4 x havregrød på en ny måde

Bløde og luftige fuldkornspølsehorn

Fuldkornspølsehorn behøver bestemt ikke at være en kedelig, tung og tør fornøjelse, selvom de har fået lidt ry for det. Og dit barn behøver heller ikke at bemærke, at det er en lidt grovere version af pølsehornet det har fået med i madpakken. De her har hverken min mand eller 6-årige søn hvertfald lagt mærke til ikke er 100% hvedemel. De er dejligt bløde og luftige og smager SÅ godt! Og så mætter de bedre og længere end traditionelle pølsehorn og indeholder flere fibre.

Jeg bager dem helst med fuldkorns ølandshvede og hvid hvede, men du kan også udskifte dette mel med f.eks. grahamsmel, speltmel eller anden fuldkornsmel. Det er helt op til dig og indholdet af dine køkkenskuffer.

Fuldkornspølsehornene her er små i størrelsen og passer perfekt i madpakken.

For flere gode opskrifter til de børnefamilien og madpakkeinspiration følg mig på Instagram (KLIK HER).

Opskrift på fuldkornspølsehorn (20 stk.)

Arbejdstid: 1 time og 45 minutter inkl. bagetid

 

Ingredienser

2½ dl kærnemælk (alternativt almindelig mælk, plantedrik eller yoghurt natural)

1½ dl friskkogt vand

1 tsk honning

25g gær

2½ dl hvid hvede fuldkornsmel

2½ dl fuldkorns ølandshvedemel

6-7 dl hvedemel

1 tsk groft salt

1 lille æg

2 spsk blødt smør (stuetemperatur)

7 pølser

+ sammenpisket æg til pensling og evt. ketchup hvis ønsket

 

Sådan gør du:

Kom kærnemælk og det varme friskkogte vand i en stor røreskål eller dejfad. Tilsæt honning og rør væsken og honning grundigt sammen inden du tilsætter gæret og også udrører det.

Tilsæt herefter de 5 dl fuldkornsmel (hvid hvede og ølands), salt, smør og ægget. Rør grundigt sammen til en klistret ensartet dej.

Herefter tilsætter du løbende hvedemelet indtil dejen er fast nok til at tage ud på bordet. Vurder hvor meget hvedemel du synes du har brug for – det KAN variere alt efter størrelsen på ægget du har brugt, det specifikke melmærke og hvis du har brugt andre fuldkornsmeltyper i starten af opskriften.

Ælt dejen grundigt igennem på et meldrysset bord. Det er vigtigt at dejen æltes så den bliver glat, smidig og elastisk, så du får glutennettet aktiveret i den.

Form dejen til en kugle, drys den med en lille smule mel på toppen og dæk den så med en opklippet frysepose og et rent viskestykke. Lad hæve i 45 minutter.

Rul dejen ud til en cirkel og del den i 20 trekanter (ligesom hvis du skar pizzaslices ud).

Del hver pølse i 3 og kom et stykke pølse på dejen (og evt. en lille klat ketchup) og rul så dine pølsehorn sammen.

Placer alle pølsehornene på en bageplade og pensl dem med en smule æg.

Lad dem efterhæve 10 minutter og bag dem så i en forvarmet ovn ved 190 grader varmluft til de er gyldne og lyder hule når du slår på dem med en finger. I min ovn skal de have 12 minutter.

Når de tages ud af ovnen dækkes de friskbagte pølsehorn straks med et rent viskestykke, så varmen og dampen fra dem indkapsles. Så bliver de dejligt bløde og får ikke en sprød/hård skorpe.

FRYSNING: Kan fryses.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

4 x havregrød på en ny måde