DIY: Små blomsterbilleder

Mit drivhus lige nu

Der er fuld gang i drivhuset nu.

Jeg har allerede for tre uger siden plantet mine tomater ud i drivhuset, og de klarer sig forrygende. De vokser simpelthen så flot.

Mit drivhus ligger mod nord i vores have, men helt ned mod hækken til naboen bag os, så det står i sol hele dagen. Nok derfor har de tidligere ejere af huset valgt at sætte en vinplante i det som danner lidt skygge. Jeg synes dog, at det fungerer rigtigt godt, at drivhuset ligger så der er godt med sol. Det opretholder en god temperatur derinde (også på de lidt mere blæsende og overskyet dage), men jeg skal huske at holde luftet ud.

Mine planter i drivhuset står i kapilærkasser (de hvide flamingokasser som har selvvanding) og potter af forskellig størrelse. Jeg har ikke mulighed for at plante direkte i jorden i drivhuset, da der er fliser i det. Det holder bedre på varmen i drivhuset i de til tider kølige forårsmåneder, men til gengæld har jeg jo altså ikke mulighed for at plante direkte i jorden, hvilket jeg ved at mange foretrækker med tomatplanter.

Det skal jeg dog prøve med en række tomater på friland i år. De planter står lige nu klar på plantebordet i drivhuset. Om dagen er jeg dog begyndt at stille dem udenfor så de hærdes til vind og vejr. I juni skal de på friland, men stå solrigt og nogenlunde i læ op ad drivhuset.

Under tomaterne har jeg plantet basilikum, som man kan se spirer frem her. På den måde udnyttes pladsen i kasserne optimalt.

Jeg har 6 kapilærkasser i drivhuset. De står placeret i forlængelse af hinanden helt op mod drivhusglasset. Det er planen at der skal være agurk, aubergine og peberfrugt (og lidt flere tomater) i de resterende kasser. Nogle ting bliver også plantet i store plastikkrukker som placeres midt i drivhuset, så der dannes en gang på hver side af dem.

Kapilærkasser og krukker er klar nu til resten af planterne jeg har forspirret (som stadig befinder sig i mit planteværelse inde i vores hus).

På en hylde har jeg også lidt pluksalat og ruccola stående i såbakker. Det blev sået tilbage i starten af februar-marts, og det kunne vi høste tidligt af.

I drivhuset har jeg desuden en stor krukke med jordbærplanter. De modnes tidligere end dem i haven og jeg tror ikke der går længe inden vi kan høste hjemmeavlede jordbær i drivhuset. Jeg elsker at have jordbær i mit drivhus. Den ekstra varme gør altså bare noget for smag og sødme synes jeg. Og så kan jeg have dem helt i fred for fuglene.

Mine krydderurter er flyttet fra vores terasse til drivhuset. Altså dem jeg har i krukker – jeg har også et lille krydderurtebed udenfor drivhuset. Pladsen i drivhuset har de fået så de kunne drives hurtigere frem. Jeg har dem stablet ovenpå hinanden i gamle frugtkasser. Foran krydderurterne eksperimenterer jeg i år med at dyrke melon.

Når pladsen snart bliver for trang i drivhuset, så ryger krydderurterne udenfor.

Snart er det tid til at de sidste planter flytter ud i drivhuset og andre skal videre fra drivhus til friland – det glæder jeg mig til. Og naturligvis til at kunne høste hjemmeavlet grønt i – forhåbentlig – massevis!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY: Små blomsterbilleder