Solbær-blåbær syltetøj

Babys rutine: 6-9 måneder

Her har jeg skrevet lidt om min erfaring med babys rutiner i forhold til mad og søvn (eller mangel på sidstnævnte…). Alle børn er forskellige (det ved jeg bestemt som mor til to), og jeg beskriver de rutiner og udviklingspring jeg har oplevet hos mit andet barn Adam. Ind i mellem vil jeg også trække på de ting jeg husker fra Isak, for der er alligevel nogle ligheder og ting der går igen – f.eks. i forhold til søvn, mere selvstændig udforskning af omverdenen osv.

Dette er IKKE en facitliste, men en sparring til mødre med børn i samme alder. Det er ikke en opfordring til at gøre ting på en specifik måde, men det er den måde, der har fungeret for os ud fra vores barn og vores familie.

LÆS OGSÅ: Adams værelse

Adam er efterhånden blevet en stor baby og er nu 7 måneder og 1 uge gammel, som jeg skriver og udgiver dette indlæg. Hold nu op hvor synes jeg, at det går hurtigt her 2. gang. Jeg synes virkelig, at han var en lille baby alt for kort tid, og jeg forsøger alt hvad jeg kan at nyde hver en dag i vores lille baby boble, som vi trods alt stadigt er i.

Jeg synes, at vi har nogle rutiner, der fungerer rigtigt godt. Det er min erfaring – med nu to børn – at børn trives rigtigt godt med rutiner og faste rammer for dagligdagen, men også at nogle dage, der skrider det hele bare. Når det sker så skal man ikke gå så meget op i den der rutine og føle det som en fiasko eller blive stresset over, at baby ikke gør som han/hun plejer. Det kan der være alle mulige ting, der har indflydelse på; tandfrembrud, en lidt sløj bebs, en baby der har sovet dårligt om natten, at I har været meget udenfor hjemmet/der er sket meget/at der har været gæster osv.

Vores dage ser 90% af tiden ud som nedenfor, men der er også dage hvor de bestemt ikke gør.

 

Sådan ser vores dag typisk ud

Kl. 06-06.30: Adam vågner. Han ammes lidt i sengen. Vi står op og han får en tør ble og rent tøj på.

Kl. 7.00: MORGENMAD. Spiser som oftest sammen med sin storebror. Han får til dette måltid grød med lidt frugtmos. Han får vand til måltidet.

Kl. 9-10: FORMIDDAGSLURAdam ammes. Falder i søvn til formiddagslur. Luren soves typisk i hans tremmeseng og varer 45 minutter til 1 time.

Kl. 12: FROKOST. Dette måltid består typisk af bondebrød med smørrepålæg, pastaskruer, lidt kogt æg, buketter af kogt broccoli eller rester fra aftensmaden. Han får vand til måltidet.

Kl. 13-15.30: EFTERMIDDAGSLUR. Adam ammes og puttes til lur. Luren soves i barnevogn udenfor. Efter 45 minutter skal jeg for det meste ud og vugge ham lidt for at han sover det lange stræk, men han snupper for det meste 2 timers søvn. Nogle dage sover han dog næsten 3 timer.

Kl. 18.15: AFTENSMAD. Adam får serveret det vi får, hvor det giver mening og så supplerer jeg op med lidt grøntsagsmos, hvis nødvendigt.

Kl. 19.30-20: SOVETID. Han får en tør ble til natten, kommer i nattøj, ammes og falder i søvn ved siden af mig. Han er netop her ved 7 måneders alderen begyndt at falde i søvn i sin tremmeseng, hvor jeg ligger ved siden af og holder ham i hånden. Her sover han første søvnstræk.

Kl. 1-4: OPVÅGNING. Her vågner han én gang i løbet af natten. Jeg vil nok nærmere betegne det som lidt uro, for han vågner ikke sådan helt op, men søger mig typisk og vil gerne ammes. Han sover herefter videre til næste morgen.

 

Søvn

Som man kan se på den dagsrutine jeg har beskrevet ovenfor, så sover Adam nu typisk omkring 14-15 timer i døgnet. Det skulle vist nok være ret normalt for hans alder. Men der er også dage, der falder helt udenfor, hvor han måske kun sover 13 timer, fordi han bare har en af de der dage, som alle babyer har, hvor det hele går lidt i kludder og han vågner tidligt fra det der skulle være den lange lur.

Han har for ca. en måned siden smidt dagens 3. lur. Så vi er altså nede på en kort formiddagslur og en lang eftermiddagslur nu.

Indtil for en uge siden har han samsovet med os i en åben seng ved siden af vores og fra midt på natten ligget hos mig. Vi er lige begyndt at lægge ham i hans egen seng om aftenen, når han er træt og klar til natten. Det fungerer rigtigt godt for os alle. Det er meget vigtigt for mig at gøre klart, at jeg absolut IKKE praktiserer “godnat og sov godt” på en baby på 7 måneder. Bare lige så der ingen misforståelser er. Han lægges i egen seng, når han er træt og rolig og jeg sidder lidt ved ham indtil han sover. Han skal ikke græde eller “lære” at sove selv. Han får lov at sove der det første søvnstræk og så kommer han ind til os på varierende tidspunkt i løbet af natten og sover videre sammen med os. Jeg vil gerne skrive meget mere om nattesøvn i et andet indlæg, for jeg ved at det er efterspurgt at høre mere om, hvordan vi på en god måde putter vores børn i egen seng. Så det skal jeg nok skrive mere om snarest.

 

Mad

Adam er blevet fuldammet indtil han fyldte 6 måneder, hvor vi begyndte at introducere ham for mad. De første 2-3 uger var jeg begyndt at blive lidt opgivende på det, fordi jeg ikke synes han spiste specielt meget, men det skal jeg da lige love for at han har kompenseret for den sidste uges tid. Han er VIRKELIG blevet begejstret for mad og spiser meget af det vi får – dog kombineret med lidt mos. Og så får han grød til morgenmad. Det er dejligt nu at opleve at vi er kommet ind i en fase, hvor han synes at maden er lækker og noget han begejstres over. Jeg vil også skrive mere om mad i et kommende indlæg. Jeg har allerede skrevet lidt om mine tanker om at fuldamme så længe, og hvilke erfaringer jeg har lært af fra Isaks start på mad. Det kan du læse om ved at følge linket herunder.

LÆS OGSÅ: Babys start “på rigtig” mad og mine overvejelser 

Han ammes stadigt rigtigt meget. 5-6 gange i døgnet bliver det til og jeg supplerer ikke med MME, men bruger modermælk i hans mos og ammer ham som sagt, så han får sit mælkebehov dækket den vej.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Solbær-blåbær syltetøj