Anbefaling: Bondegårdslegepladsen (KBH)

På Bondegårdslegepladsen på Amager møder man både geder, kaniner, grise, heste og høns. Har man børn der primært vokser op i byen – og måske derfor ikke har mødt bondegårdens dyr ude i “den virkelige verden” – så er det et godt sted at komme hen og opleve disse dyr.

Legepladsen bliver også kaldt “Bonderen” og er faktisk en del af to legepladser (den anden hedder “Byggeren”), der sammen udgør “Remiseparkens bemandede legepladser”.

Denne legeplads har dyr og natur som fokuspunkter, hvilket dels kommer til udtryk i legepladsens opbygning omkring dyrene og dels i de aktiviteter som personalet på pladsen arrangerer.

Det er en legeplads man godt kan se har nogle år på sig, men det har bestemt også sin charme. Legepladsen er mere “naturorienteret” og ikke så strømlinet som andre legepladser i byen. Her er buske, store træer, små stier børnene kan udforske og sjove gemmesteder.

Området tiltaler nok mest de lidt yngre børn (2-7 års alderen er min vurdering). Der er ikke nogle høje og udfordrende klatretårne, men derimod to store sandkasser med vippedyr, lille rutschebane og et legehus. Der er også gynger, og så er der en masse sjove køretøjer, som børnene kan køre rundt på mellem dyrenes indhegninger. 

Det er muligt at gå ind og klappe gederne ligesom børnene kan være med til fodring og pleje af dyrene på udvalgte tidspunkter sammen med legepladsens personale.

Legepladsen udmærker sig i øvrigt ved at have MASSER af borde-bænkesæt, som man kan sidde og hygge eller spise ved, så tag endelig madpakkerne med.

Godt at vide om Bondegårdslegepladsen:

☑️ Delvist aflukket legeplads (der er hegn omkring men åbne indgange)
☑️ Bemandet med pædagogisk personale indenfor åbningstiden
☑️ Toilet og pusleplads
☑️ Borde og bænke til at nyde mad og drikke ved
☑️ Gode muligheder for skygge under de mange store træer på solrige og varme dage

Min aldersanbefaling: 12 mdr. – 7 år

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *