, men vågnede af smerten på ny. Min daværende hund (en lille pomeranian på 2 kg) puttede nede i fodenden af min seng, og da jeg vågnede anden gang kom hun op og lagde sig på hovedpuden hos mig. Smerten kom og gik. Vel med 8 minutters mellemrum eller sådan noget. Smerteniveauet er her, hvad jeg vil beskrive som 2 på en skala fra 1-10 og jeg ved til en start slet ikke, at det er veer jeg har.

Der begynder jeg dog, at få en mistanke om, at der sker “noget” i min krop. Jeg puffer lidt til maven, som er god blød og Isak sparker fra med sine fødder oppe under mine ribben. Han er OK. Smerten kommer igen, og jeg tænder den ve-app jeg har downloadet til min IPhone.

Smerten pulserer i ca. 45 sekunder og der går ikke ret lang tid, så er der kun 5-6 minutter i mellem smertebølgerne, som altså stadig sidder i lænden. Jeg havde mere forestillet mig, at det ville gøre ondt i maven/livmoderen. Det gjorde det bestemt ikke. Det hele sad i lænden og strålede ned i baller og lår. Jeg vil på dette punkt beskrive smerterne som nemt håndterbare. Jeg havde kontrol over det og kunne nemt snakke, nusse med min hund og selv fokusere på at måle det jeg nu havde erkendt var veer. Mit smerteniveau stiger dog her til 3 (måske en lille 4’er) på en skala fra 1-10.

I denne indledende fase kan jeg se, at jeg gjorde “alt det rigtige”: jeg slappede af, jeg arbejdede sammen med veerne og opnåede en form for kontrol og overskud i smerterne. Det var rart og en god optakt til fødslen.

Kl. 03.50 gik jeg ind og vækkede min mor (som skulle med til Isaks fødsel – derfor var jeg hjemme hos mine forældre på dette tidspunkt i graviditeten). Hun mente også der nok godt kunne være gang i noget, men jeg var jo førstegangs og endda ikke engang forbi termin endnu. Så vi havde tid nok. Jeg lagde mig igen i seng og min mor kom lidt tid efter ind og ville tage min hund, Feddi, ud. Det ville den bestemt ikke, og jeg stod op sammen med min mor og Feddi.

Ude på badeværelset begynder veerne efterhånden blive sværere at håndtere. De nev virkelig og gjorde ondt. Jeg vil beskrive smerterne som siddende i lænden og at noget trækker i hver sin side af lænden med en utrolig kraft. Det brænder og det stråler. Jeg får sværere ved at overskue en samtale.

Kl. 05.30 sidder vi i køkkenet. Jeg sidder forover lænet på en stol. Der er 5 minutter i mellem veerne og de varer 1 minuts tid. Når jeg har en ve kan jeg ene og alene fokusere på den og trækker mig helt ind i mig selv og smerten. Jeg fokuserer på min vejrtrækning og arbejder med pilatesvejrtrækning – jeg trækker luft langsomt ind gennem næsen og fokuserer på at mærke mine lunger blive fyldt imens smerten kører derud af, holder vejret 2 sekunder og puster langsomt ud gennem munden. Jeg har lukkede øjne imens og sidder op eller står op. Om jeg gør det ene eller andet er et bevidst valg. Jeg skifter ikke uroligt og hele tiden position. Jeg gør det ene lidt og så det andet noget tid. Jeg er i kontrol. Jeg “skriger” ikke af smerte eller vrider i min krop af smerte. Jeg zoomer i stedet ind i den. På det her tidspunkt begynder det at gøre RIGTIGT ondt. Mit smerteniveau runder 6 på en skala fra 1-10. Jeg får lidt massage mod min lænd, når veerne står på. Ellers forsøger jeg at bevæge bækkenet og som sagt sidde eller stå.

Da jeg er førstegangsfødende, har vi ingen idé om, at om små 6 timer er han allerede ude. I stedet coacher min mor mig, får mig til at slappe af og ikke spænde, fokusere på min vejrtrækning og massere min lænd, når veerne brænder. Hun serverer lidt udskåret frugt for mig og vand, som jeg forsøger at få indenbords i mellem veerne. Jeg får kvalme og kaster op. Og det er faktisk det jeg husker som “det værste” ved fødslen; jeg kastede rigtigt meget op. Også da der ikke var noget at kaste op af længere.

På dette tidspunkt begynder jeg at snakke om, at jeg gerne vil give fødemodtagelsen et kald.

Det hele kører rundt i kroppen på mig. Veerne kræver nu rigtig meget energi af mig. Mit smerteniveau er nu på 7 på en skal fra 1-10.

