Kartoffelbrød i fad

Babys start på ‘rigtig’ mad

Vores yngste barn Adam fylder i næste uge 6 måneder og det betyder, at han nu skal til at begynde sin overgang til ‘rigtig’ mad.

Jeg skriver ikke dette indlæg fordi jeg er ekspert i babyers overgang til fast føde – for det er jeg ikke – men for at forklare lidt om, hvad vi gør herhjemme, og om de tanker jeg har gjort mig om overgang fra mælk til mad.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn fuldammes til 6 måneder, hvis de trives på amningen og vokser som de skal. Baby må dog tidligst få grød fra 4 måneder – dette ifølge Sundhedsstyrelsen af hensyn til deres tarmsystem, som ikke før da er modent nok til at bearbejde andet end modermælk eller MME.

Styrelsen lægger vægt på, at amning er vigtig for det lille barn – ja faktisk den vigtigste og bedste ernæring – og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen som sagt også (i tråd med WHO), at babyer fuldammes til 6 måneder.

Når barnet fylder 6 måneder skal introduktionen til fast føde dog begynde.

Sundhedsstyrelsen anbefaler dog fortsat delvis amning til 12 måneder eller længere, imens WHO anbefaler at kvinder (i alle lande) ammer til barnet er 2 år eller mere.

Min erfaring med overgang fra amning til skemad med Isak

Med Isak begyndte jeg med skemad præcis på hans 4 måneders fødselsdag. Jeg havde indtil da fuldammet ham og han havde ikke fået sutteflaske på noget tidspunkt. Amningen kom godt fra start og der var aldrig problemer med den. Han blev mæt, sov godt, var glad og tilfreds og jeg var glad for at amme.

Isak var dog lidt en lille baby. Han var lang og slank – og set i bakspejlet så er det jo nok bare den bygning han er af, for det er han også i dag. Der ligner han virkelig meget min familie. Hvis man ser min far og min bror, så ville man forstå, at sådan er vi bare bygget på den side af hans stamtræ; min far er vel 1.88 og min lillebror er 1.96 høj – de er lange og tynde.

Men jeg var en ung og uerfaren mor dengang (kun lige fyldt 23 år), og jeg var simpelthen så bange for at nogen skulle tænke eller sige, at jeg ikke gjorde det godt nok, så da min sundhedsplejerske begyndte at snakke om at Isak var “en lille fis” og syntes vi skulle have nogle flere kalorier i ham, ja, så tænkte jeg at det måtte jeg hellere lytte til. Jeg skulle virkelig ikke gøre noget forkert. Da hun derfor anbefalede grød fra 4 måneder, så blev det sådan. Jeg stillede faktisk ikke spørgsmålstegn ved det eller undersøgte noget på egen hånd. Så Isak fik grød fra 4 mdr. Først aftengrød, derefter byggede jeg på med grød om morgenen (som sundhedsplejersken anbefalede) og pludselig fik Isak faktisk ret hurtigt grød 3 gange om dagen og jeg kunne derefter supplere med små “hapsere” og overskårne blåbær, kogte ærter osv. Amningen fortsatte også fint ved siden af og jeg ammede faktisk Isak delvist til han var 19 mdr.

Og det lyder jo som om det fungerede ganske fint og jo, Isak var god til at spise, men det var alligevel ikke som det skulle være. For Isak fik virkelig store problemer med maven. Indtil han var 6-7 mdr. havde han nærmest kronisk forstoppelse og mavekneb. Noget der kom sammen med den tidlige grødopstart. Og jeg er i den grad overbevist om at hans mave og tarmsystem slet ikke var klar til andet end mælk. Det eneste jeg fik ud af den tidlige madstart var en baby på afføringsmiddel.

Isak fik grød tidligt selvom han aldrig var faldet af sin vægt eller vækstkurve og han altid sov godt igennem. Han var bare slank (og havde været det hele tiden). Og den tidlige grødstart gjorde ikke at han sprang op på en højere vægtkurve. Tværtimod gav det mig bare et væld af bekymringer og tanker om hvordan hans lille mave havde det og hvordan jeg fik afføringsmiddel i ham. Det sad rigtigt meget i mig og det havde jeg ikke lyst til at gentage med Adam.

Adam – skemad eller BLW?

Adam har jeg derfor fuldammet indtil nu, men han er denne uge ligeså stille begyndt at få lidt majsgrød, når vi andre spiser aftensmad. Et par gange har han også fået ærtemos og smagt på lidt rødpættefilet (det helt bløde kød smuldret i små stykker). Men kun smagsprøver og først her ved han er 5 måneder og 3 uger gammel. Jeg tænker, at jeg vil kombinere grød/mos med BLW – altså at jeg også vil give ham noget mad han selv kan sidde og tage af, gumle på og udforske. Det sidste ved jeg virkelig ikke ret meget om, så jeg er i fuld gang med at “researche” på, hvad der er gode ting at starte ud med her.

Det med grød har jeg rimelig godt styr på og har mange opskrifter liggende fra dengang med Isak. Denne gang vil jeg dog gerne i langt højere grad lade overgangen ske på barnets initiativ og parathed og derfor ikke sidde og øse store mængder grød ind i ham, men hellere lade ham udforske noget af det mad vi får.

Og så håber jeg at kunne amme Adam mindst lige så længe som jeg ammede Isak.

Nu har jeg så også denne gang fået en baby der her ved sin 6 måneders fødselsdag vejer tæt på 9 kg og så er jeg jo “erfaren” 2. gangs mor, så jeg har ingen formaninger fået om hurtig start på grød fra min sundhedsplejerske denne gang.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kartoffelbrød i fad