Nemme butterdejs-samosaer

Få råd til at gå hjemme

Sådan sparede vi 16.000 kr. om måneden

Det kunne dette indlæg egentlig også have heddet, men jeg valgte at gå med den lidt mere sigende titel “Få råd til at gå hjemme”.

For det er det jeg her vil vise, hvordan DU og din familie også kan få råd til.

I min optik kan mange børnefamilier i Danmark nemlig få råd til at gå hjemme. Det lyder måske vanvittigt og nogle vil måske vende øjne af mig og tænke, at det er nemt for mig at sige, når jeg selv går hjemme og “har råd til det”.

Men det er min klare overbevisning, at hvordan vi vil leve og bruge vores tid handler om prioriteringer. Og at langt de fleste af os har mulighed for at vælge at enten mor eller far skal gå hjemme, men at det netop handler om prioriteringer; om tilvalg og om fravalg.

I dette indlæg vil jeg forsøge at skitsere, hvordan man kan få råd til at den ene forælder går hjemme med børnene og den anden arbejder. Og som man vil se handler det netop om prioriteringer – for er man villig til at droppe bil, tv-pakke, fitnessmedlemskabet og den store familietur til eksotiske rejsemål? Vil man skrue ned for “forkælelsen” til en selv og dyre vaner som den daglige “to go”-latte, hårfarvning hos frisøren eller få lavet negle?

I vejen mod målet om at få råd til at gå hjemme, der gælder “mange bække små”. Nedenfor vil jeg gennemgå nogle af de budgetmæssige poster som vi har fjernet eller skåret til – og som mange andre vil kunne gøre efter.

 

SPARESTED #1 – De faste udgifter

De faste udgifter er dem der ligger barren for, hvor mange penge vi har fri og dermed hvor meget frihed vi har til at gøre de ting vi gerne vil. De bestemmer hvor meget vi som minimum skal tjene for at det hele lige kan løbe rundt. Her indregner jeg ikke mad og lommepenge. Disse ting behandler jeg selvstændigt nedenfor.

Boligudgift er en væsentlig post for de fleste. Her bruger man som regel mange penge på enten at leje eller afdrage gæld og betale skat af bolig. Det er derfor også et af de steder man kan begrænse sin udgift ved at flytte i noget billigere længere væk fra byen. Dog vil man som oftest så have brug for en bil.

Men boligudgiften er et sted man virkelig kan skære sine samlede udgifter ned. Jeg kender folk der er flyttet langt væk og ud på landet for tilgengæld at bo utroligt billigt – og have råd til at arbejde meget mindre.

Vi bor 25 minutter fra Københavns centrum og har fravalgt bil. Fravalget af bilen sparer os et sted mellem 3500-4000 kroner om måneden. Jeg har sat den til at koste 3433 kr. pr måned. Det er derfor lavt sat.

Daginstitutionen sparer man selvsagt også til børnene og her er endnu en stor post. 1 barn i børnehave og 1 barn i vuggestue ville koste os ca. 6.000 kr. pr. måned.

I og med jeg ikke skal på arbejde har vi også sparet mit pendlerkort (720 kr. pr. måned) og min kantineordning (500 kr. pr. måned). Jeg sender mad med til min mand og på den måde sparer vi 400 kr. pr. måned.

TV-pakker og fitnessmedlemskaber kan også nemt stryges. Det sidste har man alligevel sjældent tid til som småbørnsfamilie.

Hvis jeg skulle arbejde fuldtid havde vi også brug for at benytte os af barnepige til at hente ind i mellem og lidt rengøringshjælp til huset. Det kan også undværes når jeg er hjemme.

Andre udgifter der er nemme at gennemgå og opnå besparelser på er forsikringer (har man dyre løsninger? kan det samles og forhandles billigere?), telefonabonnementer (kan man spare lidt her hver måned?) og streamingtjenester (hvor mange har man brug for her? kunne man på skift nøjes med en eller slet ingen?).

Uden at se på disse ting har vi her sparet 13.993 kroner om måneden. Nedenstående skulle gerne skitsere hvordan fjernelse af disse udgiftsposter giver betydelig luft i økonomien. Årligt bliver det til 170.000 kroner her.

 

SPARESTED #2 – Selvforkælelse og lommepenge

Efter de faste og mere fælles udgifter som familie er det værd at se på de vaner, som mor og far hver især har, der hver måned koster penge.

Da jeg arbejdede ville jeg rigtig gerne se lidt ekstra smart ud, når jeg var afsted udenfor hjemmet og jeg ville gerne spare tid på de daglige skønhedsrutiner. Derfor fik jeg lavet lash extensions (og vågnede op med pæne vipper og skulle ikke bruge tid på at tage mascara på om morgenen eller af om aftenen – ærligt DET var lækkert!) og jeg ville også gerne have pæne negle uden at bruge tid på at lægge neglelak. Derfor fik jeg lagt det der hedder shellac hver anden uge. De ting er skåret væk nu. Nu har jeg korte negle (mere praktisk i haven) og lægger lidt mascara de dage jeg føler for det.

Jeg har også fundet en billigere frisør.

