Møllehjul

Plant dine krydderurter i en tønde + guide til krydderurter

Der er intet som friske krydderurter der kan peppe et hvert måltid op, hvis du spørger mig. De kan både tilføje smag og et smukt udtryk til alt fra morgenmad til aftensmad. Krydderurter er for mig fuldstændigt uundværlige, når man kan lide at lave god mad.

Derudover er selve planterne også et yderst dekorativt syn, og hvis du har en meget lille have eller kun en altan at dyrke have på, så får du med krydderurter både nogle smukke, blomstrende planter og noget spiseligt.

Mine krydderurter har jeg i en stor overskåret vintønde udenfor drivhuset og i krukker – og så bor basilikummen inde i drivhuset og i mit køkken. Dild og persille gensår jeg hvert forår, men ellers overvintrer alle krydderurterne undtagen basilikum.

Den fine overskårne tønde du ser på billederne i indlægget her er oprindeligt en vintønde, der er skåret over. Den forhandles HER. Vær opmærksom på at tønden er helt vandtæt, når man modtager den. Du skal derfor bore nogle små huller i bunden af den til dræn ellers ender du med en mudret suppe i din tønde.

Tønden på billederne her er 2 år gammel og smukt patineret op i en lysegrå nuance. Jeg behandler den ikke med noget. Det firma jeg linker til, er det jeg har handlet hos, og de leverer den fragtfrit.

For sunde og smagfulde krydderurteplanter bør du plante dem i en god næringsrig jord og løbende tilføre gødning i løbet af vækstsæsonen de kommende år.

Fra venstre mod højre i hver række: oregano, mynthe, purløg (i blomst), rosmarin, citrontimian, timian, salvie, citronmelisse og skovsyre

Disse krydderurter bør du plante

Hvis du endnu slet ingen krydderurter har vil jeg anbefale dig at starte ud med rosmarin, timian, purløg, persille og mynthe. Det er gode basis-krydderurter at have til din madlavning og som du kan anvende i mange sammenhænge.

Gode krydderurter til haven:

  • Timian
  • Rosmarin
  • Purløg
  • Persille*
  • Dild*
  • Estragon
  • Salvie
  • Mynthe
  • Oregano
  • Citronmelisse
  • Skovsyre
  • Ramsløg
  • Basilikum**

*overvintrer ikke – skal såes på ny hvert år
** overvintrer ikke og bør stå i drivhus eller i læ langs en sydvendt mur

OBS: Mynthe, citronmelisse og oregano breder sig virkelig meget og kan blive generende planter (man fristes lidt til at skrive at de spreder sig som ukrudt….). Derfor kan disse planter være gode at have afgrænset i krukker for sig. Står de i en tønde eller bed som her sammen med andre krydderurter, bør du særligt være over disse og tynde ud i dem, så de ikke overtager hele bedet og kvæler de andre krydderurter.

Guide til brug af dine krydderurter

Oregano

Brug den i pizzasauce og tomatsauce til pasta/lasagne, drys den frisk på pizza og din pastaret eller drys den på toppen af et foccaciabrød. Også god i diverse simreretter som osso buco og minestrone.

Persille

Lækkert friskt grønt drys ovenpå grydderetter, kartoffelmos, biksemad og meget andet, hvis du drysser det på lige inden servering. Også genial sammen med hvidløg i en hjemmelavet hvidløgssmør eller til at pynte smørrebrød med. Også flot som grønt drys ovenpå scrambled eggs eller et spejlæg/porcheret  æg.

Estragon

Obligatorisk i den hjemmerørte bearnaisesauce – eller i en hjemmelavet mayonaise med estragon.

Rosmarin

Lækker i alle simreretter, til ovnbagte grøntsager, som smagsgiver til foccaciabrød og til at lægge ovenpå en god steak imens den hviler inden servering (pak steak og en kvist rosmarin ind i staniol og et viskestykke efter stegning). Absolut genial sammen med lammekød.

Timian

Smagsgiver til alle simreretter/supper og perfekt til at drysse over grøntsager eller kartofler der skal bages i ovnen.

Citronmelisse

Smuk som pynt på kager, desserter og i drinks eller lemonader. Også god i the. Lækker og fin ovenpå yoghurt og smoothies.

Mynthe

Smuk som pynt på kager, desserter og i drinks eller lemonader. Også god i the. Man kan også lave lækre dressinger med mynthe til servering sammen med retter fra det sydeuropæiske eller mellemøstlige køkken. Lækker og fin ovenpå yoghurt og smoothies.

Salvie

Lækker til pastaretter eller som smagsgiver i kødboller/farsbrød. Prøv også at hak salvien fint og tilføj den til en omgang smeltet smør og lidt hakkede nødder på en varm pande. Den flydende salviesmør med nødder er vanvittig lækker at vende en god pasta med.

Purløg

Giver en lækker lidt mere underspillet løgsmag ovenpå f.eks. smørrebrød eller i hjemmerørte dressinger – obligatorisk i creme fraiche dresing.

Basilikum

Brug den i hjemmelavet grøn pesto, som frisk drys på en lun pizza, ovenpå tomatsalat og i alverdens sommersalater. Også obligatorisk i hjemmekogt pasta og pizzasauce.

Ramsløg

Lækker i pesto, dressinger og kryddersmør.

 

Du kan bruge mange af krydderurterne i kombination med hinanden og lade dem indtage hovedrollen i en kryddersmør, til hjemmelavet kryddersalt eller i marinader.

TIP! Krydderurternes blomster kan bruges i salater eller som pynt på kager og smørrebrød.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Møllehjul