Chokolademuffins

Min rengøringsplan

Når man har et hus med 250 kvm fordelt på 3 etager, børn og en hund, ja, så er rengøringen altså en tidskrævende og stor opgave. Det kan nemt blive uoverskueligt og jeg er typen, der foretrækker et rent og præsentabelt hus (ja, ja måske lidt ambitiøst, når der altså også bor en 4-årig, der er glad for sand og en hund med kæmpe pels i hytten..).

Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for lister, skemaer og planer. Det giver overblik og hjælper mig til at få tingene gjort.

Så derfor har jeg selvfølgelig også en plan for min rengøring af vores hus. Den har jeg lagt lidt glimt ud af på min instagram story, hvilket har betydet efterspørgsel på om jeg mon ville dele planen. Og det vil jeg gerne – sammen med lidt forklaring om, hvordan jeg bruger den og gode råd til hvordan du kan lave et lignende overblik.

Min ugeplan for rengøring har ændret sig lidt gennem tiden eftersom der er kommet flere børn til. Jeg har i lang tid haft en plan der hed 4 uger, men er nu (januar 2024) gået over til en plan der løber over 6 uger. Man gennemfører planen og starter så forfra igen.

Planen hænger altid på vores køleskab, og jeg har en magnet jeg flytter med alt efter hvilken dag, jeg er kommet til.

 

4 ugers plan

Min plan for 4 uger kan du se ovenfor her. Den benyttede jeg mig i lang tid af da jeg var mor til 2-3 børn og fuldtidshjemmegående (fra 2020-2023).

Den plan indeholdt kun opgaver i hverdagene. I weekenden lavede jeg primært opgaver i haven og så holdte jeg fri med familien.

Selve skemaet har jeg lavet som en collage på et stykke karton. Jeg har købt noget farvet papir og klippet ud i små firkanter, som opgaverne er skrevet på. De er limet på det store stykke karton, men kan altså “trækkes af” og udskiftes, hvis jeg vil ændre i planen.

Min plan er bygget op omkring støvsugning af huset. Det gør jeg mandag og fredag, og så har jeg derfra fyldt opgaver ind på de øvrige dage. Der er naturligt nok nogle opgaver der går igen hver uge, og så er der nogle jeg kun gør hver 2. eller 4. uge.

Mandag støvsuger jeg altid hele huset. Jeg gør også vores gæstetoilet (hvor børnenes håndvask ofte foregår) rent. Derudover kører vaskemaskinen næsten nonstop om mandagen. Der bliver alt tøj vasket og hængt op/tørretumblet.

Tirsdag er der skiftende rengøringsopgaver fra uge til uge – f.eks. gør jeg én uge køleskabet rent og en anden uge rengør jeg overflader i bryggerset (dvs. borde, skabslåger og evt. vægge/vægfliser/døre). Hveranden uge vasker jeg vores sengetøj.

Onsdag støver jeg af og vander blomster. Hveranden uge vander jeg desuden kaktusser/sukkulenter. Onsdag er også fast dag for at lægge vasketøj sammen. Det passer med, at tøjet der er vasket om mandagen nu er tørt.

Torsdag laver jeg altid madplan for den kommende uge. Jeg tjekker hvad vi har af mad i køleskab, fryser (indholdet af fryser har jeg også en liste over, så jeg ikke skal stå og rode i den) og køkkenskabe. Jeg handler herefter det nødvendige ind hos ‘nemlig.com’ og sætter det til levering om søndagen eller mandag. Kommer jeg så i tanker om noget mere vi har brug for i løbet af weekenden, kan jeg tilføje det til min bestilling. Torsdag har jeg også en enkelt rengøringsopgave, der er forskellig fra uge til uge.

