Min fødselsberetning – Adam (del 2)

Lillebror 4 timer gammel og klar til at komme med hjem.

 

– LÆS FØRST DEL 1 (KLIK HER) –

 

“Jeg vil ikke have nogen epiduralblokade”

Vi kom ind på den hyggeligste fødestue med dæmpet sansebelysning og en sækkestol til Isak. Der blev han placeret med en jumbobog og min telefon at spille på imens han indtog figenstænger, müslibarer og rødt saftevand fra hospitalet.

Imens lagde jeg mig ned på siden på stuens seng. Det var sådan jeg havde håndteret veerne med Isak dengang; liggende på min venstre side.

“Jeg vil ikke have nogen epiduralblokade” sagde jeg til den søde jordemoder imens jeg lagde mig til rette.

“Kun hvis du på et tidspunkt vurderer, at jeg ikke klarer det uden, ellers vil jeg ingen medicinsk smertelindring have”.

Så var udgangspunktet for min fødsel sat.

Når Isak fortæller om den næste halvanden times tid, så er hans opfattelse, at det var ret kedeligt. Jeg kan berolige alle der læser med her om, at han ikke på noget tidspunkt var bange eller så sin mor i store smerter eller ude af kontrol med situationen. Isak var med på stuen, da jeg gik fra 6 til 10 cm åben. I den tid lå jeg på siden og arbejdede med mine veer.

Alexander brugte meyertryk på mine fødder og ben, og jordemoderen lavede trykkene på min pande. Jeg satte alt ind på at hilse veerne velkommen og tage imod dem kontrolleret når de kom. Dyyyyyyb vejrtrækning gennem næsen. Laaang og god udånding gennem munden.

Vejrtrækningen hjalp mig – både til at håndtere veerne smertemæssigt og til at fortælle mig, at nu var jeg på vej til at vinke farvel til endnu en ve. Endnu en ve mindre inden jeg skulle holde lillebror i mine arme.

Smertemæssigt hjalp vejrtrækningen mig også til at rumme smerten og afspænde. Og så vidste jeg at hver ve varede lige præcis 2 dybe vejrtrækninger, når den tog rigtigt til. Så når jeg var igennem den første vejrtrækning, så var jeg allerede halvvejs i veen. Kontrolleret dyb vejrtrækning gav mig en kontrol med tiden jeg skulle holde fokus.

Kun 2 gange kom jeg ud af mit fokus på vej ind i en ve. Jeg kom til at spænde. Bore neglene ned i mine lår af smerte. Vride mig og skrige “aaaaargggg”. Hyperventilere. Nu gjorde det SÅ ondt. AV ALTSÅ hvor gjorde det pludselig ondt at føde. Jeg kastede op og græd en smule.

Og jeg besluttede begge gange, at ved næste ve, der gjorde jeg som før. Fokus. Vejrtrækning. Mindset. Afspænding. De fire ord gentog jeg indeni mig selv sammen med sætningen “Kom så med den ve – jeg er klar”.

De veer hvor det her skete, de var ikke værre end veen før dem. Forskellen var, hvad JEG gjorde. Jeg tog ikke imod veen. Jeg blev bange og mærkede smerten. Jeg slap kontrollen. Det måtte jeg ikke.

Det var også OK, de to gange det skete. Jeg skulle bare ind i kampen igen, sagde jeg til mig selv. “Gør det nu, Theresa, du kan godt”.

Og så gik det igen. Jeg lukkede mine øjne i når veen byggede sig op. Tog dybe vejtrækninger, lange udåndinger. Hele tiden. Når veen skyllede ind over mig visualiserede jeg den for mig. Jeg forestillede mig et bræt. En træplanke. Det her var absolut ikke en taktik jeg havde haft på forhånd vil jeg lige sige, men det var altså noget der endte med at fungere for mig, da jeg lå der. Jeg forestillede mig det her bræt. At det sad i min lænd. Der hvor smerten tog sit udgangspunkt. Når veen startede så startede den midt på planken. Den ville utroligt gerne skylle afsted nedad brættets begge ender og udover siderne. Hvis det skete ville veen blive sluppet løs i hele min krop. Med smerte til følge. Det måtte ikke ske. I veen var det dét jeg skulle forhindre. Det var mit fokus. Jeg så brættet for mig. Veen på det. Holdte kontrollen på den, så den blev LIGE der, hvor jeg havde besluttet. Stilhed. Bare lyden af vejrtrækning.

På denne måde endte jeg med at være 10 cm åben og have en baby, der var godt på vej ned i bækkenet, da Isak kl. 06.30 blev hentet af Alexanders kusine.

Hun stak hovedet ind på fødestuen og tog Isak med hjem. Isak iført hjemmesko. Det var åbenbart lige det vi havde fået på ham i farten ud af huset et par timer tidligere…

 

“Er vi sikker på, at han vender rigtigt??!”

Da Isak forlod stuen må jeg erkende, at jeg kunne give lidt mere slip. På en måde var det positivt, at jeg ikke skulle føle at jeg skulle lægge bånd på mig selv for ikke at skræmme Isak. På den anden side, havde det fungeret virkelig godt at kunne snakke til Isak beroligende undervejs. På den måde havde jeg nemlig også beroliget mig selv.

