Kyllingedeller

Vores grønne stue

Det er længe siden, at jeg har delt et blogindlæg omhandlende vores hjem. Jeg har efterhånden delt mange af rummene i vores hus, men denne stue i huset – kaldt Den Grønne Stue – har jeg ikke vist frem endnu, selvom glimt af den ofte ses på mine instagramstories.

Vi har to stuer i vores hus: Den Blå Stue (hvor vi spiser og desuden har skrivebord og min mands bibliotek) og så er der Den Grønne Stue, som er placeret ud mod haven, vores soveværelse, to af børnenes værelser og så er der også adgang til vores bryggers derfra.

Den Grønne Stue fungerer desuden som udgang til vores store terrasse mod vest (se den terrasse ved at klikke HER) og så er det vores TV-stue.

Den er ikke så stor og selvom den ofte får lidt karakter af et gennemgangsrum, så er det et rum jeg holder meget af. Jeg kan godt lide, at vi har indrettet os sådan, at TV’et ikke er i vores primære stue (vi er i øvrigt også håbløst umoderne og har ikke mere end ét fjernsyn hjemme hos os).

Jeg elsker, at man fra denne stue kan træde direkte ud i haven og på vores vestvendte terrasse. Det nyder jeg og børnene hele sommeren, hvor døren ud til bare står åben og hus og have går i ét.

Det er min favoritstue at ligge på sofaen i, når der skal slappes af efter en lang dag med børnene. Min mand foretrækker at læse, imens jeg faktisk godt kan lide at se TV om aftenen. Vi har ikke en Ipad til børnene, så når de har “skærmtid”, så foregår det også i denne stue, hvor de ser tegnefilm.

Derfor er sofaen her også af en slags, hvor betrækket kan tages af og det hele kan vaskes. Der er blevet spildt både chokolade, is og syltetøj på den når børnene sidder i den og en gang imellem får lidt lækkert, og det er altså rart ikke at skulle være bekymret for det. Sofaen er fra IKEA og er i øvrigt det eneste møbel som vores hund må være i. Det benytter han sig også af – han elsker at ligge her og slappe af. Der er mange stole i rummet, som kan trækkes frem, hvis man er flere der ser tv, end der kan sidde i sofaen. Vi er jo efterhånden en lidt stor familie.

Som i alle øvrige rum i huset så har vi i stuen her masser af nips-ting og hvad man nok vil karakterisere som en lidt gammeldags indretning. Stuen er bygget op omkring den grønne farve, og så er der også brændte og gyldne nuancer. Mange ting er arveting eller vintagefund.

Det er et rum der har taget lang tid at indrette, men nu synes jeg faktisk at det er ved at være som jeg ønsker.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kyllingedeller