Kl. 06.50 snakker jeg med en sød jordemoder på Horsens Sygehus. Hun spørger ind til mig, hvordan jeg har det og hvor lang tid, der er mellem veerne. Hun lytter i røret imens, at jeg har en ve. Jeg har kontrol over den, og hun hører derfor mest mig konstatere “at nu får jeg en ve” og så mig der trækker vejret laaaangsomt. Hun taler om, at jeg jo er førstegangs og derfor er der højest sandsynligt mange timers arbejde foran mig endnu og at den indledende ve-fase bedst klares hjemmefra. Hun siger dog også, at jeg er meget velkommen til at komme ind til et tjek hos dem. Det kan nogle gange berolige lidt og give et praj om, hvor man er – og hvor langt der er igen. Så kan jeg jo altid tage hjemme igen. Faktisk skal jeg forberede mig på, at jeg bare lige kommer ind og bliver kigget på og så kan tage hjem igen.

Det tager jeg imod og kl. 07.25 sidder vi og venter på fødemodtagelsen.

Det er en stille og rolig morgen hos dem og jeg tror ikke de tænker, at min situation er akut. Jeg får lov at sidde lidt i modtagelsen med mine veer inden en smilende jordemoder, der emmer af overskud, kommer hen til mig og beder mig gå med ind på en modtagestue. Hun spørger om jeg har fået hvilet mig, hvordan veerne føles og om jeg har mærket Isak. Der er ro på og jeg føler mig tryg. Hun har en jordemoderstuderende, der slutter sig til os på stuen. En ung studerende på 21 år, der lige er mødt ind kl. 7 og fuld af energi og spænding. Jordemoderen spørger om det er i orden, at både hun og den studerende undersøger mig – det er det naturligvis.

Jeg tager mine joggingbukser og trusser af og ligger mig op på briksen, der er på stuen. Imens spørger de mig om flere ting. Jeg har hvad der føles som tiltagende “værre” veer imens jeg svarer på diverse spørgsmål.

Jordemoderen tager så handsker på og vi holder en pause imens jeg ligger og har en ve. Så undersøger hun mig, men uden at sige noget – den studerende skal have lov at mærke på min livmoderhals også inden der fældes “dom”.

Og da hun mærker på mig går hendes ansigtsudtryk hurtigt fra “roligt og spændt” til lettere forbavset.

“Hun er 9-10 cm åben!” siger hun og kigger på min mor og jordemoderen, der nikker.

Nærmest i samme øjeblik går døren op indtil modtagestuen og en mand står i døråbningen med et chokeret blik i øjnene og den største blomsterbuket i favnen og mumler noget med “at han vist er gået forkert” (jo tak .. det var han vist…). Hans kone/kæreste har nok også været forbi den modtagestue da de ankom, og derfor er han gået tilbage dertil, da fødslen har været veloverstået og han har været gået i hospitalskiosken efter blomster til den nybagte mor. Stakkels mand, der så lige skulle se mig uden bukser på også!

Jordemoderen undskylder, men jeg kunne seriøst ikke være mere ligeglad og kan i situationen smile af det og fortælle dem, at om det så havde været Leonardo DiCaprio, der havde stået der, så var jeg ikke blevet flov. Jeg kan tage humoristisk på mange ting under min fødsel. Jeg har overskud og det er rart. I det hele taget har min mor fortalt mig, at jeg laver ret mange halvdårlige jokes (undskyld for det!), da jeg er i fødsel. Da jordemoderen spørger mig om jeg har været et sted med svin (som i “grise”) indenfor de sidste uger op til fødslen, svarer jeg, at jeg arbejder i Folketinget. Der er der nok nogle, der mener, at nogle af politikerne er det, hvert fald fik vi dagligt mails om det.. men at det nok ikke var det, hun mente. Det var det heller ikke – godt så! Vi smiler og der er en hyggelig og god stemning.

Vi bliver hurtigt enige om, at jeg skal på en egentlig fødestue hurtigst muligt. Jeg er nemlig – overraskende for alle – i aktiv fødsel og pressefasen er lige forude. Og da jeg rejser mig fra briksen kl. 07.40 går mit vand ud over det hele. Mit smerteniveau er nu på 8-9 stykker på en skala fra 1-10. Jeg bliver spurgt, om jeg mener, at jeg selv kan gå ned på en fødestue. Og det kan jeg godt. Jeg går selv derned. Undervejs bemærker jeg ikke andre fødende. Der er meget stille på fødegangen.

 

–> KLIK VIDERE TIL DEL 2 HER