Gateau Marcel chokoladekage

Snackbarer med dadler og skovbær til de mindste (+6 mdr.)

Snackbarer med dadler og syrligt twist af skovbær – perfekte til madpakken eller som mellemmåltid.

Opskriften er egentlig udviklet til min yngste, men jeg skal sige fra mit barn på 5 år, at de er virkelig gode, og han vil gerne have dem med i madpakken i skole og fritidshjem. Så som mange af mine andre opskrifter på snacks, så kan de sagtens bruges som sundere alternativer til snacks til de større børn også.

Disse er mere faste i konsistensen end mine andre barer (dem der hedder “bløde” barer er mere smuldrende og krummede – lidt som skærekager). De er lidt et sted mellem en kage og en figenstang de her ift. konsistens. Derfor er de også nemme at skære ud i endnu tyndere stave/stænger end på billederne her og virkelig gode at skære ud i bidder til pincetgreb.

For flere gode opskrifter til de mindste og hverdagsinspiration følg mig på Instagram (KLIK HER).

Opskrift på snackbarer med dadler og skovbær (ca. 18 stk.)

Anbefalet alder: Fra 6 mdr.

Arbejdstid: 30 minutter inkl. ovntid

 

Ingredienser

2 æg

½ dl olie

½ dl vand

8 dadler – fjern stenene (gå efter dem der hedder noget med “juicy” og sælges i æsker i grøntafdelingen)

2 dl hvedemel

½ dl boghvedemel (eller anden fuldkornsmel)

½ dl grahamsmel (eller anden fuldkornsmel)

½ tsk bagepulver

1 tsk vaniljepulver

1 dl skovbær (meget gerne fra frost – men skal være optøet) – jeg sorterede i posen og tog kun ribs, blåbær og solbær

 

Sådan gør du:

Kom æg, olie, vand og dadler i en blender og blend til en jævn konsistens uden store klumper.

Hæld det over i en stor skål.

Bland mel, bagepulver og vanilje grundigt og vend det i ægge-daddel massen.

Fordel i en lille bradepande beklædt med bagepapir (form ca. 20×25 cm).

Fordel bærrene over dejen og tryk dem lidt ned i.

Bag ved 185 grader almindelig ovnvarme i 14-16 minutter til massen er fast. Du kan evt. stikke en trætandstik eller andet i for at sikre at dejen ikke klistrer fast.

Lad afkøle og udskær i passende barer.

Opbevaring og holdbarhed: 3-4 dage i køleskab i lukket beholder eller op til 3 mdr. i fryser.

2 kommentarer

  • Nikita

    Simpelthen en fantastisk opskrift, har virkelig fået den brugt mange gange efterhånden, både som snack til de store i madpakken, men også som en del af mellemmåltid til den lille.
    Vil lige sige, at du skulle prøve at skrifte de to halve dl af boghvedemel og grahamsmel ud med en dl mandelmel. (Jeg var nemlig løbet tør for de andre og måtte improvisere). Det kan virkelig anbefales, blev helt vildt lækkert og lidt mere dessert agtig, så hvis andre i familien går desert, kan den lille være med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Hej Nikita 🙂
      TUSIND TAK for din feedback på denne opskrift! Det gør mig så glad at høre.
      Og det lyder jo vanvittigt lækkert med mandelmel i – det må jeg også prøve! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gateau Marcel chokoladekage