Min fødselsberetning – Isak (del 2)

– LÆS FØRST DEL 1 (KLIK HER) –

Inde på stuen hænger der en tavle, hvor der står “Tjek ind” og er en række felter, der kan udfyldes. Jordemoderen skriver herpå nogle oplysninger, som alle der kommer ind på stuen nemt kan se. Hun noterer hvor langt jeg er i graviditeten, om jeg tidligere har fået kejsersnit, min blodtype og et fosterskøn – bl.a. Jeg spørger ikke så meget ind til det, men jeg tænker, at det er til, hvis der skal opstå noget uventet og en fødselslæge, anæstasilæge eller andet kaldes ind på stuen. Så kan de her hurtigt notere sig om nogle basisoplysninger.

Jeg får at vide, at jeg ikke kan nå at få epiduralblokade, og at det heller ikke kan svare sig at fylde et vandkar til mig på stuen. En epiduralblokade tager tid at lægge og min fødsel er meget fremskreden. Det vil derfor dels tage tid overhovedet at få den lagt (tid vi ikke rigtigt har) og så får jeg også at vide, at den vil kunne forsinke fasen, hvor han trænger ned i bækkenet. Jeg vil heller ikke få så meget gavn af den, da jeg jo allerede har gjort meget af det hårde vearbejde. En epidural kan være god – har jeg forstået – i den lange udvidelsesfase, hvor den fødende har brug for hjælp til smertelindring og måske også er ved at være godt udmattet, og har brug for at kunne hvile lidt.

At jeg ikke kan få så meget smertelindring tager jeg stille og roligt. Jeg har ikke gjort mig nogen forestilling om det ene eller det andet, og jeg har ikke lyst til en epiduralblokade. Jeg føler mig tilpas i at kunne mærke min krop og smerterne. Jeg har stadig kontrollen over dem, men da jeg øjeblikke senere ligger i sengen på fødestuen kræver det alt i mig, at bevare kontrollen. Jeg er helt åben og vi afventer nu kun, at Isak bevæger sig nok ned i bækkenet, så jeg kan føde ham.

Det her er det mest arbejdskrævende punkt for mig i fødslen. Mit smerteniveau er på en klar 10’er på en skala fra 1-10. Jeg kaster igen og igen op. Det gør – ærligt talt – ondt nu, og jeg ligger mest på siden i sengen. Det er her jeg virkelig skal kæmpe. Jeg er i en helt anden tilstand i min krop end jeg nogensinde havde forestillet mig; smerte, som jeg forsøger at blive ved med at være i og “følge med”. Ikke opsætte blokeringer. Ikke være bange. Jeg er heller ikke bange eller angst. Jeg føler mig godt passet på, da jeg ligger der. Jeg føler, at min krop ved hvad den gør, og at jeg bare skal sørge for at min hjerne arbejder MED smerterne og ikke imod. At min krop dybest set gør det den skal. Jeg går helt “ind i mig selv”. Her husker jeg kun smerterne fra veerne, det blå-hvide hospitalssengetøj, den hvide væg foran mig (når jeg åbner øjnene) og min jordemoders beroligende blik, der ind i mellem skaber øjenkontakt med mig. Hun siger, at jeg “klarer det flot”, trækker vejret lidt sammen med mig ind i mellem og fortæller mig, at Isak har det godt og det hele skrider fremad, så jeg skal fortsætte med at gøre det, jeg gør. Mine kinder føles varme og mit hår klistrer til sveden på min pande. Min mor samler mit hår i en hestehale. Jeg ligger på siden helt ind mod sengekanten. Hvis du kigger på billedet i første indlæg kan du faktisk se, at jeg ender med at have et mærke fra sengen midt i panden…

Jeg opfatter i virkeligheden meget lidt af det, der foregår omkring mig ellers. Det hele er små glimt her. Jeg er så langt inde i mit ve-fokus at jeg kun er i dét. Min mor snakker med jordemoderen og den studerende, som begge hele tiden er på stuen. De lytter løbende på Isak efterhånden som han bevæger sig ned i bækkenet. Noterer ting i en journal på en computerskærm på stuen. Opmuntrer mig.

