Mine 50'er inspirerede kjoler

Planlægning af aftensmad i en travl hverdag

Jeg må sige, at hverdagen (og virkeligheden!) har ramt os her efter juleferien, hvor jeg er begyndt at arbejde fuldtid.

Dagene er bare lidt mere presset og det hele kræver ekstra planlægning for at få det hele til at hænge sammen.

Efter i sidste uge at have haft styr på ABSOLUT ingenting, når det kom til aftensmad, så besluttede jeg, at det var tid til at jeg måtte gøre noget på den front. Jeg har egentlig altid lavet madplaner, men i december har det glippet fuldstændigt med dem. Kombinationen af et speciale der skulle skrives og den travle juletid med alle mulige arrangementer gjorde, at jeg ikke prioriterede det og bare tog tingene lidt som det kom.

Når man står som børnefamilie, hvor begge forældre har fuldtidsjob, er det ikke en god plan, at man ikke har nogen plan, og derfor dagligt skal stå i køen i fakta med et træt barn på armen klokken 16.45.

Jeg vil gerne kunne gå direkte hjem og have aftensmaden klar. Jeg vil gerne spise varieret, spændende og sundt. Og aftensmaden må helst ikke tage for lang tid at lave. 30-40 minutter er absolut max jeg vil bruge i køkkenet en hverdagsaften.

Hvis man gerne vil have sin hverdagsmad sat i system er der flere måder man kan gøre det på alt efter ens økonomi, tid og kreativitet med madplanlægningen.

Jeg giver dig i det følgende mine bud på, hvordan man kan indrette sig, så man slipper for daglige “hvad-skal-vi-have-til-aftensmad”-overvejelser og indkøb på vej hjem fra arbejde.

 

Handle ind i supermarkedet én gang efter madplan man selv laver

Meget simpelt: Du laver en madplan og liste over varer der dertil skal indkøbes. Du handler det hele samlet i supermarkedet på én gang.

Fordele: Klart den billigste af de tre løsninger jeg præsenterer her. Du har mulighed for at gå efter “spot-tilbud” og tilpasse madplanen herefter, når du står i supermarkedet. Stor valgfrihed i forhold til, hvad ugens mad skal bestå af. Du kan handle ind til alle ugens måltider.

Ulemper: Det er tidskrævende at skulle i supermarkedet, og indkøb til en familie til en hel uge kan både tage lang tid og være tungt at slæbe hjem, hvis ikke du har bil. Desuden kræver det, at du er kreativ og selv finder på forskellige retter fra uge til uge, og at du kan planlægge indkøb af varer, der går igen, så du minimerer madspild. Stor risiko for impulskøb, når du står i supermarkedet med alle de fristende tilbud rundt om dig.

 

Lave madplan og få dine indkøb leveret til døren

I denne model laver du også en madplan på egen hånd, men du sparer turen til supermarkedet og bestiller varerne til levering – f.eks. hos “Nemlig.com”.

Fordele: Du har selv styring med, hvad der serveres. Du slipper for at slæbe tunge indkøb og stå i et stresset og overfyldt supermarked, men kan stille og roligt hjemmefra foretage dine indkøb og få dem leveret til døren. Dermed sparer du en del tid og hvis du ikke har bil, er dette en super god løsning. Desuden slipper du for fristelserne til impulskøb og kan være langt mere målrettet.

Ulemper: Igen skal du selv være kreativ med madplanlægningen. Desuden koster varerne i et online supermarked nogle gange lidt mere og dertil kommer levering (typisk i prislejet 19-49 kroner). Nogle vil måske synes, at turen i supermarkedet er inspiration i sig selv, og kan godt lide at selv stå med varerne i hænderne – dette må du undvære her.

 

Bestille måltidskasser

Måltidskasser er blevet et hit hos mange familier og der er efterhånden mange forskellige udbydere og lige så mange forskellige typer kasser at vælge i mellem. Alt er pakket og parat og leveres til døren uden du selv skal tage stilling til hvad der skal serveres.

Fordele: Du slipper for at tænke på noget som helst. Varerne leveres til døren og hvert måltid er planlagt for dig. Du skal kun følge instruktionerne til den måltidskasse du har valgt og sætte dig til rette ved bordet. I de fleste kasser er måltiderne forberedt helt eller delvist på forhånd og varerne til de enkelte ting vejet af. Du har derfor her også en løsning hvor du bruger mindre tid på selve madlavningen, da noget af processen er klaret. Der er mange måltidskasser på markedet og du kan vælge en kasse specifik til vegetarer, hvis du ønsker at slanke dig, hvis I er børnefamilie eller hvis I ønsker at spise meget fisk.

Ulemper: Det er på sigt en dyr løsning. Selvom fordelene er mange og det er super nemt, så er det dyrt at spise på denne måde året rundt. Et måltid koster nemt 70-80 kroner pr. person + fragt. Det kan du altså købe rigtigt mange råvarer for. Derudover slipper du ikke for turen i supermarkedet, for du skal stadig handle ind til morgenmad og madpakker.

 

Jeg var fristet til at melde os til en af de der måltidskasser – det må jeg ærligt indrømme. Men dels vil det tage glæden i madlavningen fra mig og dels synes jeg, at det er en ekstremt dyr løsning.

Derfor er jeg gået tilbage til mine madplaner, men jeg har besluttet at få mine indkøb leveret til døren og altså slippe for turen i supermarkedet.

I den kommende tid vil jeg dele mine erfaringer med, hvordan det fungerer, mine tips til at lave en god madplan og mine madplaner fra uge til uge.

Hvordan gør I derhjemme med aftensmad i hverdagen?

Del meget gerne dine erfaringer i kommentarfeltet.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine 50'er inspirerede kjoler