Grove madpakke baguettes

Hjemmebagt brød er en vinder her hjemme – også i madpakken!
Her får du opskriften på lækre og mættende madpakke baguettes. Du kan bage 8 lidt større som her (passende til madpakken for teenagere/voksne) eller lave 12-16 lidt mindre baguettes til det yngre barn.
Straks brødene er bagte (og kølet lidt af) fryser jeg dem ned og tager op efter behov aftenen før de skal bruges i madpakken. Om morgenen luner jeg dem gerne lige 15 sekunder i mikroovnen inden de smøres. Så er de som friske.
Jeg smører dem med mayo (hos os er favoritten Hellmanns!) og tilføjer sprød salat og grønt samt yndlingspålægget hos den baguetten er til.
Opskrift på grove madpakke baguettes (8 stk.)
Arbejdstid: ca. 2 timer (inkl. hævning og ovntid)
Ingredienser
4 dl lunt vand (kogt vand der er afkølet)
½ dl smagsneutral olie (raps- eller solsikkeolie)
25g gær
2 tsk salt
1 spsk sirup eller honning
300g manitobamel (du kan også bruge hvedemel)
250g groft mel (jeg har her brugt 100g rugmel og 150g grahamsmel, men vælg det fuldkornsmel du lige har stående)
Æltning: manitobamel efter behov
Pensling: vand
Drys: hørfrø
Sådan gør du:
Kom vand, gær , sirup og olie i et dejfad og udrør gæret grundigt.
Tilsæt manitobamel, grovmel og salt og rør dejen sammen. Hold lidt igen med melet.
Når dejen er fast nok tager du den ud på køkkenbordet og ælter den til den er smidig og luftig. Tilsæt evt. lidt mere manitobamel, hvis du føler dejen er for klistret.
Saml dejen til en kugle og dæk den med et rent viskestykke. Lad den hæve 1 time på køkkenbordet.
Slå dejen ned og del den i 8 lige store stykker.
Form til baguettes og placer på en rist til at bage baguettes (hvis du ejer sådan en) eller på en almindelig bageplade beklædt med bagepapir.
Snit dine baguettes med en skarp kniv og dæk med et viskestykke. Lad dem efterhæve i 20 minutter.
Pensl med lunt vand og drys med sesamfrø.
Bag i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i 12-15 minutter.
Ingen kommentarer endnu