Blandet rød saft (vindruer, jordbær, æble, pære og blomme)

Vores blå stue – del 1

Glimt af vores blå stue i indlæg her på bloggen og på min instagramprofil har gjort at et særskilt blogindlæg om denne stue har været meget efterspurgt. Så her kommer et om det vi derhjemme omtaler som “den blå stue” (I kan helt sikkert gætte hvorfor bare på det første billede her…). Det er meget praktisk, at kalde den det, da vi faktisk har en stue mere. Den omtaler vi som “den grønne stue” (den er indrettet med grønne nuancer).

Vores hjem er alt andet end det moderne hjem i ny nordisk stil – ja, faktisk vil jeg mene det er det diametralt modsatte. Vores hus er et gammelt hus fra 30’erne og indretningen ligger nok også tættere på det årti end i dag. Det kan man jo så mene om, hvad man vil – nogle vil synes den blå stue er smuk, andre kunne nok ikke forestille sig at bo sådan.

Modsat tidens tendenser er den indrettet med et farvet/mønstret tapet på alle vægge, mørke gulve og møbler, vintage skåle, fade og vaser (mest arvestykker) og malerier (i massevis) i naturalistisk stil.

Og så er der sofaen og lænestolene i velour og de hvide møbler, der bryder det mørke træ og det blå: Tendenser man også kan spore i tidens trends indenfor boligindretning, hvor især velour hitter og de hvide møbler nok aldrig går helt af mode igen.

Den blå stue fungerer to-delt; i den ene ende har vi den egentlige stuedel imens vi i den anden ende har vores spisestueafdeling, hvor der også er åbnet op til køkkenet med to franske døre. Det er spisestue-enden jeg i dette indlæg vil fokusere på (simpelthen fordi det ellers bliver for langt og mange billeder – nederst i indlægget kan du klikke dig videre til “del 2”).

Jeg vil beskrive stilen i stuen som klassisk retro- og vintageinspireret stil (nogen vil nok bare sige “gammeldags”).

Jeg kan godt lide at vores indretning er unik, og selvom det for mange nok godt kan virke overvældende og lidt dristigt at indrette en hel stue i farver, så synes jeg, at det er endt med at fungere virkelig godt. Jeg planlægger i et senere indlæg at skrive om, hvordan man indretter med farver og binder indretningen sammen, så helhedsindtrykket bliver smukt og harmonisk (og ikke rodet!). Det er dét jeg har stræbet efter med vores indretning.

Stuen bærer også præg af, hvilken slags familie vi er. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er gift med en konservativ sønderjyde og at den historie Sønderjylland har (begivenhederne i 1864, genforeningen i 1920 og en generel stærk nationalfølelse) kommer til udtryk i stuen. Jeg tvivler f.eks. på at ret mange har hele tre billeder hængende af Christian X i deres stue, men det har vi altså. For min mand har han nærmest heltestatus, fordi han fik Sønderjylland tilbage til Danmark.

Min mand er også katolik og officer. Det er også ting der kommer til udtryk i vores indretning med symboler og gamle soldaterbilleder fra min mands familie.

Og så er der alle de ting der hører til min historie: min oldemors stel og pynteting, malerier fra mit barndomshjem og ting fra mine bedsteforældres hjem. Jeg elsker, at der er en mening og historie bag tingene i den stue, og at hver gang jeg dækker bordet med det gamle stel eller laver en blomsterdekoration i en af de gamle krystalskåle, så tænker jeg på min oldemor, som gjorde præcis det samme (ting der også var hendes “hobby” – blomster, have, madlavning og at samle familien). Det er historien, der gentager sig – generation for generation – og det er noget af det jeg elsker mest ved den blå stue: at den binder det sammen vi er som familie og der hvor vi kommer fra.

I spisestuedelen finder man vitrineskabet fyldt med min oldemors porcelæn og porcelæn/stel jeg selv har samlet.

Jeg elsker Royal Copenhagens musselmalede riflede stel, som vi ofte bruger til hverdag og min oldemors stel med guldkant, som vi bruger til lidt finere lejligheder.

KLIK HER – GÅ VIDERE TIL DEL 2 OM DEN BLÅ STUE

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blandet rød saft (vindruer, jordbær, æble, pære og blomme)