Fredag støvsuger jeg og så vasker jeg desuden gulvet på begge vores badeværelser/toiletter. Jeg vasker også vores gulve i kælderen. Vi har en beboelig høj kælder (der er vinduer i værelserne), hvor især vores hund meget løber ind og ud fra haven, og hvor vores bryggers også er. Der samler sig derfor lidt ekstra skidt på de gulve. Vi har to (hvide) trapper i huset, som jeg også vasker grundigt her. Begge toiletter/badeværelser bliver gjort rent.

 

6 ugers plan

6-ugers planen er min nye plan for 2024. Det er en plan som jeg tænker er realistisk som mor til 4 og hjemmegående. Jeg har taget mine bedste erfaringer med fra 4-ugers planen, og en del er overført til denne, men der er også lidt nyt.

Jeg har ikke længere decideret vasketøjsdage. Med fire børn er alle dage desværre lidt vasketøjsdage (suk!) og jeg er derfor gået over til at vaske 2 maskiner dagligt og så bruge 20 minutter hver aften på at lægge vasketøj sammen og på plads. Det eneste i forhold til vasketøj der fremgår af denne plan er, at der skal vaskes sengetøj hver anden uge og så tømmer jeg familiens store vasketøjskurv 2 gange ugentligt og sorterer det ud på de forskellige kasser i mit vasketøjssystem (læs mere om det HER).

Jeg holder stadig fast i at lørdagen er fridag, men jeg har inddraget lidt tid søndag til at forberede den kommende uge ved at rydde op i køleskabet og rengøre det (efter behov) og lave madplan. Ellers er det meste fra den gamle plan videreført her. Gulvvask af husets trægulve er jeg dog gået fra 4. uge til hver 3. uge (igen: mange børn og mere snavs). Gulve på badeværelser, entre, bryggers og gang vaskes fortsat ugentligt. Det er alle områder med fliser eller laminatgulv og kan tåle hyppig vask (hvilket også er meget praktisk netop disse steder).

9 kommentarer

  • Niels

    Savner lidt mere energibevidsthed, forstået således, at der vaskes om natten osv.
    Ideen med at visse kærneting i uge-rytme, 2-uger hhv 4 ugers rytmen er rigtig god.
    Med inspiration fra dig, vil jeg lave en plan der passer vores liv.
    Fortsæt endelig med dit gode arbejde

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Rigtig gode pointer Niels. Jeg går jo hjemme, så jeg vasker altid midt på dagen, hvor elpris belastning på elnettet er lavere. Dejligt du kan bruge idéen med at sætte opgaverne i system 🙂
      KH.
      Theresa

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Hej!
    Hvor mange timer bruger du om dagen på rengøring?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej forstadsmor 🙂
    Fantastisk idé at gribe rengøring ad på den måde!
    Det skal jeg da 100 % prøve af om det ville fungere for mig!
    Hvad er mål på det store stykke karton og på de små?

    Og tak for nogen gode opskrifter 🙂

    Vh Julie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Hej Julie
      Beklager mit meget sene svar, men din kommentar var blevet markeret som ‘spam’.
      Tusind tak for de pæne ord! Er glad for at du kan lide min blog 🙂
      Karton måler 38×24 cm og de små lapper måler 5x7cm.
      KH. Theresa

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melina

    Hej Theresa! Tak for at dele! Jeg elsker din blog ❤️.
    Kh, Melina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Hej Melina
      TAK for de pæne ord. Er glad for du synes om den 🙂
      KH. Theresa

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Hej
    Jeg er ny, og faldt lige over denne post. Må jeg spørge, om du også kører denne plan, når du ikke er på barsel (har du et alm 37 t arbejde)?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Theresa Lange

      Hej Ditte og velkommen forbi min side 🙂
      Denne plan er en “mor-på-barsel” plan, hvor jeg har prioriteret at tage alt rengøring i løbet af ugen og så kunne holde fri fra det huslige, når min mand er hjemme i weekenden. Jeg vil snarest udgive inspiration til en rengøringsplan i print-venlig udgave, som passer til når begge forældre arbejder 37 timer.
      MVH
      Theresa // forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokolademuffins