3 retters middag: sorbet, hønsebryst og bagte ferskener

Derfor tog vi vores børn ud af institution

Den anden dag udgav jeg et indlæg her på min blog om, at vi har valgt at vores yngste barn ikke skal starte i vuggestue, og samtidig har vi valgt, at vi også tager vores ældste dreng hjem fra hans børnehave (LÆS MED HER). Jeg skal være hjemmegående og jeg skal passe begge vores drenge, så de ikke skal i institution.

Rejsen til den beslutning har været lang, men den har et eller andet sted alligevel været nem for os.

Jeg er 28 år gammel og mor til to. Jeg er gift og bor i et hus i den vestlige forstad til København. Jeg er uddannet jurist, og jeg har altid været det mange ville karakterisere som en ”stræber”-pige. I folkeskolen blev jeg kaldt ”Miss 12”, fordi jeg fik topkarakterer for de opgaver jeg afleverede og var hende, der altid havde hånden i vejret og ville svare på lærerens spørgsmål. Allerede dengang drømte jeg om at læse jura og blive jurist. Og hvis du spørger folk der kendte mig både i folkeskolen og gymnasiet, så tror jeg ikke på, at der var nogen af dem, der havde set mig træffe det her valg.

Så hvordan skulle jeg – stræberpigen der én gang så gerne ville gøre karriere – ende med, at tage beslutningen om at blive hjemmegående husmor?

Det har jeg bestemt mig for, at jeg vil bruge et par indlæg for at fortælle om.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg altid har set mig selv som værdimæssigt at have et konservativt syn. Min familie betyder meget for mig og traditioner er vigtige for mig.

Som 23-årig skete det første i mit liv, som skulle pejle mit kompas væk fra tidligere drømme om karrierelivet som advokat eller topjurist: Jeg blev mor til Isak.

Dengang studerede jeg, og friheden var stor. Isak kom i vuggestue, så jeg kunne passe mine jurabøger, når det var nødvendigt. Han startede indkøring i vuggestuen da han var 10 måneder gammel (en RIGTIG god vuggestue i øvrigt – jeg har sidenhen haft lidt blandede oplevelser med daginstitutioner men mere om det på et andet tidspunkt). Det var selvfølgelig hårdt at aflevere sit lille barn, men som sagt var det et virkelig fantastisk sted, hvor der altid var en tryg favn at aflevere i, hvor omsorgen og kærligheden til børnene lyste ud af pædagogerne og hvor den pædagogiske leder på stedet kunne alle navnene på børnene i huset. Et rart og trygt sted at aflevere sit barn.

Nå – men med Isak, der havde jeg aldrig den der udprægede dårlige samvittighed eller følelse af, at det var forkert at aflevere ham. Hovedsaligt fordi at han aldrig var der ret længe ad gangen. Han blev altid afleveret kl. 9 og kun sjældent hentet efter kl 15. Derudover havde han ofte fridage. Det var en vanvittigt privilegeret situation for os.

Siden blev jeg færdiguddannet, flyttede til forstaden og gift med Alexander – og gravid med Adam. Alexander arbejder meget og vi har hele tiden været enige om, at han prioriterede sin karriere. Jeg var tilfreds med at ligge de 37 timer på mit job og ellers betød det mest for mig at være sammen med Isak og have tid til at tage mig af vores hjem. Efter jeg blev færdiguddannet afleverede jeg altid og hentede altid Isak i børnehaven. Jeg mødte ca. kl. 8-8.15 (nogle dage allerede kl. 7.30) på mit arbejde som jurist og gik 15.30-16. Det betød – når jeg skulle ind til mit job i København med S-toget – at jeg som regel afleverede Isak kl. 7 og hentede kl. 16.30.

Vinkevindue. Hver morgen når jeg afleverede Isak kl. 7, for at nå S-toget ind til København kl. 7.16, der stod han dér. Bag legepladsens hegn og en græsplæne var der det her vindue, hvor han stod og vinkede. 50 meter fra mig. Han måtte anstrengt stå på tæer for at kunne se mig og vinke til mig. ”Farvel mor – ses om 9 timer”. Han skulle der hen og stå for lige at få 5 sekunder mere at se på mor den dag. Og jeg havde ikke lyst til at gå fra ham. Det føltes SÅ forkert. Alle de bedste timer af døgnet og så skulle vi ikke være sammen. Øv. Det gjorde ondt indeni.

