Julekalender til børn: Juleskattejagt

Den her julekalender vil jeg godt garantere, at du ikke har set noget sted før!

Den er nemlig ret speciel og en idé jeg fik for et par år siden. Hos os besøger julemanden os ikke om dagen d. 24. december, som jeg ved mange ellers har tradition for. Derfor ville jeg gerne lave en skattejagt som skulle lede børnene hen til en lille gave som de dels kunne få den lange dag til at gå med og dels kunne udløse bare lidt af julespændingen fra morgenstunden.

Og så var det, at jeg tænkte: Hvad med at gøre det til en skattejagt der varer HELE december?

Det blev det.

Overraskelsen og nysgerrigheden var stor hos mine børn, da der om morgenen 1. december hang den her mærkelige nye julekalender med 24 små papirruller i. Da de fandt ud af hvad den gik ud på, så blev de virkelig fanget af det, og det var et sjovt indslag for dem hver dag frem til jul.

Gaven kan være det du tænker, at julemanden ellers kunne være kommet forbi med – en malebog/klistermærkebog, legetøj barnet kan bygge med selv eller andet de bliver glade for og som kan fordrive tiden lidt.

Kalenderen og spørgsmålene i den er en god anledning til at snakke mere om det julen egentlig handler om og hvorfor vi fejrer jul. Derfor har jeg en del spørgsmål med i den, som omhandler Jesus fødsel og kristendommen.

Sådan fungerer kalenderen

Kalenderen består af 24 små sammenrullede papirfirkanter som er tapet på et stykke snor de er hængt op. Jeg har hængt snoren op sammen med ranken af nisser her, men havde jeg ikke sådan en, så ville jeg finde en granguirlande eller andet lignende. På hver af rullerne er et synligt tal fra 1-24. Hver dag skal børnene finde og åbne dagens rulle (jeg sætter ikke rullerne i rækkefølge på snoren – de skal lede lidt).

Når papirrullen åbnes er der et spørgsmål som omhandler julen og 3 svarmuligheder. Bag på svarmulighederne er der nogle forskellige ord. Ordene giver ikke mening for sig, men den svarmulighed de vælger (forhåbentlig den rigtige) indeholder et ord som vil hjælpe dem hen til skatten. Dag for dag taper børnene de røde ord sammen i den rækkefølge de får dem. Til sidst har de et ark papir hvor der står:

“Nu er det denne søde, glade tid. Nisser på arbejde – Mon julen bliver hvid? Det ved I nok, når I har samlet dette brev til ende. Måske I da kan finde… en overraskelse under en [indsæt sted]?”

De sidste tre ord i skattejagten kan udskiftes efter ønske, så det passer med det gemmested du vælger til skatten den 24. december. Teksen kan selvfølgelig også varieres. Måske du er mere kreativ end mig.

Sådan laver du den

Du skal bruge: Hvidt papir, saks, kuglepen, rød blyant, tape, jutesnor og rødt gavebånd

Klip 24 stykker papir i firkanter á ca. 12×9 cm. Skriv spørgsmål på hver papirlap og klip tre snipper (2 klip) i bunden af hver papirlap. Lav 3 svarmuligheder som fordeles ud på de tre snipper. På bagsiden skriver du dagens ord på den snip med det svar, der er det rigtige (se billederne herunder).

I hvert hjørne af bagsiden skriver du den dato som papirlappen hører til (tallene 1-24). Rul sammen med papirsnipperne først, så de lukkes inde i rullen. Forsejl hverrulle med et lille stykke tape og derefter et stykke rødt gavebånd med sløjfe. Sløjferne tapes til jutesnoren, hvor alle rullerne fordeles på.

Så er skattejagten klar (husk bare at gemme gaven d. 24. om morgenen!)

Screenshot

Idéer til spørgsmål

Hvis kalenderen deles af flere børn i forskellige aldre, så er det en god idé at variere spørgsmålene lidt, så der både er nogle helt nemme svar til de små (hvilken farve er sne?) og lidt sværere til de større børn (hvilket af de fore evangelier er juleevangeliet en del af?). Måske man endda kan få de store børn til at skulle ud og finde en bog at slå op i og søge efter det rigtige svar. Man kan også vælge nogle spørgsmål, hvor barnet skal ud og undersøge noget i huset (hvor mange nisser er der i vores køkken?). Her er det selvfølgelig vigtigt at man så på forhånd har styr på dette og sikrer sig at der pyntes op med 5 nisser i køkkenet f.eks.

Spørgsmål kunne f.eks. være:

Hvilken slags træ danser vi om juleaften? (birketræ, grantræ, palme)

Hvordan lyder sangen “Dejlig er den himmel …” (blå, gul, rød)

Hvad er IKKE navnet på en julesmåkage? (orangeknas, brunkage, vaniljekrans)

Hvilken farve er Rudolfs næse? (lilla, gul, rød)

Hvad hedder musen der i en kendt julesang elsker at spille banjo? (Kurt, Søren, Jens)

Hvad spiser man normalt Juleaften? (And og flæskesteg, Hotdogs, Pitabrød)

Hvilken helgen fejrer vi 13. december? (Lucia, Sofia, Nanna)

Hvor mange nisser er der i vores stue? (vælg selv svarmuligheder)

Find den største engel vi har som pynt i huset. Hvilken farve er den? (vælg selv svarmuligheder)

Hvad fejrer vi Juleaften? (At vi får julegaver, At Jesus blev født, At det snart er nytår)

I hvilken by blev Jesus født? (Betlehem, Kolding, Rom)

Hvem fortalte Jomfru Maria, at hun var gravid og skulle føde Guds søn? (Rensdyret Rudolf, Paven, Ærkeenglen Gabriel)

I hvilket af de fire evangelier finder man Juleevangeliet? (Ingen af dem, Lukasevangeliet, Markusevangeliet)

Hvilken slægt kan Josef – Marias mand – føres tilbage til? (Kong David, Julius Cæsar , Kong Hans)

Hvad ledte de vise mænd på vej? (en fugl, en stjerne, månen)

Hvem fik ifølge evangeliet først besked fra englene om at Jesus var født? (tømrerne, hyrderne, bagerne)

Hvor mange adventssøndage er der i adventstiden? (1, 6, 4)

Hvad kommer man ovenpå risengrød? (kanelsukker, mynthesukker, chokoladesukker)

Hvad er der i risengrød udover ris? (øl, mælk, saftevand)

Hvor sidder nissen med sin julegrød, i sangen der handler om en sur nisse? (i kælderen, på loftet, i stuen)

Hvad bruger man normalt som næse på en snemand? (en agurk, en pastinak, en gulerod)

Hvad markerer Jesus fødsel også? (År 0, År 50, År 100)

I hvilken by boede Josef og Maria, da de drog mod folketællingen og Maria skulle føde? (Nazaret, Rom, Jerusalem)

Hvor bliver Jesus født? (i en butik, i en stald, i en have)

Hvem fandt på at opstille krybbespil? (Julemanden, Paven, Munken Frans af Assisi)

Find selv på flere eller andre spørgsmål. Tilpas sværhedsgraden, som du synes passer til dine børn/dit barn.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *