Min fødselsberetning – Adam (del 1)

Jeg vil her dele beretningen om min 2. fødsel; nemlig fødslen af lillebror Adam.

Fødslen af Adam endte med at blive en noget anderledes oplevelse end min første fødsel og noget anderledes end jeg havde forventet. Men det var en god og tryg fødsel. Det er vigtigt for mig at sige.

Jeg havde troet (og lidt frygtet) en lynfødsel hjemme stuegulvet, da Isaks fødsel gik meget hurtigt. Det blev det dog ikke. Men det blev heller ikke en som sådan langstrakt fødsel. Den varede 5 timer fra ankomst på sygehuset til han var ude.

Jeg fik også lov at gå over tid denne gang. Isak er født 39+1. Adam er født 40+4.

Man siger, at ikke to fødsler er ens. Det kan jeg skrive under på. Mere om det nedenfor her.

Jeg skal gøre opmærksom på, at mit fødselsforløb er det man vil kategorisere som den absolut ukomplicerede fødsel. 

Hvis du er gravid og gerne vil læse om en fødsel, så skal du ikke være nervøs for at læse videre her. 

For dette er beretningen om “den gode fødsel” – altså hvor alt skrider planmæssigt frem og der ikke opstår komplikationer.

 

En drilsk baby – føder jeg nogensinde??

Lillebror snød mig en enkelt gang, hvor jeg troede, at NU VAR DET NU, og at fødslen var ved at gå i gang. Der var jeg 38+5 og fik, hvad jeg stadig den dag i dag er overbevist om var en slags veer. Det varede nogle timer, og jeg nåede selvfølgelig lige ind forbi fødemodtagelsen (og følte mig rigtig fjollet). Det gik det (hvad end det så var) helt i stå af.

Jordemoderen der tog imod mig var enormt sød og omsorgsfuld. Man skulle bestemt ikke føle sig “dum” eller “fjollet” at komme ind til et tjek, når noget afveg eller føltes anderledes. Det gjorde de meget ud af at fortælle mig.

Jeg blev tjekket (og var 2 cm åben). Lillebror i maven blev tjekket. Alt godt. Men altså ingen aktiv fødsel. Jeg var dog lidt åben, så det var ikke til at sige om jeg ville gå rigtigt i fødsel .. eller der ville gå længe endnu. Det endte med det sidste.

 

Et arbejde med at flytte fokus

Efter den snydeoplevelse kunne jeg ikke undgå at føle mig lidt dum og fjollet. Kendte jeg ikke min krop godt nok? Kunne jeg virkelig ikke huske, hvordan rigtige veer føltes? Hvorfor kom han ikke bare ud? Skulle jeg nu til at gå over tid ligefrem? Hvad nu hvis jeg skulle sættes i gang?? Åhhh .. jeg ville for ALT i verden ikke blive sat i gang medicinsk. Det ville bare ende med, at det ene indgreb tog det andet, og pludselig var MIN FØDSEL som jeg kendte fra Isak taget fra mig. Tankerne kørte rundt i mit hoved efter den oplevelse.

Så jeg sendte en besked til Heidi, som straks inviterede forbi hende til en lille snak og “fødsels nulstilling”.

Vi fik snakket om det, der var sket. Og vi fik snakket om forskellige ting, der var sket op til min graviditet.

Vi fik sammen fjernet alle blokeringer og negative følelser/tanker ovenpå den tur på fødemodtagelsen.

Og så fik vi flyttet fokus hen på lillebrors fødsel og visualiseret den og de ting jeg glædede mig til. Heidi lovede mig, at jeg ville føde omkring termin og at det blev uden igangsætning. Det lavede hun en aftale med min gravide mave om, at sådan skulle det selvfølgelig være. Og sådan blev det.

 

Veer natten til juleaften

Den 23. december om aftenen skete der noget. Jeg begyndte igen at føle “noget” jeg genkendte fra min første fødsel som vesmerter. Smerten startede i lænden, byggede sig op, blev stærkere, toppede og ebbede ud igen. Som en bølge der bygger sig op og skyller ind over en og så fortager sig igen.

Jeg fik pludselig et virkelig stort behov for, at min mand, Alexander, skulle være tæt på mig – vi skulle bestemt ikke sidde i hvert vores rum den aften men være sammen om noget. Da Isak var puttet satte vi derfor et afsnit af ‘Rejseholdet’ på og satte os til rette i sofaen med masser af puder og en dyne og dæmpet belysning. De spæde veer fortsatte. De varede ca. 45 sekunder og kom med 4-7 minutters interval. Sådan fortsatte det.

Jeg gjorde som Heidi havde forberedt mig på. Sagde til min krop igen og igen, at jeg var klar, men også at det var fint nok hvis det ikke var nu. “Det er okay, hvis det sker nu”. “Jeg er klar”. “Giv mig nogle gode veer, jeg skal nok tage imod” lå jeg med semilukkede øjne og sagde til mig selv imens ‘Rejseholdet’ kørte på tv’et, dynen var puttet godt op omkring mig og min mand nussede mine fødder.

