Fra cand.jur til cand.mor

Det er underligt det der med ens profession. Den betyder uendeligt meget for mange af os. Den fortæller noget om os og definerer os ret hurtigt i mødet med andre mennesker. I sidste uge sad jeg overfor min kontorchef og skulle fortælle hende (og derefter mine kollegaer), at jeg ikke kom tilbage til mit arbejde.

LÆS OGSÅ: En stor beslutning for vores familie – jeg har sagt mit job op

Jeg har skulle vænne mig til min nye titel.

”Hjemmegående husmor og hjemmepasser”.

Det lyder lidt langt, men jeg kan ikke rigtigt forene mig med ordene hver for sig. Det er ligesom ikke beskrivende nok. Jeg er hjemmegående, så det skal ligesom med. Men de fleste hjemmegående i dag er jo i mellem jobs. Det er jeg ikke. Det her er permanent de næste mange år for mig.

Jeg passer børnene hjemme, så jeg er også hjemmepasser, men det er ikke alene det jeg går hjemme for. Jeg passer også vores hus og have – vores hjem. Det er mig der klarer alt det praktiske og huslige, så børnene får ikke hele tiden 110% opmærksomhed. Hvis nogen forestiller sig hjemmelivet med børnene som evige sanglege, voksen styrede aktiviteter dagen lang og ture ud i skoven på ladcyklen med hjemmesmurte madpakker, så er det ikke hele sandheden. Jeg skal også nå mange andre ting som får vores hverdag til at hænge sammen; tøjvask, støvsugning, madlavning osv.

Uanset hvad har jeg altså fået en ny titel. Tidligere kunne jeg underskrive min mailsignatur med jurist og fuldmægtig. Nu er jeg ”bare” småbørnsmor med en støvkost i hånden og ekspertviden indenfor gylp og babymos.

Jeg brugte 5 år på universitetet for kunne kalde mig cand.jur. Og hvad så nu? Hvordan har jeg det med, at jeg er reduceret fra cand.jur til cand.mor?

Vi lægger utroligt meget identitet i vores jobtitler og profession, og det er altid noget af det vi spørger folk om som det første: ”Nå, men hvad laver du så til daglig?”

Og ja, nu går jeg ”bare” derhjemme. Og jeg kan mærke at jeg virkelig skal øve mig i at sige det uden straks at komme med en masse undskyldninger og et forsvar for, hvorfor vi har valgt sådan.  Uden folk nødvendigvis overhovedet har spurgt ind til det.

Jeg tror, at jeg om et års tid kan skrive et langt mere reflekteret indlæg omkring det her med at gå fra akademiker med karriereambitioner til hjemmegående husmor. Lige nu er jeg stadig i en begyndende fase i det hele, og jeg har skulle vænne mig til tanken om mange ting. At jeg ikke har kollegaer. At jeg aldrig tjekker ud hjemmefra og kobler hjernen fra småbørnslivet. At jeg ikke har noget der er ”mit space” uden minimum et barn indenfor 1 meters afstand.

Det er en markant anderledes tilværelse at finde sig selv i, når man hele sit unge-voksenliv har arbejdet hen mod og forberedt sig på det man skulle være ude på arbejdsmarkedet.

Jeg er enormt glad for vores valg – som jo også er mit valg – men jeg skal vænne mig til det der med, at jeg ikke har et arbejde udenfor hjemmet, som definerer mig. Og jeg skal lære at tackle folks mulige fordomme om det, og at jeg ikke skal tage mig selv så meget i forsvar på forhånd.

Det er ting jeg er meget bevidst omkring og forsøger at arbejde med.