Cookies med pekannødder og chokolade

Nu skal foråret ind i stuen

Nej, julen varer altså ikke lige til påske herhjemme .. Trods alt.

For et par uger siden gemte jeg de sidste vinter/juledekorationer væk og sidste weekend røg så julestjernerne ud af den blå stue, så det eneste der står tilbage og minder mig om den forgangne årstid er en skål grankogler på stuebordet. De er simpelthen så fine og smukke, og jeg skal lige have fundet ud af, hvad der skal være i stedet for dem i skålen. Måske hjemmemalede påskeæg..?

Du kan se, hvilke vinterdekorationer jeg bl.a. har haft stående LIGE HER  (den fine glitrende skovbund står faktisk også i vores soveværelse endnu – det er altså nogle dekorative indslag der kan benyttes meget længe henover vinteren, som du finder på dette link).

Juleroserne i den blå stue blev udskiftet med – meget passende – blå hortensiaer i de fine hvid-blå potter. Hortensia er min absolutte yndlingsblomst, også selvom den har en kortere levetid i stuen og er en forholdsvis svær plante at have inde i et radiatoropvarmet rum.

Jeg omplanter altid mine hortensiaer, så de får frisk og rigeligt jord. Derudover stiller jeg dem et sted, hvor de får et par timers sollys om dagen uden, at det bliver for meget. Hortensiaer indenfor skal have forholdsvist meget vand. Ellers kommer de hurtigt til at “hænge”. Omvendt må de heller ikke få FOR meget vand, for så risikerer man, at det våde rodnet rådner. Der er tale om en meget fin balancegang.

I de potter du ser her, som vel indeholder 1,5-2 liter jord, giver jeg 1 dl vand morgen og aften. Begynder de at hænge giver jeg straks vand og stiller dem udenfor et par timer i skygge. Så er det min erfaring, at de retter sig.

Da vi fornyeligt var i Lund faldt jeg over en blomsterbutik med de yndigste, lave fletkurve. Kurvene brugte butikken til at udstille små stueplanter i, og normalt var de ikke til salg. Men den flinke pige i butikken solgte mig alligevel en af kurvene (og så for nærmest ingen penge – kun 40 svenske kroner). Den fyldte jeg i weekenden med et mix af hvide blomster og stedsegrønne planter fra min lokale blomsterbutik.

Et lille tip herfra, hvis du falder over en lignende lav kurv eller måske har en stående derhjemme.

Jeg har den stående midt på spisebordet i stedet for en buket blomster, hvor den udgør et mere langtidsholdbart blomsterindslag. Det er helt klart en måde jeg skal “style” blandede blomster og planter på igen.

På billedet ovenfor af spisebordet kan man i baggrunden ane, hvor trætte mine julestjerner var ved at være. Men de har altså også stået i mange måneder, så jeg synes bestemt, at de har holdt godt ud.

I det hele taget har jeg forsøgt at få mere grønt og lyst ind i rummet, og jeg er faktisk utrolig begejstret for den kontrast det lyse grønne giver i den ellers gennemgående blå stue.

3 kommentarer

  • Anette Ninon

    🍃🌸🍃tak for din tid🍃🌸🍃
    Det er smukke Potter

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette Ninon

    De tre fine krukker med blå blomster, hvor har du fundet dem?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Theresa Lange

      Dem fandt jeg efterladt i vores drivhus, da vi overtog huset. Så jeg kan desværre ikke lige tippe om hvornår de er købt. Har også lige tjekket bunden af dem og der er intet stempel eller firmanavn desværre. Jeg vil snart lave et indlæg om tip til sider med smukke potter og krukker.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cookies med pekannødder og chokolade