Da afsnittet var slut, besluttede vi at gå i seng. Jeg tog et par panodiler at sove på og lukkede mine øjne kl. 22 og droppede at holde øje med veerne. Panodilerne hjalp mig til at få lidt god søvn fra de spæde veer. Jeg var smertedækket og sov sådan til kl. 1. Der vågnede jeg af en virkelig kraftig ve. Jeg lå lidt med min telefon og en ve-tæller tændt. Jo, der var skam stadig gang i dem. Ca. 5 minutter i mellem og nu lå de stabilt på at vare 1 minut.

Jeg listede ud af sengen og ned på vores store badeværelse, hvor jeg tog et langt varmt brusebadbad. Masser af varmt vand på min nu ret ømme lænd. Veerne begyndte at bide til, og jeg tog noget tøj på. Jeg skulle nu ind i mit fokus for at håndtere dem, hilse dem velkommen og ikke spænde imod. På det her tidspunkt kunne jeg stadig nemt bevare fokus og håndtere veen og smerterne. Åndedræt. Mindset. Det var begyndt at blive hårdt, men stadig overkommeligt. Jeg satte mig op på sengen og Alexander var allerede vågen. Jeg sagde til ham, at jeg synes vi skulle ringe til fødemodtagelsen. Det aftalte vi. Men inden jeg gjorde det målte jeg tre veer mere på min vetæller. Tog imod veerne. Arbejdede med dem. De varede nu konstant 1 minut og der gik 3 minutter i mellem dem. Jo, de var kommet for at blive, det var jeg nu sikker på, og vi ringede til fødemodtagelsen, som gerne ville se mig.

 

Afsted mod fødemodtagelsen

Vi kunne ikke med det samme få fat på nogen til at tage Isak. Klokken var 03.30 om morgenen den 24. december, og jeg tror ikke at nogen lige var klar på at det kunne ske DER, og vi ringede derfor forgæves rundt.

Vi endte med at give Isak noget tøj på, pakke hans dyne, en figenstang og müslibar og en jumbobog. Så måtte vi se, hvad løsningen blev på vej derind!

Veerne fortsatte og det var rigtig gode veer som ikke lod sig påvirke af at der nu skete hele to miljøskift for mig ret hurtigt; først ud i en kold bil og derefter ind på et hospital med masser af kunstigt lys. Det var ellers ting jeg inden da havde været nervøs for kunne påvirke min fødsel og standse den. Tryghed er virkelig vigtigt når man skal føde, men veerne tog for alvor til da jeg kom til sygehuset. Det var som om, at min krop vidste, at den var et sted, hvor det var “OK” og sikkert at føde. Jeg havde pludselig meget slemmere veer og det tog lang tid at få kæmpet sig op til fødemodtagelsen. Isak tog det helt fint. Han ville holde mig i hånden .. og så pludselig ikke alligevel. “Nu er din hånd altså LIDT for svedig mor” sagde han. Og det var OK.

Jeg kom alene ind på en modtagestue og blev undersøgt. Jeg og Alexander blev enige om, at Isak ikke skulle med ind og se sin mor blive gynækologisk undersøgt. Vi havde stadig ikke fået løst pasning af Isak, men jeg formåede at skubbe den del helt væk fra mig. Det var min mands opgave at tænke på. Og hvis ikke det blev løst, ja, så måtte Isak jo bare se sin lillebror blive født. Det var jeg helt afklaret omkring.

Jordemoderen spurgte ind til mine veer, vandafgang og hvordan jeg havde det. Jeg forklarede hende, hvor længe jeg havde haft veer, at der ikke havde været vandafgang og at jeg havde det fint, men at nu var det virkelig begyndt at tage til med de veer. Vi måtte også holde nogle pauser undervejs i undersøgelsen, fordi jeg havde veer. Hun kunne dog hurtigt konstatere, at jeg var 6 cm åben og i aktiv fødsel.

“Juhuu!!!” tænkte jeg imens hun gik ud og meddelte de gode nyheder til Alexander.

Nu var kampen rigtig fløjtet i gang og jeg var SÅ klar til at føde. Det lyder måske underligt, men jeg så det virkelig som en kamp jeg skulle ind at vinde. Men heldigvis i noget jeg vidste fra sidst, at jeg var god til. Nu skulle jeg “bare” gøre alle de ting jeg vidste kunne bevare mit gode fødselsfokus. Vigtigst af alt skulle veerne håndteres. Jeg skulle være i kontrol med dem, og de måtte ikke få lov at overtage min krop fuldstændig.

Vi skulle ned på en fødestue, og jordemoderen der skulle hjælpe lillebror til verden fulgte os alle tre derned. Isak gik naturligvis med. Jeg måtte flere gange stoppe op på grund af veer, så det tog lidt tid at komme ned på stuen. Hver gang jeg fik en ve, forklarede jeg Isak, at det bare var fordi, at mor er ved at føde en baby/lillebror, og at det var HELT naturligt det der skete lige nu.

“Det er bare fordi mor skal føde lillebror, min skat, han siger at han vil ud til os”

Det tog Isak til efterretning ganske roligt. Mest af alt snakkede han løs om alt muligt med julegaver, Paw Patrol og hvad lillebror skulle hedde. Det fik et smil frem hos os alle – også jordemoderen.

 

–> KLIK VIDERE TIL DEL 2 HER