Farvel og på gensyn, når du er træt efter en lang dag lille skat.

Siden jeg blev gravid med Adam har det naget mig, at jeg en dag skulle aflevere ham 9 timer om dagen, når han end ikke var gammel nok til at udtrykke sig sprogligt, kravle væk fra et andet barn, der måske var for voldsom eller jeg overhovedet var færdig med at amme ham. Hvor det egentlig ikke var hans behov at komme i institution men alene mit og min mands, fordi vi ville have en karriere begge to. Jeg var nu færdiguddannet og befandt mig i et 8-16 job som jurist. Og jeg kunne ærligt ikke lade være med at tænke – ”er det VIRKELIG sådan her det skal være??”.

Jeg følte, at hverdagen var overlevelse. Det gik som sådan fint og jeg klarede og nåede de ting jeg skulle. Men konstant havde jeg dårlig samvittighed og var ikke fuldt ud glad. Dårlig samvittighed over at aflevere før solen stod op og hente som den sidste. Dårlig samvittighed over at hverdagen var så travl. Ked af at fremmede voksne skulle passe på mit barn så mange timer 5 ud af ugens 7 dage.

Det var ikke det lykkelige liv for os og det stred grundlæggende også imod vores overbevisning og værdier, når det kommer til familielivet.

 

Betyder det så, at jeg ikke skal tilbage og arbejde igen?

Nej. På et tidspunkt skal jeg vel, men der er mine tanker slet ikke lige nu.

Lige nu er mine børn små, og de har brug for deres mor. Det er et valg vi har taget i vores familie – jeg og min mand – fordi det giver mest mening for os.

Nogen vil kalde mig ufornuftig. Jeg gør mig 100% afhængig af min mand. Jeg bruger ikke min fine lange uddannelse til noget. Jeg realiserer ikke mig selv som stærk karrierekvinde.

Men det gør mig ikke noget. Jeg og min familie er sluppet væk fra hverdagens travlhed og stress.

Vi er som familie sluppet væk fra vinkevinduet.

11 kommentarer

  • Melo

    (I write in English, is easier) I am happy I found this space. I am on ‘barsel’ and have to be back at work on April. I really can not do it. I can not think about being so many hourS away from my girl. I don’t believe is the best for her. Later on, school may be is ok, but vuggestuen for sure no. Børnehaven… mmm… I am reading all your posts, I feel you are the sign I was needing.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Thank you so much for sharing your thoughts and concerns about sending your baby to “vuggestue” and kindergarten. I appreciate you following my blog and I’m glad you can relate to it. Hope you end up making the decision that feels right for you and your family.
      //Theresa (Forstadsmor)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • morerudepaanoget.bloggersdelight.dk

    Kære Theresa
    Det er et velskrevet og interessant indlæg. Jeg er selv 42 år og har truffet en lidt anden beslutninger, der dog minder om din; jeg afholder min forældreorlov for min ældste datter på 8 år. Jeg vil bruge tiden på mere nærvær, mere ro og frem for alt de kulturelle oplevelser, jeg har svært ved at nå i weekenden.

    Din unge alder taget i betragtning tænker jeg, hvor længe, du nåede at være på arbejdsmarkedet efter endt kandidatuddannelse? Og hvordan du oplevede at arbejde og være væk fra din søn, når du så var på arbejdet?

    VH. Cecilie aka morerude paanoget 🙂

    https://morerudepaanoget.bloggersdelight.dk/category/foraeldreorlov/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Stor respekt til din beslutning. Jeg får selv helt lyst til at gøre præcis det samme. Har en pige på 5 år og en dreng på 1 år, så nogenlunde samme alder som dine to. I sidste uge, stod jeg i en situation, hvor jeg var næsten 100% sikker på, at blive fyret pga. Corona. Og det var faktisk helt OK, jeg var ret afklaret med situationen – og glædet mig ærgerligt talt en smule til ekstra tid med børnene. Men jeg blev i stedet tilbudt et andet job, som er noget nær drømmejobbet for mig. Så jeg takkede pænt ja selvfølgelig. Men jeg er ikke så sikker på min beslutning længere…

    Vil dog lige komme med et godt råd til dig: prioriter din pension! Din mand kan evt. Indbetale et beløb til din ratepension – det er vel helt fair at han betaler for det. Eller også kunne I bruge de penge I spare til institutionerne. Helt op til dig selvfølgelig, vil bare sige det ikke behøver være 5 år uden pensionsopsparing.
    Kh. Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Kære Mette
      Tak for din kommentar og for at dele lignende tanker du har gået med. Jeg tror der er rigtig mange, hvor corona har fået en til at stoppe op og mærke lidt ekstra efter. Du må må mærke efter og se, hvad der føles rigtigt for dig og jer. Hos mig var den der nagende fornemmelse noget jeg var nødt til at reagere på.
      Vi sparer også op til pension på eget initiativ. Det er selvfølgelig vigtigt.
      KH. Theresa / Forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ane

    Kære Theresa,
    Jeg har fulgt dig på IG et stykke tid nu, men kendt til din eksistens siden, du var gravid med Isak, og jeg med min datter. Jeg husker det som om, vi skrev kort sammen på et internetfora om at træne sammen under graviditeten. Det blev aldrig til noget, men jeg husker dig, fordi du på mange måder mindede om mig – vi var jævnaldrende, begge gravide, politisk aktive, meget ambitiøse (på mange områder i livet) og studerende (du jura, jeg statskundskab). Samtidig var mit indtryk, at vi var enormt forskellige – forskellige politiske ståsteder, forskellige værdier, forskellige typer omgangskreds osv.
    Gennem forældreskabet er vores forskelligheder tilsyneladende blevet hvisket noget de og i dag minder vores liv (på overfladen) utrolig meget om hinanden. Vi er begge flyttet fra storbyen, er gift (med en karrieremand) og har 2 børn. Vi har begge sat vores eget (potentielt meget prestigefulde) arbejdsliv på pause for at hellige os til vores børn og familier og træde ud af hamsterhjulets stress og jag. For mig har det været den bedste beslutning, jeg i mit liv har truffet. – Jeg håber, du bliver lige så glad for det!… Jeg glæder mig til at følge med hos dig fremover også 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Kære Ane
      TUSIND tak for din søde kommentar og fordi du har fulgt med så længe. Det bliver jeg altså lidt rørt over 🙂
      Og hvor er det sjovt de ligheder du beskriver mellem os. Sjovt som den vej livet kan tage en. Jeg er allerede SÅ glad for vores beslutning om at jeg går hjemme. Det er bare det helt rigtige.
      Tak fordi du følger med 🙂
      KH. Theresa / Forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • morerudepaanoget.bloggersdelight.dk

    Kære Therese
    Jeg synes, at det er så interessant, det, du skriver. Jeg er netop startet på min udskudte forældreorlov for min 8 årige datter. Tanken er, at jeg holder fri her i august og derefter én dag om ugen for at få mere tid, særligt til kulturelle oplevelser. Men jeg oplever generelt, at der sker et eller andet – og det er ikke generationsbestemt. Flere og flere overvejer, om hamsterhjulet er livet værd. Det skrev jeg bl.a. lidt om her: https://morerudepaanoget.bloggersdelight.dk/2020/08/18/ahhh-endelig-foelelsen-af-orlov/
    Jeg glæder mig til at følge dig.
    VH. Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Kære Cecilie
      Mange tak for din kommentar og velkommen til 🙂
      Det lyder også som en rigtig dejlig beslutning du har taget – og dejlig mulighed at kunne bruge tid med sin datter i den alder. Jeg håber du og din datter får et skønt pusterum sammen med sådan en ugentlig fridag. Jeg er også helt sikker på at man ikke behøver lægge hele sit liv om som vi har gjort, for at få mere tid til sine børn og familie. Det du beskriver er et rigtigt godt eksempel på en justering, som giver en masse til dig og din datter.
      KH. Theresa / Forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg har så meget respekt for jeres beslutning. Vi skal arbejde til vi bliver 70 år, vi skal nok nå det hele, men børnene er små i så kort tid. Jeg drømmer om at gå ned i tid af samme grund. Men jeg er faktisk lidt nervøs for det med pensionsopsparing, fordi jeg har så lidt forstand på det, at jeg ikke aner hvad det vil få af betydning.. men jeg har lyst til bare at lukke øjnene og springe ud i det. Det er så fedt, at du tør!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Tak for din kommentar Christine 🙂 Det føles altid lidt nervepirrende at gå en vej, som ikke så mange andre gør.
      KH. Theresa / Forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 retters middag: sorbet, hønsebryst og bagte ferskener