Veerne ændrer sig lidt på dette tidspunkt. De begynder at ledsages af en skubbende fornemmelse i mit underliv. Jeg får såkaldt “pressetrang”, men får at vide, at jeg skal holde tilbage lidt endnu. Isak skal stå helt rigtigt i bækkenet. Det er krævende at udholde de store skyllende vesmerter og modstå pressetrangen. Jeg begynder at mærke lidt træthed i min krop, men samtidig kan jeg på ingen måde sove. Jordemoderen forklarer mig, at det er helt naturligt at nå til det punkt. Jeg får noget saftevand men kaster op igen.

På fødestuen befinder jeg mig i denne fase fra ca. kl. 07.45-10.30. Det føles som rigtigt længe. Her forklarer jordemoderen, hvad der skal ske når jeg snart skal til at presse ham ud. Bl.a. at jeg kun må presse, når der er veer. Hun fortæller også, at i det øjeblik han bliver født vil der komme en ekstra ind på stuen ganske kortvarigt, som vil tjekke op på Isak og assistere – og at det er helt normal procedure, som jeg ikke skal blive nervøs over. Jeg og Isak vil også få en K-vitamin indsprøjtning i det øjeblik han fødes, hvis jeg ønsker det. Hun forklarer hvorfor det gives og at det er frivilligt. Jeg takker ja til det.

Kl. 10.45 siger jordemoderen “go” til at jeg kan begynde at presse. Hun spørger, hvordan jeg helst vil ligge – at der er muligheder for at stå også eller sidde. At jeg skal sige til undervejs, hvis jeg gerne vil skifte stilling. Jeg sætter mig op i sengen og føder i den nok for mange “klassiske fødestilling”, hvor man sidder/ligger delvist op af et hævet sengegærde. Smerteniveauet daler til 7-8 stykker på en skala fra 1-10. Presseveerne er ikke ubehagelige på samme måde som veerne i udvidelsesfasen eller overgangsfasen, hvor Isak skulle ned og stå helt i bækkenet. I pressefasen kan jeg VIRKELIG arbejde med veerne og de giver udbytte. Isak er på vej ud og for hver eneste ve kommer jeg nærmere målet: at føde mit barn.

Det er hårdt at føde og gennemgå pressefasen, og som førstegangs skulle jeg også lige hjælpes med god teknik til at presse rigtigt, så der kommer aller mest muligt ud af hver ve, og man som fødende ikke bruger unødig energi på at presse “forkert”. Mellem veerne ventes, der på den næste inden der presses igen. Det føles lidt som 2 skridt frem og 1 tilbage hver gang. I vepauserne trækker barnet sig igen en lille smule tilbage, men man kommer hele tiden nærmere målet.

Kl. 11.22 bliver Isak født. Det er den jordemoderstuderende der tager imod ham.

Jeg får ham op til mig og alt er godt. Der sker en masse ting på stuen, men det ligger jeg slet ikke mærke til. Jeg føder moderkagen, hvilket altså ikke føles som en fødsel længere. Den kommer ud af sig selv efter ca. 15-20 minutter og føles mest som en varm klump, der selv passerer ud. Jordemoderen tjekker, at den er intakt.

Jeg bliver syet en smule imens Isak ligger hos mig. Jeg er bristet minimalt på trods af en lynfødsel som førstegangs.

Alt går godt efter fødslen – amningen er hurtigt i gang, jeg bløder minimalt og både jeg og Isak har det godt.

Isak får lov at ligge hos mig uden at blive flyttet på de første timer efter fødslen, og jordemoder forlader stuen, men kommer ind i mellem ind og lige spørger om alt er OK. Efter 2-3 timers tid bliver han vejet og målet og undersøgt. Alt ser fint ud. Han vejer godt 3,5 kg. Jordemoderen tjekker, at jeg kan tisse. Det kan jeg – men det svier altså ovenpå en fødsel skal jeg hilse og sige – og det gør det også dagene efter. Det er helt normalt.

Jeg vil gerne hjem hurtigst muligt. Jeg kunne have valgt at tage imod en overnatning på barselsafsnittet, men det ønskede jeg ikke, så kl. 15 samme eftermiddag tjekker vi ud fra sygehuset.

Med mig har jeg selvfølgelig Isak, men også en fantastisk fødselsoplevelse, hvor jeg følte at det var MIN fødsel. Jeg var ikke bange eller angst på noget tidspunkt. Jeg var rolig og “i kontrol” med mig selv og min krop og de ting, der skete.

Igen – min fødsel var en ukompliceret, normal fødsel. Det er vigtigt at skelne det fra den komplicerede fødsel.

Min fødsel varer altså godt 8 ½ timer.

Det er meget hurtigt for en førstegangsfødende.