Gode indkøb til vinterbaby

Pistaciestang

Pistacie er en favorit hos mig både i bagværk, konfekt og is! Og disse pistaciestænger er super nemme at gå til og smager fantastisk!

For mig er pistaciestangen i wienerbrødsfamilien, selvom der jo her ikke er tale om en rigtig wienerbrødsdej. Den er lavet af en bløddej, og derfor beslægtet med kanelstangen og vandkringlen.

Bagværk som for mig er klassisk, men nok ikke helt “fint nok” til at få en plads på hylderne i de moderne københavnske bagerier, hvor jeg qua min adresse er endt som kunde de seneste år. Da jeg som helt ung pige arbejdede i et jysk bageri- og butik (som ikke var en del af nogen kæde) var der altid pistaciestænger til 29 kroner.

Og de lignede disse..

Opskrift på pistaciestænger (2 stk.)

Arbejdstid: 2 timer (inkl. hævning, ovntid og afkøling så stangen kan pyntes)

 

Ingredienser – dej

3 dl let- eller sødmælk

50g smør

4 spsk sukker

½ tsk salt

1 tsk kardemomme (m. top!)

1 tsk vaniljesukker

50g gær

1 æg

600g hvedemel

 

Ingredienser – pistaciefyld

1 brev vaniljecreme (f.eks. Dr Oetker eller Tørsleffs)

Mælk efter anvisning på vaniljecremen – dog kun halv mængde!

100g rigtig smør (stuetemperatur)

400g Odense dessertmasse med pistaciesmag (i alt to poser)

 

Pensling: 1 sammenpisket æg

Pynt: Tyk hvid glasur og hakkede usaltede pistaciekerner

 

Sådan gør du:

Lun mælk og smør i en lille tykbundet gryde.

Hæld den lune blanding i et stort dejfad og udrør sukker, salt, kardemomme, vaniljesukker gær. Rør til gæret er helt opløst.

Afvej melet og tilsæt halvdelen af det. Tilsæt derefter ægget og langsomt resten af melet. Rør til dejen bliver fast og hæld den ud på et meldrysset bord. Ælt dejen fast og smidig og form den til en kugle. Dæk den med et rent viskestykke og lad den hæve i 45 minutter.

Imens laver du fyldet til dine pistaciestænger: pisk vaniljecremen efter forskriften, men tilsæt dog kun halv mængde mælk. Dette gør cremen bagestabil, så du får en flot pistaciestang (hvor fyldet ikke ender ude i bradepanden…). Til 2 stænger bruger jeg ét brev vaniljecreme fra Tørsleff (á 90g) og pisker den med kun 200ml mælk. Lad cremen stå i køleskab 10 minutter og tag den ud.

Bland cremen med det helt bløde smør.

 

Slå dejen til dine pistaciestænger ned og del den i to. Rul hver klump dej ud til et rektangel på ca. 30 x 40 cm.

Smør først vanilje-smør-cremen ud på dejen og fordel derefter pistaciemassen ovenpå. Fordel det så jævnt som muligt – men det behøver ikke være pænt.

Rul dejen sammen (de to lange sider mod hinanden) så du har en rulle, som du normalt ville skære kanelsnegle af.

Nu skal du få dejrullen til at ligne en pistaciestang! Klip halvt ned i stangen med ca. 2 centimeters afstand og træk stykkerne skiftevis til hver side.

Se billederne nedenfor her:

Pensl stængerne med sammenpisket æg og bag dem i en forvarmet ovn ved 185 grader (over-under varme) i 20 minutter.

Når stængerne tages ud dækkes de med et viskestykke de første 5 minutter. Så bliver de bløde og svampede. Lad dem herefter afkøle helt inden du pynter dem med hvid glasur og hakkede pistaciekerner (eller andre nødder efter smag og indhold i køkkenskabe).

TIP! Dessertmassen med pistacie kan i den ene af stængerne udskiftes med kanelsukker. Så har du den lækreste kanelstang.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gode indkøb til vinterbaby