Broccoli og kartoffel hapsere med ost til de mindste (+ 6 mdr.)

Æbleskiver

Der er nærmest ikke noget der hører sig mere til december end æbleskiver. Og de hjemmebagte smager altså bare SÅ meget bedre end dem man køber, og så er de altså også ret hyggelige at lave selv.

Hjemme hos os får vi altid æbleskiver om søndagen i adventstiden. De serveres med jordbærsyltetøj og puddersukker til (og til lyden af julemusik i radioen!).

Æbleskiverne er en dansk opfindelse, og nok noget der kun nydes her til lands. For århundrede tilbage nød man at vende store æblestykker i dej og stege dem – deraf kom æbleskiven til verden. I min opskrift foreslår jeg, at du holder den tradition ved lige og faktisk kommer små æblestykker i dejen. Prøv det – det kan altså noget.

Du kan dog naturligvis også bage dem uden.

Jeg elsker december og julehygge, og fra midten af november og frem er der fuld julestemning på min Instagram – følg med i julehyggen og bliv inspireret (KLIK HER).

Opskrift på æbleskiver (30 stk.)

Arbejdstid: forberedelse af dejen (10-15 minutter) samt bagetid

 

Ingredienser

4 æg

1½ spsk sukker

5,25 dl kærnemælk

330g hvedemel

1 tsk natron

1 knivspids salt

1 tsk kardemomme

1 tsk vaniljepulver

1 spsk citronskal (øko citron)

1 spsk citronsaft

40g  smør

Evt. et æble

Smør til stegning

 

Sådan gør du:

Start med at dele æggene, så du har hvider for sig og blommer for sig.

Hvis du ønsker at komme små æblestykker i dejen skrælles også æblet, kernehuset fjernes og æblet skæres i mundrette lidt aflange tern.

I en skål afvejes mel og blandes med sukker, natron, citronskal, vaniljepulver og kardemomme. Tilsæt æggeblommer, citronsaft og kærnemælk og pisk det hele grundigt sammen til der ingen klumper er.

Smelt smørret (f.eks. i mikroovn) og rør det i dejen.

I en anden (og helt ren og tør skål) pisker du æggehviderne til de bliver helt hvide og danner små toppe.

Vend nu forsigtigt hviderne i dejen.

Varm din æbleskivepande op og smør den med rigeligt smør. Dup panden lidt af for smørret med et stykke køkkenrulle.

Fyld hullerne næsten helt op (lad lige et par millimeter være fri) med æbleskivedej. Tryk et stykke æble ned i dejen. Når æbleskiverne begynder at blive en lille smule faste vendes de en halv omgang og der fyldes mere dej på. Når også denne side er bagt vendes de en sidste gang samtidig med at der hældes lidt dej ved under dem, så de nu vender på hovedet i forhold til da du startede. Se evt. billederne længere oppe.

Når æbleskiverne er runde og gyldne tages de af æbleskivepanden og opbevares i et fad eller lignende overdækket med sølvpapir og et viskestykke imens resten bages færdig.

Serveres straks herefter eller fryses.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Broccoli og kartoffel hapsere med ost til de mindste (+ 6 mdr.)