Grove madpakke baguettes

Barsel når man har børn i forvejen

Jeg vil vove at påstå, at stort set alle gravide kvinder begynder at tælle ned til deres barsel, når de går ind i tredje og sidste trimester.

Retteligt hedder det jo egentlig “graviditetsorlov” den første tid af den samlede barsel. Det er den tid fra kvinden går fra på arbejde og til kvinden føder. Nogle kan gå fra 8 eller 6 uger før terminsdatoen, imens andre kan gå fra 4 uger før. Det afhænger af den enkeltes ansættelsesforhold og -vilkår.

Og jeg forstår godt, at man begynder at se frem til den dag man går fra på arbejde. Det er hårdt arbejde at være gravid – særligt i den sidste del af graviditeten.

Selv har jeg ikke haft de store gener i løbet af graviditeterne med hverken Isak eller lillebror. Kun hvad jeg vil betegne som absolut normale og forventelige gener/følger af en graviditet.

Alligevel var jeg også ved at være klar til at trække mig tilbage, få helt ro på, restituere lidt ekstra og forberede mig på babys ankomst og fødsel, da jeg kunne gå fra.

I forhold til barsel er der dog én ting, der har ændret sig fra sidst: jeg har en 4-årig i forvejen.

Han går jo egentlig i børnehave, men jeg har rigtig gerne ville have ham så meget hjemme som muligt. Både fordi at det føles mærkeligt at aflevere sit barn til andre, når man selv er hjemme, men også fordi jeg virkelig gerne vil være så meget som muligt sammen med ham.

Samtidig har jeg dog også haft et virkelig lavt energiniveau de sidste par uger af graviditeten. Jeg har haft MANGE ambitioner for, hvad jeg gerne ville og skulle nå inden lillebror kom. Jeg har også ønsket at bruge masser af tid med Isak. Men jeg har virkelig været træt.

Det er  bare noget andet at gå på barsel 2. gang. For der er et barn mere at tage hensyn til. Som måske kalder om natten, som vågner tidligt, som skal have morgenmad og sendes i børnehave og hentes igen. Som forudsætter, at rutinerne i familien ikke ændres fuldstændigt, men at der stadig er fælles aftensmad kl. 18.

Og så må man jo finde en balancegang, der fungerer for netop en selv og de omstændigheder og forudsætninger der er.

Hvor jeg op til fødslen af Isak kunne fokusere 100% på mig selv og mine egne behov for hvile – sove til kl. 8-9 stykker, få en lur sent på eftermiddagen, droppe madlavning og bare spise knækbrød kl. 20 – så har jeg denne gang haft en familie at tage vare på også.

Jeg er derfor stået op sammen med Isak og min mand hver dag kl. 6.15, har lavet morgenmad til dem og fulgt Isak i børnhave. Derefter har jeg haft ca. 5-6 timer derhjemme selv inden Isak igen skulle hentes, og så har der skulle laves aftensmad, puttes barn og alle de sædvanlige børnefamilierutiner.

I starten af min barsel havde Isak nogenlunde “normale” dage fra kl. 8-15.30 tiden – enkelte dage blev han hentet meget tidligt og ind i mellem snuppede vi også en hel fridag sammen. Hans børnehave ligger 5-10 minutters gåtur fra vores hus, så det er dejligt nemt at både hente og bringe.

Vi har fornyligt valgt, at Isak skal have en deltidsplads i børnehaven imens jeg er hjemme med lillebror. Dette er han netop startet i før jul, og vi har dermed taget et aktivt valg om, at han ikke skal særligt meget afsted.

Mest af alt ville jeg gerne have holdt ham helt hjemme, men jeg må også erkende, at han er 4½ år gammel og vant til at møde sine kammerater i børnehaven hver dag og have det sociale liv, som børnehaven trods alt giver. Han elsker sin børnehave. Så den kan jeg heller ikke tillade mig at tage fra ham. Og jeg er også MEGET tilfreds med den børnehave han går i (på trods af den debat, der har været om daginstitutionerne i 2019). Hvis ikke havde barslen været en god anledning til at sige et fuldstændigt “farvel” til institutionslivet for ham. Men sådan er det ikke hos os. Og han har også nået en alder, hvor det at tage ham ud af børnehaven i mine øjne vil give et unaturligt opbrud inden han snart skal starte i skole. Derfor har vi valgt at gøre det på denne måde. Han afleveres sent og hentes tidligt. Derved har han nogle gode timer til leg i børnehaven og spiser frokost derhenne med sine venner inden, at jeg henter ham.

 

Nu er det juleferie, og jeg er VIRKELIG spændt på, hvordan det bliver, når vi skal til at have en hverdag på barsel med Isak delvist hjemme og et spædbarn på armen.

Barsel 2. gang er anderledes må jeg konstatere. Fordi det ikke kun handler om baby, men om en hel familie.

LÆS OGSÅ: Fra 3 til 4 – mine tanker under graviditeten om at skulle være en familie på fire

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grove madpakke baguettes