Millionbøf m. kartoffelmos

Millionbøf er en skøn hverdagsret, som både er nem at lave og som mætter godt. Selvom retten umiddelbart kan ligne en “kartofler og brun sovs”-ret, så er der faktisk en del grøntsager gemt i den i form af fintrevet gulerod og squash. Det giver en lækker konsistens, god smag og bidrager til at der kommer noget grønt i familiens maver.

Jeg serverer naturligvis med kartoffelmos til, og derudover også gerne rødbeder, lidt frisk persille og noget agurk.

Opskrift på millionbøf (til 4 pers.)

Arbejdstid: 40 minutter

Ingredienser

MILLIONBØF

2 spsk olivenolie

1 spsk smør

1 stort zitauerløg

350g hakket oksekød

100g gulerod, fintrevet

150g squash, fintrevet

125g tomatpure

2 dl kogende vand

½ terning okseboullion

1 spsk frisk timian, hakket

2 tsk stødt paprika

1 tsk kulør

0,75 ml piskefløde

½ dl mælk

1 spsk majsstivelse

Salt og peber efter smag

KARTOFFELMOS

1 kg spisekartofler

50g stykke knoldselleri/persillerod/pastinak (kan udelades)

½ dl piskefløde

½ dl sødmælk

50g smør

Salt efter smag

Sådan gør du:

Forbered grøntsager. Skyl, skræl og snit så de er klar.

Skræl kartoflerne og evt. selleri og skær dem i grove store stykker. Kom i en gryde og dæk dem med vand, læg låg med ventil på gryden og bring i kog. Kog kartoflerne møre imens du laver millionbøf.

Til din millionbøf skal du bruge en tykbundet mellemstor gryde. Varm den op og tilføj smør og olivenolie og løg. Steg løgene klare.

Tilsæt hakket oksekød og brun det af.

Tilsæt revet gulerod, squash, tomatpure, timian og paprika til gryden, og lad det hele stege til grøntsagerne falder sammen.

Bland en boullion af den halve boullionterning og 2 dl friskkogt vand, og kom det ved i gryden. Lad det hele simre godt sammen i 5-10 minutter uden låg på gryden.

Kom mælk og majsstivelse i en jævner og ryst det godt sammen til en jævning. Tilsæt til retten sammen med kulør og piskefløde og smag så til med salt og peber. Lad stå på komfuret imens du laver kartoffelmosen færdig.

I gryden ved de varme kartofler (vandet hældt fra) tilsætter du smør og lægger låget på til det er smeltet. Herefter pisker du kartoflerne med håndmixer og tilsætter sødmælk og piskefløde til at justere konsistensen med. Smag til med salt og server sammen med millionbøf.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *