Derfor tog vi vores børn ud af institution

Den anden dag udgav jeg et indlæg her på min blog om, at vi har valgt at vores yngste barn ikke skal starte i vuggestue, og samtidig har vi valgt, at vi også tager vores ældste dreng hjem fra hans børnehave (LÆS MED HER). Jeg skal være hjemmegående og jeg skal passe begge vores drenge, så de ikke skal i institution.

Rejsen til den beslutning har været lang, men den har et eller andet sted alligevel været nem for os.

Jeg er 28 år gammel og mor til to. Jeg er gift og bor i et hus i den vestlige forstad til København. Jeg er uddannet jurist, og jeg har altid været det mange ville karakterisere som en ”stræber”-pige. I folkeskolen blev jeg kaldt ”Miss 12”, fordi jeg fik topkarakterer for de opgaver jeg afleverede og var hende, der altid havde hånden i vejret og ville svare på lærerens spørgsmål. Allerede dengang drømte jeg om at læse jura og blive jurist. Og hvis du spørger folk der kendte mig både i folkeskolen og gymnasiet, så tror jeg ikke på, at der var nogen af dem, der havde set mig træffe det her valg.

Så hvordan skulle jeg – stræberpigen der én gang så gerne ville gøre karriere – ende med, at tage beslutningen om at blive hjemmegående husmor?

Det har jeg bestemt mig for, at jeg vil bruge et par indlæg for at fortælle om.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg altid har set mig selv som værdimæssigt at have et konservativt syn. Min familie betyder meget for mig og traditioner er vigtige for mig.

Som 23-årig skete det første i mit liv, som skulle pejle mit kompas væk fra tidligere drømme om karrierelivet som advokat eller topjurist: Jeg blev mor til Isak.

Dengang studerede jeg, og friheden var stor. Isak kom i vuggestue, så jeg kunne passe mine jurabøger, når det var nødvendigt. Han startede indkøring i vuggestuen da han var 10 måneder gammel (en RIGTIG god vuggestue i øvrigt – jeg har sidenhen haft lidt blandede oplevelser med daginstitutioner men mere om det på et andet tidspunkt). Det var selvfølgelig hårdt at aflevere sit lille barn, men som sagt var det et virkelig fantastisk sted, hvor der altid var en tryg favn at aflevere i, hvor omsorgen og kærligheden til børnene lyste ud af pædagogerne og hvor den pædagogiske leder på stedet kunne alle navnene på børnene i huset. Et rart og trygt sted at aflevere sit barn.

Nå – men med Isak, der havde jeg aldrig den der udprægede dårlige samvittighed eller følelse af, at det var forkert at aflevere ham. Hovedsaligt fordi at han aldrig var der ret længe ad gangen. Han blev altid afleveret kl. 9 og kun sjældent hentet efter kl 15. Derudover havde han ofte fridage. Det var en vanvittigt privilegeret situation for os.

Siden blev jeg færdiguddannet, flyttede til forstaden og gift med Alexander – og gravid med Adam. Alexander arbejder meget og vi har hele tiden været enige om, at han prioriterede sin karriere. Jeg var tilfreds med at ligge de 37 timer på mit job og ellers betød det mest for mig at være sammen med Isak og have tid til at tage mig af vores hjem. Efter jeg blev færdiguddannet afleverede jeg altid og hentede altid Isak i børnehaven. Jeg mødte ca. kl. 8-8.15 (nogle dage allerede kl. 7.30) på mit arbejde som jurist og gik 15.30-16. Det betød – når jeg skulle ind til mit job i København med S-toget – at jeg som regel afleverede Isak kl. 7 og hentede kl. 16.30.

Vinkevindue. Hver morgen når jeg afleverede Isak kl. 7, for at nå S-toget ind til København kl. 7.16, der stod han dér. Bag legepladsens hegn og en græsplæne var der det her vindue, hvor han stod og vinkede. 50 meter fra mig. Han måtte anstrengt stå på tæer for at kunne se mig og vinke til mig. ”Farvel mor – ses om 9 timer”. Han skulle der hen og stå for lige at få 5 sekunder mere at se på mor den dag. Og jeg havde ikke lyst til at gå fra ham. Det føltes SÅ forkert. Alle de bedste timer af døgnet og så skulle vi ikke være sammen. Øv. Det gjorde ondt indeni.

Farvel og på gensyn, når du er træt efter en lang dag lille skat.

Siden jeg blev gravid med Adam har det naget mig, at jeg en dag skulle aflevere ham 9 timer om dagen, når han end ikke var gammel nok til at udtrykke sig sprogligt, kravle væk fra et andet barn, der måske var for voldsom eller jeg overhovedet var færdig med at amme ham. Hvor det egentlig ikke var hans behov at komme i institution men alene mit og min mands, fordi vi ville have en karriere begge to. Jeg var nu færdiguddannet og befandt mig i et 8-16 job som jurist. Og jeg kunne ærligt ikke lade være med at tænke – ”er det VIRKELIG sådan her det skal være??”.

Jeg følte, at hverdagen var overlevelse. Det gik som sådan fint og jeg klarede og nåede de ting jeg skulle. Men konstant havde jeg dårlig samvittighed og var ikke fuldt ud glad. Dårlig samvittighed over at aflevere før solen stod op og hente som den sidste. Dårlig samvittighed over at hverdagen var så travl. Ked af at fremmede voksne skulle passe på mit barn så mange timer 5 ud af ugens 7 dage.

Det var ikke det lykkelige liv for os og det stred grundlæggende også imod vores overbevisning og værdier, når det kommer til familielivet.

 

Betyder det så, at jeg ikke skal tilbage og arbejde igen?

Nej. På et tidspunkt skal jeg vel, men der er mine tanker slet ikke lige nu.

Lige nu er mine børn små, og de har brug for deres mor. Det er et valg vi har taget i vores familie – jeg og min mand – fordi det giver mest mening for os.

Nogen vil kalde mig ufornuftig. Jeg gør mig 100% afhængig af min mand. Jeg bruger ikke min fine lange uddannelse til noget. Jeg realiserer ikke mig selv som stærk karrierekvinde.

Men det gør mig ikke noget. Jeg og min familie er sluppet væk fra hverdagens travlhed og stress.

Vi er som familie sluppet væk fra vinkevinduet.