Plant dine krydderurter i en tønde + guide til krydderurter

Organisering: snacks, kiks/brød og krydderier

Alle kender nok til det der skab i køkkenet, som er totalt kaos af åbne brødpakker, kiks, børnenes forskellige snacks, diverse krydderiblandinger, en halv pakke tarteletter og en pose salt der er væltet og har blandet sig lidt med det hele.

Sådan så der nogenlunde ud i det her skab, se bare nedenfor her…

Det har jeg langt om længe fået sorteret ud i. Det der skab har ærligt talt været lidt min dårlige samvittighed. Det har været så rodet og ofte har det været svært at holde styr på holdbarheden på de forskellige ting, at kiks ikke blev bløde og så er jeg kommet til at købe dobbelt af ting jeg havde i forvejen. For hvem kan f.eks. lige tjekket om man har stødt ingefær på lager i sådan et rod?

Jeg organiserer mine køkkenskabe af flere årsager.

  • For at skabe overblik – på den måde bliver det overskueligt at gå til sine råvarer, man har overblik over hvad man har i køkkenskabene (og undgår dyre dobbeltindkøb) og man inspireres til at bruge de ting der er (undgår madspild.
  • For at sikre god hygiejne og holdbarhed på tingene – en åben pakke kiks bliver hurtig blød og kedelig, det undgår man med lufttætte bøtter. Det er samtidig nemt at tjekke om maden er som den skal være, da man kan kigge ind i bøtten. Skulle der gå små dyr eller mug i noget af det, så er det pakket hver for sig og man sparer den store rengøring og kan nøjes med at smide indholdet ud i den bøtte, der er ramt. Bøtterne er netop lufttætte.

Dette skab skal indeholde snacks, krydderier og brød. Og det kan sagtens stå sammen, når krydderierne er pakket lufttæt.

Snacks

Dette var virkelig ikke en kategori i mit køkken på samme måde før jeg fik børn. Men det er altså alle de her små måltider og ting man købe til mellemmåltider og madpakkesupplement eller bruge som en lille dessert til familiens yngste.

Det er ting som kiks i alle afkygningers, tørrede frugtsnacks og müslibarer.

Det har jeg pakket i lufttætte fødevaregodkende condibøtter, der kan indeholde 1150 ml. De koster 8 kr. pr. stk. inkl. låg og kan købes HER.

Jeg har påsat labels (købt i føtex) i str 3 x 7 cm, som jeg selv har skrevet på.

 

Krydderier

Krydderierne har jeg pakket fra de forskellige poser og bøtter de er købt i og over i små patentglas (lufttætte) og condibøtter. Jeg er ikke nervøs ved at ompakke krydderier ift. udløbsdato. Prøv at tjekke de krydderier du har stående og de nye du køber med hjem. De kan holde sig i årevis. Og det eneste der sker med krydderier med tiden er at de mister smag og kan blive lidt harske i smagen. De bliver ikke som sådan dårlige, at man kan blive syg af at indtage dem. Derfor bruger jeg meget at dufte til dem, smage på dem og kigge på dem. Men altså – jeg laver utroligt meget mad og bager enormt meget, så det er sjældent noget står i mit køkken i årevis uden at blive brugt.

Disse helt lufttætte beholdere bevarer den optimale smag i krydderierne (modsat f.eks. små poser man køber dem i og efter man har klippet op aldrig helt får lukket tæt).

Patentglassene kan indeholde 80 ml, og jeg har oprindeligt købt dem hos Søstrene Grene og sidenhen suppleret op med nogle af helt samme type som jeg har købt hos føtex. Jeg har set dem hos føtex i den her uge til 10 kr. pr. stk. Søstrene Grene plejer at være lidt billigere. Mener jeg gav 5-7 kroner for dem der. Her har jeg ikke brugt etiketter, men selv klippet nogle små mærker i en tynd karton og skrevet på. Påsat med et stykke tape og mega nemt at fjerne igen.

Jeg har sat dem i små kurve, så krydderierne nemt kan løftes ud, når der skal laves mad.

Disse kurve er oprindeligt købt hos netto, og jeg har faktisk set dem på spotvare fornyeligt igen. Ellers forhandles lignende hos IKEA og jævnligt hos Søstrene Grene.

Bouillon, større hele krydderier, krydderiblandinger og tørrede krydderurter som jeg har i større mængder har jeg fyldt i disse condibøtter. De er selvfølgelig også fødevaregodkendte og lufttætte. Denne størrelse kan indeholde 280 ml og koster 6 kr. pr. stk. inkl. låg. De kan købes HER.

Jeg har brugt en overklippet label af typen fra snackboksene som mærkat på de små runde condibøtter.

Groft salt – som man bruger meget af – har jeg fyldt i en stor fødevare godkendt plastikboks. Den er købt hos føtex.

Brød

Da alle krydderier skabet er pakket i lufttætte beholdere kan der sagtens opbevares brød i skabet.

Jeg har to kurve i skabet til dette og så har jeg bokse til hhv. rugbrød og knækbræd. Boksene kan købes i føtex og bilka til 40-60 kr. pr. stk. De er altså lidt dyrere og det er bl.a. derfor jeg har valgt at købe condibøtterne til alt det andet. Ellers bliver det lidt dyrt.

Men til rugbrød og knækbrød er disse perfekte. Bøtten her passer lige præcis til en pakke wasa knækbrød og rugbrødsbøtten passer til et lille købe-rugbrød. Den lufttætte opbevaring holder knækbrødet sprødt og rugbrødet blødt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Plant dine krydderurter i en tønde + guide til krydderurter