Makeover: Køkken (før og efter billeder)

Køkken i landlig stil

Få et kig ind i mit landlige forstadskøkken, som er et gammelt IKEA-køkken jeg har “shinet op” ved at give lågerne en petroleumsblå farve, nye greb i messing look og masser af varme og hyggelige detaljer.

Her er absolut ingen minimalisme eller lige linjer, men et rigtigt husmorkøkken med masser af plads til at forberede gode måltider til familien og eksperimentere med opskrifter.

Køkkenet er hjertet og midten i vores hus og et sted jeg bruger enormt meget tid. Det har været vigtigt for mig, at det er et rum der kan bruges, og hvor børnene gerne må deltage i madlavningen eller lege på gulvet imens jeg laver mad. Derfor ville jeg ikke have et helt nyt køkken, som jeg skulle gå og være øm over, hvis børnene satte syltetøjsfingre på skufferne, spildte på bordpladen eller kørte ind i en køkkenlåge med en gåvogn.

Løsningen blev at tage udgangspunkt i det køkken der var i vores hus og så selv gå i gang med at sætte lister op, skæmme af (hvor der var kig ind bag ved elementerne), slibe hele køkkenet ned og male det i en karakterfuld farve samt slibe og nybehandle bordpladen. Og så indrette med hyggelige detaljer.

Desuden er der blevet lagt nyt plankegulv, sat blomstret tapet op og indsat en radiatorskjuler.

Selve forvandlingen med at male lågerne og udskifte grebene har kostet under 3000 kroner. Og det er altså i høj grad dét, der har givet følelsen af at få et helt nyt køkken.

Vask-område og kaffested

Ved vasken har vi vores opvaskemaskine og plads til at sætte service til side og skylle det af.

Derudover har vi fortsat retrostilen på vores kaffemaskiner/elkedel, som matcher det blå køkken.

På sigt drømmer jeg om at udskifte håndvasken til en hvid og det samme sker nok også med opvaskemaskinen, når den engang skal udskiftes.

Sæbedispenserne er i glas og messinlook. De er fra CASA living og købt hos imerco. De fine labels der sidder på dem er købt hos webshoppen “pittacia”, som specialdesigner labels i forskellige skrifttyper.

Udsyn til ingredienser

Mad fylder meget i mit køkken, og jeg elsker at have forskellige ingredienser og råvarer stående fremme så jeg lynhurtigt kan blive inspireret og bruge det i min madlavning. Hylden med de mange nødder og kerner på er ikke bare yndig at se på, den er også ganske funktionel, fordi tingene er nemme at gribe ud efter og de fyldte glas betyder at jeg nemt dagligt opgraderer familiens havregrød med valnødder, chiafrø og frysetørret bær.

Hylden er en fyretræsplanke der har fået hvid kalkmaling, er slebet let herefter og endeligt har fået en transparent hvid træmaling. Derefter er der sat 3 hyldeknægte på.

Masser af bordplads – og plads i det hele taget

Jeg bager stort set selv alt det brød vi spiser, og derfor er det et ‘must’ i mit køkken, at der er bordplads til at ælte på. Jeg har også ofte mange ting i gang samtidig i mit køkken og derfor er det dejligt med masser af afsætningsplads.

Det er noget af det jeg elsker aller mest ved mit køkken. Og så at der også er masser af plads og luft omkring mig. Begge vores børn rykker ganske ofte deres leg ind på gulvet foran de franske døre i køkkenet.

Stolen i hjørnet har jeg malet i samme blå farve som køkkenet.

 Det blomstrede tapet matcher også den blå farve.

Bordpladestykket i sten er praktisk til afsætning af varme ting. Trækassen til olier og eddike er jeg også utroligt glad for. Så undgår jeg ringe af olie på bordet og det hele ser knap så rodet ud.

Madplan på ugebasis og en fast rengøringsplan for 4 uger ad gangen hjælper mig med at holde styr på aftensmaden og at rengøring af huset aldrig bliver for uoverskuelig.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Makeover: Køkken (før og efter billeder)