Rabarbermuffins

Black and white lagkage

– OBS! Opdateret opskrift for nemmere mørk chokolademousse. Du kan dog selvfølgelig altid vælge at lave en mørk mousse fra bunden –

Skal der en lækker og velsmagende lagkage på bordet til gæsterne, så er her et rigtigt godt bud!

En lagkage med de mest svampede og luftige chokoladebunde, fyld af hvid og mørk chokolademousse – en såkaldt “Black & White”-lagkage, som jeg første gang stiftede bekendskab med hos en konditor i Los Angeles. Den pyntes med begge mousser og friske jordbær og når kagen skæres afslører den et mønster der skifter mellem lys og mørk (se billederne til sidst i indlægget her).

En fryd for øjet og en lagkage som bare smager SÅ godt. Og så er den ovenikøbet nem at lave og ikke specielt dyr i råvareindkøb. Det er en lagkage som alle uanset niveau kan lave.

Jeg foreslår, at du bager lagkagens bunde dagen før og sætter mousserne på køl. Så skal mousserne blot piskes op og lagkagen samles og pyntes dagen den skal serveres. Og dette kan du sagtens gøre om morgenen og så stille kagen på køl – klar til servering om eftermiddagen eller aften.

Opskrift på black and white lagkage (8 pers.)

Arbejdstid: 1 time + ovntid og tid til mousserne kan sætte sig

 

Ingredienser

2 tykke og svampede chokoladekagebunde – OPSKRIFT HER

1,5 blade husblas

1/4 liter piskefløde

100g hvid chokolade, smelteegnet kvalitet

1 brev mørk chokolademousse feks. Dr Oetker

Mælk til mørk chokomousse (tjek fremgangsmåden på produktet du har købt)

6 jordbær, skyllet og skåret i halve

 

Sådan gør du:

Lav dejen til kagens bunde. Følg opskriften der er linket til ovenfor, men smør i stedet en lagkageform (diameter 21 cm) og drys den med lidt sukker og bag dejen heri.

TIP! Det kan være en fordel at beklæde bunden af din lagkage form med bagepapir. Det gør jeg altid. Så er bunden nem at få fri.

Brug strikkepindstesten til at sikre dig at kagen er bagt færdig. Bagetiden skal forlænges, men husk at ovne er forskellige. Min bagte i næsten 40 minutter.

Lad kagen køle helt af i formen inden du løsner den her fra og deler den på midten. Jeg bruger en brødkniv og drejer kagen rundt i mens jeg med rolige bevægelser skærer kagen i to bunde.

Kom husblassen i koldt vand.

Hak chokoladen fint og kom det i hver sin skål. Det skal være skåle som du senere kan piske i med en håndmixer – så f.eks. Margretheskål i 1-2 liters størrelse vil være godt.

Lun fløden op i en lille kasserolle til den er tæt på kogepunktet. Den må ikke koge, men skal altså være brandvarm. Jeg rører jævnligt i fløden og mærker med en lillefinger: når jeg synes at jeg brænder mig på fløden, så er den klar.

Hæld halvdelen af den varme fløde over skålen med chokolade og lad det smelte 30 sekunder. Rør det sammen.

Vrid husblassen grundigt for vand og kom den i gryden med den resterende fløde. Rør med rolig hånd med en ske til alt husblassen er opløst.

Hæld resten af fløden med husblas over hver skål og rør indholdet i hver skål roligt sammen til det er jævnt.

Kom husholdningsfilm over og tryk det helt ned til overfladen af fløde-chokolade-blandingen. Der må ikke kunne dannes kondens ovenpå.

Sæt i køleskab mindst 3 timer eller til næste dag.

Herefter piskes fløden op til en fast mousse.

Pisk også den mørke chokolademousse.

Fordel dem i hver sin sprøjtepose – gerne med en stjernetyl forenden, så du senere kan lave flotte mønstre.

Læg den ene lagkagebund på et fad og fordel mousse skiftevis i ringe – start med den hvide yderst.

Læg den sidste bund ovenpå og giv samlingen i kagen en smule mere hvid chokolademousse som du smører ud med en palet, så kagen er jævn hele vejen rundt.

Til sidst pyntes toppen af kagen med de to mousser og friske jordbær.

TIP! Sæt lagkagen i køleskab. 30 minutter før servering tages den ud, så mousserne ikke er kolde, men er bløde og luftige når den skæres.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rabarbermuffins