Pasta marinara

Lav denne ret med dine favorit skaldyr eller hvad supermarkedet lige inspirerer til. Nem og lækker pastaret med cremet tomatsauce og smag af hvidløg, basilikum og frisk citron. Server med et italiensk inspireret baguette til og lidt smør til brødet.
Husk at hvis du bruger skalddyr fra frost, så skal du tage det op om morgenen og lade tø i køleskabet i løbet af dagen.
Opskrift til 2 voksne og 2 børn
Arbejdstid: 30 minutter
Ingredienser
250g tørret pasta
250g skalddyr – jeg har her brugt et mix af rejer og kammuslinger
1 spsk smør
½ dåse hakkede tomater
50ml madlavningsfløde
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
200g cherrytomater (skåret i halve)
250g champignon (skåret i kvarte)
½ rødløg (skåret i tynde strimler)
1 håndfuld friske basilikumsblade
1 spsk revet skal af øko citron
Salt og peber
Tilbehør: et baguette og smør
Sådan gør du:
Kog pastaen i letsaltet vand efter anvisningen på pakken.
TIP! Vælg fuldkornspasta hvis du vil skrue op for fiberindholdet i retten.
Imens pastaen koger forbereder du de andre ting: skyl og snit tomater og champignon. Skær rødløget i tynde strimler.
Opvarm en pande til høj varme og kom 1 spsk smør på. Steg champignons til de er gyldne og skru ned til middelvarme imens de steger.
Blend de hakkede tomater og tilsæt presset hvidløg, olivenolie og madlavningsfløde til dem, så du får en cremet tomatsauce. Smag den til med lidt salt og peber.
TIP! Har du en parmesanost eller prima donna i køleskabet? Giv tomatsaucen en lille smule revet ost for ekstra smag.
Når pastaen er kogt hælder du vandet fra den. Lad pastaen blive i gryden (men stil den ikke på varmen – stil gryden på en bordskåner på køkkenbordet). Hæld tomatsaucen ved og bland det godt sammen. Kom låget på, så pastaen holder sig lun.
Skub champignons ud til kanten af panden og skru op for varmen under panden igen. Når den er godt varm smider du dine skalddyr på og lader dem stege ved høj varme imens du vender dem rundt. Rejer skal have meget kort tid – 20-30 sekunder er rigeligt. Muslinger og blæksprutte skal have lidt mere. Tjek vejledningen på den pakke du har købt. Jeg giver kammuslinger halvandet minut på hver side.
Tag skalddyr og champignons af varmen og bland det i den lune pasta.
Hæld det hele over i en stor skål og vend cherrytomater og rødløg i. Riv citronskal over og kværn en smule peber over. Drys med basilikumblade og server med lunt brød til.
Ingen kommentarer endnu