Lær alfabetet med "ABC-leg"

Chokolademousse

Her får du min opskrift på en lækker fløjsblød chokolademousse, som ikke er hverken bitter eller oversød, men smager dejligt afbalanceret og smelter på tungen.

Det er en elegant dessert, som jeg vil vove at påstå at alle kan lide.

Og så er den nem at lave og kan forberedes mange timer i forvejen før der kommer middagsgæster, og blot tages frem far køleskabet, når det er desserttid.

Opskrift på chokolademousse (4 personer)

Arbejdstid: 20 minutter + 3 timer til at moussen kan sætte sig

 

Ingredienser

1,25 æggehvide (1 bæger pasteuriseret)

3½ spsk sukker

4 æggeblommer (2 bægre pasteuriserede)

2 blade husblas

1 spsk kogende vand

3 dl piskefløde

170 g mælkechokolade (jeg bruger den fra Carletti – det passer også med antal gram)

Evt. ½ dl piskefløde til pynt og drys eller et frisk jordbær til pynt

 

Sådan gør du:

Kom husblassen i en skål med koldt vand.

Lav et vandbad og sæt chokoladen til at smelte herover.

Pisk æggehviden med 1½ spsk sukker til det er hvidt, luftigt og danner toppe, når du pisker igennem det. Der skal piskes forholdsvist længe og det er meget vigtigt at du bruger en helt ren og tør skål samt piskeris. Ellers vil hviden ikke kunne piskes op.

I en anden skål kommer du æggeblommerne og de resterende 2 spsk sukker. Pisk det lyst og luftigt, så du har en god æggesnaps.

Kog lidt vand i en elkedel og kom en spsk af det i et glas. Vrid straks herefter husblassen for vand og kom den i glasset. Rør med en ske til husblassen er smeltet og der ingen klumper er. Lad køle 2 minutter og kom 3 spsk af æggesnapsen ned i glasset og bland det hele forsigtigt sammen. Pisk det i resten æggesnapsen.

Nu hældes den smeltede chokolade langsomt i æggesnapsen imens der fortsat piskes.

I en tredje skål piskes flødeskummen til den er blød og luftig. Pas endelig på ikke at piske for meget. Den skal være lidt til den bløde side. Vend et par skefulde af flødeskummet i chokolade-æggeblandingen og derefter vendes resten af flødeskummet forsigtigt i af et par omgange.

Afslut med at vende æggehviden i og fordel herefter din mousse i 4 glas.

Sæt i køleskab i  mindst 3 timer inden servering (men gerne op til 12 timer før servering). Efter 1½ time i køleskab er moussen tilpas fast til at du kan pynte den med lidt flødeskum, overskårne friske jordbær eller nøddekrokant, chokoladedrys eller andet. Så kan glassene sættes tilbage i køleskabet og sætte sig helt, og du har en nem dessert der er helt klar til servering.

Jeg har her pyntet med hasselnøddekrokant og cappucinodrys.

TIP! Jeg foretrækker personligt at moussen ikke er alt for køleskabskold og fast i det når den serveres. Tag den derfor gerne ud af køleskabet 15-20 minutter før servering.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lær alfabetet med "ABC-leg"