Henkogte tomater

Henkogning af tomater er en genial måde at kunne nyde sommerens tomathøst på henover efterår og vinter. Hvis du har haft et succesfuldt tomat-år i køkkenhaven, så er her en virkelig lækker og nem måde at bruge de mange tomater på.
Jeg har ikke skrevet hvor mange kg der skal bruges, for du tilpasser blot opskriften til den mængde tomater du har. Det er blot vigtigt, at de sylteglas du har fyldes helt.
Bland gerne forskellige tomatsorter, som jeg har gjort her, og tilsæt den smag du ønsker fra enten hvidløg, chili eller forskellige krydderurter.
De henkogte tomater kan bruges hele som de er i en pastaret og som tilbehør til det meste mad. Du kan også blende dem til en lækker tomat- eller pizzasauce.
Opskrift på henkogte tomater
Arbejdstid: 15 minutter forberedelse + ca. 3 timer i ovnen
Ingredienser
Tomater i massevis – nok til at fylde det antal glas/størrelse glas du ønsker at lave
Hvidløgsfed
Evt. friske chili
Frisk oregano
Frisk basilikum
Olivenolie
Groft salt
Sådan gør du:
Find dine rengjorte sylteglas frem – både glas og låg skal kunne klare kogetemperatur.
Fyld glassene med tomater. De skal fyldes helt så der ikke kan være flere. De vil synke sammen i ovnen.
Giv hvert glas et skvæt olivenolie (1 spsk til 200ml glas/2 spsk til 400 ml glas) og lidt groft salt (½ tsk til 200 ml glas/1 tsk til 400 ml glas).
Kom et helt fed hvidløg eller 1 chili (uden kerner) ved alt efter hvilken smag du ønsker. Kom også frisk oregano og/eller basilikum i glassene.
Læg lågene forsigtigt ovenpå hvert glas. Luften skal kunne komme ud, så de skal ikke skrues fast.
Kom glassene i en bradepande og sæt dem i ovnen. Tænd din ovn på 110 grader almindelig ovnvarme og lad glassene stå i ovnen 3-4 timer til tomaterne synker sammen og det bobler og simrer godt omkring tomaterne.
Sluk for ovnen. Efter ovnen har været slukket 10 minutter skruer du lågene fast (pas på og brug grydelapper – glassene er brandvarme!). Lad glassene stå i den lukkede, slukkede ovn og køle helt af.
Glassene kan opbevares ved stuetemperatur i et mørkt skab eller viktualierum.
Når glassene åbnes brydes konserveringen.
Uåbnet kan de holde sig i månedsvis.
Åbent opbevares glasset i køleskab og kan holde sig 3-5 dage.
Ingen kommentarer endnu