Da lillebror begyndte at trænge ned i bækkenet, begyndte noget at føltes anderledes end jeg husker fra Isaks fødsel.

Lidt hurtig fakta: fødslen består af tre faser – udvidelses-, overgangs- og pressefasen. Det er som om, at man som kvinde først virkelig forstår de her faser når man har født, synes jeg. Udvidelsesfasen er tiden fra man er i aktiv fødsel (4 cm åben) til 10 cm åben. Herfra skal baby stille sig til rette i bækkenet – også kaldt overgangsfasen – før det er tid til at presse baby ud. Det sidste er sådan ca. det de nøjes med at vise på film .. (det tager altså lidt arbejde at nå dertil i virkeligheden!). Hvis der er en jordemoder, der læser med, og jeg skriver noget ikke helt skarpt her, så korriger mig endeligt, ved at smide en kommentar!

Jeg var altså her nået til overgangsfasen og i mit hoved tænkte jeg, at nu var det da lige om lidt. Da vi var kommet ind på fødestuen og Alexander havde spurgt jordemoderen, hvornår hun mente, baby ville være ude, så havde jeg selv svaret ham, at jeg havde ham ude inden kl. 8.

Det blev også tæt på rigtigt. Fra kl. 06.30 ventede der mig dog 2 rimelig intense timer.

Veerne blev anderledes. Jeg begyndte måske at have en lille smule pressetrang, men det var ikke det jeg hæftede mig ved. Derimod bemærkede jeg, at veerne ændrede sig og blev sværere for mig at kontrollere. De startede i lænden, men pludselig skyllede de i enorm fart derfra og ud i mine hofter og strålede ned i mine ben. Indtil dette punkt ville jeg stadig have sagt, at det ikke gjorde ondt som sådan at føde. Men det gjorde det pludselig nu. Det føltes som om at veerne knuste ud i mit skelet. Specielt ramte veerne fortil pludselig.

Hvad var nu det for noget??

“Vender han rigtigt?!” spurgte jeg forpustet og træt jordemoderen, da endnu en af de grimme veer havde lagt sig.

Ja, han vendte rigtigt, men stod lidt skråt mente hun. Han havde lidt udfordringer med at komme ned.

Jeg kom op og stå, og hver ve squattede jeg mig igennem. Jeg fik også lov at presse lidt. Det hjalp.

Der var midt i det hele et jordemoderskift, men det var ikke noget jeg mærkede specielt til. Hende der tog over var også sød og dygtig og kom med fornyet entusiasme til stuen “Nå – her skal der vist snart være fødselsdag” sagde hun smilende, da hun hilste på os.

“Ja, der skal for *****,” tænkte jeg for mig selv og gav alt hvad jeg kunne under veerne for at få lillebror ned på plads, så vi kunne få ham ud til os. Jeg stod op af Alexander og holdte om halsen på ham. Jeg squattede og ømmede mig hver gang veen kom og han hjalp med at holde min krop. Fostervand og blod skyllede ud over vores begges fødder. Det har ikke været helt kønt. Det var en krigszone, sagde Alexander bagefter.  Jeg havde aldrig vandafgang i en ordentlig skylle med Adam. Det gik bare hele tiden. Især her til sidst fossede det ud, da jeg stod op.

 

En stjernekigger bliver født

Jeg kom ned og ligge på ryggen på sengens bløde madras ind i mellem. Samlede kræfter og så blev der presset. Det tog et par hårde veer og så mærkede jeg en forløsning i min krop. Lillebror var ENDELIG kommet under skambenet.

Nu gik det legende let. To presseveer senere kom hans hoved til syne.

Og der gik det op for mig, hvorfor det havde været så hårdt i slutspurten. Lillebror var stjernekigger!

At en baby er stjernekigger betyder, at baby kommer ud med hovedet først (som man ønsker), men i stedet for at baby kommer ud med næsen ned ad mod madrassen (hvis man forestiller sig den klassiske fødestilling liggende på ryggen/siddende), så fødes baby med næsen i vejret og øjnene mod loftet. Deraf navnet stjernekigger. Det betyder, at baby har sværere ved at passere igennem bækkenet under fødslens sidste fase, fordi baby “vender forkert” i forhold til fødselskanalen (kvindens underliv). Det var derfor det havde gjort så ondt på mig, da han skulle helt ned. Hans pande havde stået længe og trykket mod mit skamben indefra. AV! Babyer skal helst komme “svømmende” ud på maven og rotere imens de fødes. Det gør en stjernekigger ikke.

Jordemoderen guidede mig til, hvordan jeg bedst muligt pressede ham ud (det er lidt anderledes med sådan en stjernkigger åbenbart..) og jeg arbejdede alt jeg kunne her..

ENDELIG kom han. I to veer var han pludselig ude og oppe på min mave. Kl. 08.32.

Imens jeg pressede ham ud, nåede jeg endda at hilse ordentligt på den assistent der kom ind, og hjalp med den sidste ve (det kan jeg ikke selv helt huske, men min søde mand har fortalt mig, at jeg hilste på hende med et “Hej jeg hedder Theresa”, da hun kom ind af døren midt i den sidste ve…).

Både jeg og Adam havde det godt og 4 timer senere kunne vi blive genforenet med Isak hjemme i vores hus.

Og fejre juleaften og fødselsdag på én gang.

Det var en fantastisk dag.