Krysantemum og trommestik

Det bedste aktivitetslegetøj til din hund

Jeg har måtte konstatere, at der er stor forskel på at have en lille pomeranian på 1,8 kg (vores tidligere hund Feddi) og en finsk lapphund på godt 18 kg.

En mellemstor hund som Carlo kræver mere; flere og længere gåtur, mere tid udenfor og at han får lov at “arbejde” med nogle ting. Derudover har han naturligvis en helt anden bidestyrke, så de legesager Feddi hyggede sig med, dem splitter han ad på 20 sekunder.

Derfor er jeg altså blevet kæmpe fan af produkterne af mærket “Kong”. Produkterne er i en slags blød og fleksibel plastik, der er ekstremt robust. Og at ens hund ikke mister interesse for deres produkter, det kan jeg også skrive under på. De her ting har Carlo haft det sidste halve år og han er meget begejstret for dem. Det er virkelig god aktivering til ens hund.

Nogle hundeejere laver ofte den fejlslutning, at deres hund skal udmattes fysisk – f.eks. gennem vild leg, langvarig kast af bold mv. – for at være velstimuleret og blive træt. Det er en misforståelse. Hunde skal gerne bruge deres snude og “de små grå”. Så får man en hund, der ikke er overstimuleret og opkørt – og som undlader at sætte tænderne i dørkarme, fodlister og tæpper.

Kongs produkter aktiverer hunden godt, fastholder deres interesse og ligger til rigtig fornuftige priser. Længere nede anbefaler jeg konkrete produkter og har linket til webshops, der forhandler dem. Hvis du mere er til at gå ind i en fysisk butik, så har både Maxi Zoo og Pet World store udvalg af Kong produkter.

Udover brugen af aktivitetslegetøj stimulerer jeg Carlo gennem gåture, hvor han virkelig kan få snuset igennem. Jeg træner også med ham dagligt – både konkrete øvelser/tricks og kontaktøvelser. Og så er der jo alt hans leg med Isak. De to er heldigvis rigtig gode til at afpasse vildskaben og tempoet i legen, så det er ikke vild “slås-leg” som potentielt kan køre Carlo uhensigtsmæssigt op. De er rigtig gode til bare at gå i haven sammen, ofte kun med en armslængde/halelængde mellem hinanden – helt i deres egen verden som jeg ikke behøver blande mig i. Det er dejligt det fungerer så godt. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan man får barn og hund til at fungere godt sammen (KLIK HER).

Fra venstre: Kong Goodie Bone // Kong Quest Foragers Quad // Kong Classic (rød large) // Kong Quest Star

Ovenfor ses produkter som jeg har erfaring med fra Kong.

Først og fremmest er der det, der hedder Goodie Bone – det røde kødben. Vær opmærksom på at Kongs produkter fås i forskellige størrelser alt efter din hunds størrelse, alder og bidestyrke. Her har jeg linket til den type, der anbefales til en hund på Carlos størrelse. Dette “kødben” er fantastisk fordi det IKKE kan gå i stykker – heller ikke selvom man har et ulvebid som Carlo. Det er et genialt legetøj som enten kan fyldes med en masse små kødben som stikkes igennem enderne i benet. De skal sættes så stramt/tæt, at hunden ikke kan trække dem ud, men virkelig skal på arbejde. På den måde holder disse ben 1-2 dage i stedet for 2-5 minutter. Benet kan også fyldes med vådfoder. Det kan nemt holde Carlo aktiveret en god times tid. Den anden dag kom jeg en rest kogt kyllingebryst i. Det var bestemt også en succes!

Det blå legetøj (med det mundrette navn “Quest Foragers Quad”) er ideelt til at fylde din hunds tørfoder i. F.eks. til aktivering om morgenen når du tager på arbejde. De forskellige rum i den har forskellig sværhedsgrad i forhold til at få godbidderne ud. Hunden får derfor tilpas mange succeser til at den fortsætter arbejdet med at skubbe, vende, bide og snuse til legetøjet.

Klassikeren fra Kong, den lille røde der ligner tre sammenvoksede bolde i forskellige størrelser, er også genialt hundelegetøj. Specielt på et flisegulv i et bryggers, hvis hunden opholder sig der i løbet af dagen, når man er på arbejde. Den fyldes med små godbidder (gerne hundens sædvanlige mad) som hunden skal forsøge at få ud. Det sjove ved det her legetøj (og hvorfor jeg ikke giver min hund på næsten 20 kg det i stuen..) er, at det “hopper” i uforudsete retninger, når hunden smider/taber/kaster det. Det med at kaste det lærer de ret hurtigt med det her legetøj.

Det sidste legetøj – den grønne stjerne – kan også fyldes med hundens tør- eller vådfoder. Igen er tanken, at hunden skal bruge sine instinkter for at søge efter maden og arbejde for det. I dette legetøj kan især vådfoder gemme sig i mange hjørner og kanter, og hunden skal både bruge poterne til at holde fast i legetøjet, snuden til at snuse sig frem til maden og tungen til at få det ud.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Krysantemum og trommestik