– OBS: Denne legeplads er midlertidigt lukket pga. renovering af stedets tag. Den forventer at åbne igen til september 2026 –
Hvis der da bare fandtes et sted man kunne tage hen og lade børnene lege helt gratis, når vinden rusker udenfor og regnen siler ned, og en traditionel legeplads derfor ikke er så tillokkende.
Og det gør der faktisk! Blegdamsremisen på Østerbro er netop en indendørs legeplads.
Helt perfekt når børnene skal slippes løs til at krudte lidt mere af end f.eks. de ellers hyggelige børneafdelinger på byens biblioteker tillader.
I den gamle remise, der tidligere husede byens sporvogne, er der masser af plads for børnene til at folde sig ud.
Udforsk sørøverskibet, gå på eventyr i de mange klatre-kravle områder og find på sjove lege med byggeklodser i skum. Der er desuden rutschebane, boldbane, svævebane, legehus og diverse køretøjer/gåvogne og finmotorisk legetøj.
Når man har fået nok af den mere fysiske leg, så er der mulighed for at trække sig til et af stedets værksteder. Det er små rum, hvor man kan fordybe sig i brætspil, krea/byggeaktiviteter eller man kan kigge ind til remisens smådyr (fisk, firben og mus boede i forskellige akvarier/terrarier sidst jeg var der).
Som med alle Københavns Kommunes bemandede legepladser, så er der pædagogisk personale tilstede i hele åbningstiden. De holder både opsyn og igangsætter også ofte aktiviteter for børnene. På den måde sikres en tryg legeoplevelse.
Bemærk at stedet har tidspunkter reserveret til børn 0-3 år, 0-6 år og 0-12 år – dvs. der er mulighed for at de helt små kan lege uden at blive tromlet af ældre børn.
Godt at vide om Den indendørs legeplads:
☑️Toiletter og pusleplads – barnevogne placeres udenfor i deres gård.
Husk regnslag til den og evt. lås
☑️Spiseområde med mulighed for at varme vand til flasker
☑️Skofrit område. Medbring gerne indesko eller sokker med dutter.
Min aldersanbefaling: 0-12 år
PRAKTISK INFO
HVOR: Blegdamsvej 132, 2100 København Ø
HVORNÅR: Midlertidigt lukket – forventes åbent igen september 2026
PRIS: Gratis

0 kommentarer