Henkogte tomater

Madpakkebrød (uden kerner)

Her får du opskriften på nemme, lækre og mættende madpakkebrød.

Og så er de ovenikøbet ganske budgetvenlige at bage! Faktisk har jeg regnet mig frem til, at de kun koster ca. 80 ører pr. sandwichbrød. Det er altså noget en spare-begejstret husmor som jeg kan lide!

Hvis du er så heldig at være “madpakke-smørrer” for en der er rugbrødsforskrækket eller ikke bryder sig om kerner, så er disse brød perfekte. De indeholder nemlig ingen kerner, men stadig fuldkornshvede- og rugmel i en mængde der gør at de mætter godt, men uden at være tunge eller klæg.

TIP! Jeg fryser altid brød til madpakken ned og tager det op løbende som familien skal forsynes med hjemmesmurte sandwiches. Jeg tager brødet op og lader det tø i køleskab inden jeg giver hvert brød 20 sekunder i mikroovnen. Herefter er det som friskbagt.

Find flere gode opskrifter og hverdagsinspiration ved at følge mig på Instagram (KLIK HER).

Opskrift på madpakkebrød (12-18 stk. afhængig af valgt størrelse)

Arbejdstid: 2 timer og 30 minutter (inkl. hævning og ovntid)


Ingredienser

6 dl lunt vand (TIP! Brug 4 dl koldt vand fra vandhanen og 2 dl friskkogt vand)

1 dl tykmælk (eller andet surmælksprodukt du lige har ved hånden)

1 dl solsikkeolie/rapsolie

3 spsk sukker

½ pk gær

2 dl øl

12 dl hvedemel (+ 2-3 dl hvedemel til æltning)

4 dl rugmel

2 dl fuldkornshvedemel

1 dl havregryn

2 tsk salt

1 spsk sovsekulør

 

Pensling: 1 æg

Drys: lidt fuldkornshvedemel

 

Sådan gør du:

Kom det lune vand, tykmælk, solsikkeolie, sukker og gær i et stort dejfad eller røreskål og udrør gæret grundigt.

Tilsæt nu øl samt følgende; 6 dl hvedemel, 3 dl rugmel, 1 dl fuldkornshvedemel, 1 dl havregryn, 2 tsk salt og 1 spsk sovsekulør. Rør grundigt sammen.

Du har nu en meget klistret og lind dej. Overdæk skålen med husholdningsfilm/staniol samt et rent viskestykke og lad dejen hæve i 45 minutter ved stuetemperatur.

Efter hævning tilsættes følgende; 6 dl hvedemel, 1 dl rugmel og 1 dl fuldkornshvedemel.

Når dejen er så fast at den ikke kan røres ved håndkraft længere tages den ud på et meldrysset bord. Tilsæt yderligere 2-3 dl hvedemel, når du ælter. Dejen må ikke blive for tør, men skal selvfølgelig være til at håndtere.

Find nu en bradepande med høje kanter frem og beklæd den med bagepapir. Drys bagepapiret med en smule mel – så slipper dine sandwichbrød med garanti efter bagning. (SE BILLEDERNE OVENFOR)

Kom dejen over i bradepanden og fordel den over hele bradepanden ved at trykke den med hænderne og rulle med en kagerulle. Den skal være så lige og jævn som muligt.

Lad dejen efterhæve med viskestykke over i yderligere 45 minutter ved stuetemperatur.

Efter denne hævning tændes ovnen på 200 grader varmluft.

Pensl dejen forsigtigt med det sammenpiskede æg.

Prik nu hele overfladen med små huller (jeg har brugt enden af en spiseske). Dette hjælper til at dejen hæver jævnt op i ovnen og ikke sprækker. På den måde får du pæne og indbydende sandwichbrød.

Skær nu riller i dejen alt efter hvor store brød du ønsker. Jeg har skåret i 3 x 4, men du kan sagtens skære dem mindre. Jeg skærer dem blot ved at trykke riller med en kniv. Så kan brødene nemt deles fra hinanden efter bagning.

Drys til slut med lidt fuldkornshvedemel.

Bag midt i ovnen ved 200 grader varmluft i 20 minutter, hvorefter der skrues ned til 180 grader og bages i yderligere 15 minutter. Husk ovne er forskellige, så hold øje med dine brød og bank let på dem for at høre om de lyder hule. Så er de færdige.

Straks de er ude af ovnen dækkes de med et rent viskestykke. Fjern dette efter 10 minutter. Viskestykket holder på dampen i brødet og gør det blødt og lækkert.

Madpakkebrødene deles når de er afkølet og kan med fordel fryses.

5 kommentarer

  • Susan

    Gør det lige meget hvilken øl der bruges?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Ja det er det 🙂
      KH. Theresa / Forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sadaf

    Har du et alternativ til øl?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Hej 🙂
      Ja – du kan erstatte øllet med enten 1 dl æblejuice + 1 dl vand eller 2 dl kærnemælk.
      Bemærk dog at når du bager med øl, så fordamper alkohollen under bagning. Så der er ikke alkohol i brødet.
      Kh.
      Theresa / forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sadaf

      Perfekt, tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Henkogte tomater