Derudover betød arbejdet inde i byen, at der også lige ofte røg en latte eller smoothie “to go”. Ærligt så brugte jeg ca. 160 kr. om ugen på sådanne små fristelser og snacks. Det gør jeg naturligvis heller ikke længere. Til gengæld har jeg fået en lille espressomaskine og mælkeskummer derhjemme så jeg selv kan lave god kaffe hver dag.

Endeligt er der også en besparelse fordi jeg ikke bruger penge på pænt “work wear”. Det har jeg dog ikke medtaget nedenfor her. Men her kan man altså se hvordan blot disse fire førstnævnte poster månedligt og årligt koster virkelig mange penge.

 

SPARESTED #3 – Mindre forbrug og genbrugskøb

Det er også værd at se på generelt at forbruge mindre som familie. Har man virkelig brug for den nyeste Iphone? Skal ungerne absolut have en Ipad? Kan man undvære udenlandsrejser og holde ferie i Danmark? Der er rigtig mange ting at kigge på her og tage snakken om som par. Vil man gerne veksle drømmerejsen til Hawaii, nyt samtalekøkken og en Ipad til hver af ungerne til det hjemmegående liv og ekstra omsorg og nærvær?

Dette sparepunkt vil jeg gå ind i på i et fremtidigt indlæg.

 

SPARESTED #4 – Madindkøb

Madbudgetttet er det også værd at se nærmere på. Hvor meget bruger man her og er det for meget? Kan man skære det til ved at handle mere systematisk ind, lave madplaner og minimere take-away bestillinger ved at have alternativer derhjemme?

Her er der ofte også noget at hente – og 1.000 kroner sparet om måneden på mad bliver alligevel til 12.000 kroner på et år!

Madindkøb og tips til at nedbringe denne post vil jeg komme med gode råd og tips til i et indlæg for sig snarest.

 

Får du så råd til at gå hjemme..?

Det er min overbevisning, at hvis man går kritisk til de udgifter man har og er villig til at foretage prioriteringer ud fra det jeg har gennemgået ovenfor, at JA – så har de fleste faktisk råd til at gå hjemme.

Uden at komme nærmere ind på besparelser på forsikring, telefon og streaming og uden at medtage besparelser på at købe brugte ting (hvor det giver mening) og omprioriterer familiens forbrug og uden at se på madbudgettet, så har jeg lige skitseret hvordan vi sparede 16.000 kroner om måneden.

Husk at nogle kommuner også giver tilskud til at passe barn sit eget barn i et hjem. Det tilskud ligger efter min erfaring et sted mellem 3000-8000 kroner (før skat) afhængig af kommune. Den indtægt vil du så kunne medregne her. Vi får ikke tilskud til pasning af vores børn, da vores kommune ikke tilbyder dette, men måske din gør.

Tør du gennemgå jeres budget og økonomi og se hvor meget I kan spare?

Kunne du have lyst til at prioritere om og få råd til at gå hjemme med børnene?

7 kommentarer

  • Sarah

    Hej!

    Hvor meget tjener din mand per måned efter skat? Og får i et skattefradrag i og med du ikke arbejder?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Fint indlæg, som jeg synes det er relevant at forholde sig til uanset, hvis man gerne vil nedbringe sit forbrug. Men det forudsætter også lidt, at man rent faktisk har et højt forbrug til at starte med. Herhjemme ville vi fx kun spare institutionspladser af de faste udgifter – vi har i forvejen ikke bil eller nogle af de øvrige ting på listen. Det er vel også en forudsætning, at den arbejdende part tjener godt/har mulighed for at arbejde mere? Min mand er fx folkeskolelærer. Så ja – der er en del forudsætninger der afgør, hvordan man kan indrette sig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Hej Signe
      Tak for din feedback på dette skriv.
      Det er rigtigt der er en del forudsætninger der afgør hvor mange udgifter man kan skære fra. Og valg tidligere i livet eller uforskyldte begivenheder, der gør, at man sidder i et dårligere udgangspunkt end andre. Men der er mange måder at vælge hjemmepasserlivet på. Jeg kender familier som har valgt f.eks. at flytte til Lolland Falster og kan klare sig på fars ufaglærte løn, ligesom jeg kender familier der bor i små lejligheder og lever efter “tiny-living” principper og derved også har råd til hjemmepasning. Der er mange måder at gøre det på, men ofte kan det også koste meget hårde prioriteringer ift. ting man ikke har lyst til at undvære. Jeg ville ønske at det i højere grad var muligt for alle familier i DK at indrette sig og leve på en indkomst, hvis man ønskede det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    Det giver et super godt billede af hvor meget man kan spare – jeg prøver at spare op til dyre ting jeg virkelig ønsker mig, men jeg synes jo ældre man bliver jo færre ting har man egentlig brug for – det bliver hovedsageligt lækre oplevelser eller noget ekslusivt, når det endelig er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Siv Ebbesen

    Super godt og inspirerende indlæg:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • morerudepaanoget.bloggersdelight.dk

    Det er et meget interessant indlæg – generelt kan man spare virkelig mange penge ved at tænke sig om. Børnehave/vuggestue-takster bliver som regel billigere til andet barn…

    Jeg er et andet sted i dag – jeg sætter virkelig en ære i at bruge penge – men at bruge dem på det rigtige. Jeg øver mig i at mærke efter, om dén latte bidrager positivt til mit liv, eller om den er ligegyldig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nemme butterdejs-samosaer