En stor beslutning for vores familie

Vi har som familie taget en omvæltende beslutning.

Egentlig tror jeg, at den har været under opbygning længe. Stykke for stykke er der blevet lagt noget ovenpå hinanden, der gør at vi står her, hvor vi gør nu.

 

Vi har fravalgt daginstitutioner til vores børn.

Isak er stoppet i børnehaven.

Adam skal ikke i vuggestue.

Og derfor skal jeg ikke tilbage på mit arbejde. Jeg har i dag været inde og meddele min kontorchef, at jeg ikke kommer tilbage.

 

Jeg er jo mor til Adam på snart 8 måneder og Isak der lige er fyldt 5 år.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, at det er hårdt for mig og vores familie, at aflevere børnene i institution. Jeg kan mærke, at alt I mig skriger, at det er forkert, at skulle indkøre Adam i en vuggestue, når han er 10 måneder gammel. Og jeg kan mærke at jeg ikke vil tilbage til ”vinke”-vinduet med Isak.

Dét var egentlig dét der for alvor fik dråben til at flyde over for mig i det liv vi levede.

Vinke-vinduet.

Hver morgen når jeg afleverede Isak kl. 7, for at nå S-toget ind til København kl. 7.16, der stod han dér. Bag legepladsens hegn og en græsplæne var der det her vindue, hvor han stod og vinkede. 50 meter fra mig. Han måtte anstrengt stå på tæer for at kunne se mig og vinke til mig. ”Farvel mor – ses om 9 timer”. Han skulle der hen og stå for lige at få 5 sekunder mere at se på mor den dag. Og jeg havde ikke lyst til at gå fra ham. Det føltes SÅ forkert. Alle de bedste timer af døgnet og så skulle vi ikke være sammen. Øv. Det gjorde ondt indeni.

Det var ikke derfor jeg fik børn.

Men i virkeligheden handler det egentlig ikke om mig. Det handler om DEM. Vores to børn. Det var ikke derfor vi skulle have dem.

Ikke for at parkere dem 9 timer om dagen i en institution blandt larm og støj og alt for mange andre børn.

Ikke for at andre voksne skal varetage den primære omsorg, dannelse og læring for mit barn i det daglige.

Ikke for at kun have 45 minutter med dem om morgenen og 2 timer om aftenen (hvor der også skal luftes hund, laves mad, bruges tid på putning osv.).

Det var ikke derfor.

Desuden følte jeg mig konstant i en loyalitetskonflikt mellem mit job og min familie. Jeg har en mand, der arbejder rigtigt meget, og det har hele tiden været ”dealen” at det er sådan. Jeg bakker ham 100% op – jeg er vanvittig stolt af ham – så er det sagt. Men det betyder også, at det der med hente og bringe børn var en af mine opgaver. Og jeg syntes på ingen måde det var optimalt, at vores børn uanset hvad skulle tilbringe 9-10 timer om dagen i institution. Hvor jeg vel og mærke måtte løbe mod S-togsafgangene og have mega dårlig samvittighed over at hente sent. På sigt med 2 børn i det setup ville jeg heller ikke kunne være den gode kollega, der kan blive sent og løse en hasteopgave. For slet ikke at tale om kabalen med barnets 1. sygedag osv.

Det var bare ikke en god situation for os.

Så status er nu, at Isak ikke har været i børnehave siden starten af marts. Adam skal slet ikke i institution før han engang skal starte i skole om 5 år.

Jeg har sagt mit job som jurist op.

Nu skal jeg være hjemme med mine guldklumper.

Det har været verdens nemmeste beslutning, og så alligevel har den fyldt en del hos mig fra beslutningen var taget til jeg kunne sige det til omverden, mit arbejde, min familie, mine venner – og jer her på bloggen.

Tanken om hvad andre folk tænker om en, den fylder altid.

Men det her føles rigtigt for mig og vores familie.

Her fra siden vil du nu også kunne følge med i mit nye liv som erklæret hjemmegående husmor.

Dét og valget om at tage børnene hjem vil jeg skrive meget mere om den kommende tid.

Jeg skal ikke dømme, hvad andre gør. Man er IKKE en dårlig mor, hvis man sender sine børn i institution. Det vigtigt for mig at sige. Men den gode mor formår at mærke efter og ser på sine børn, sin familie og sit liv – og ser hvornår bægeret er fyldt for meget op og forandringer er nødvendige.

Det er trods alt hverdage der er flest af og det handler ikke bare om at overleve dem. Man skal også leve.

Tak fordi at du læste med her.