Bløde æble-dadelbarer (+6 mdr.)

Sukkersyltede pærer

Det er sæson for danske pærer, og hvis du ligesom jeg er så heldig at have et eller flere pæretræer i haven, så kan det kraftigt anbefales at lave en portion sukkersyltede pærer, som kan gemmes til efteråret og vinteren.

De sukkersyltede pærer er perfekte i den klassiske “Pære Belle Helene”-dessert med en god vaniljeis og lun chokoladesauce til. Ved at sukkersylte dine egne pærer har du en nem og lækker dessert at servere efter en god middag.

Jeg sylter et par glas og sørger for at det passer med, at der er til 4 personer i hver portion. Glassene holder nemlig længe uåbnet, men når de først er åbnet, så skal de spises indenfor et par dage.

Opskrift på sukkersyltede pærer (8 pærer fordelt i 2 glas der hver rummer 750 ml)

Arbejdstid: 20 minutter

 

Ingredienser

8 pærer

3,5 dl sukker

1 liter vand

1 vaniljestang ELLER (og det foretrækker jeg af budgetvenlige årsager) 2 tsk vaniljepasta

Lidt atamon til at skylle glasene med

 

Sådan gør du:

Skold dine glas og låg. Skyl dem med atamon og hav dem klar på køkkenbordet.

Skræl pærerne og halver dem. Fjern kernehuset. Læg pærerne i en skål med koldt vand (så de ikke bliver brune) imens du forbereder sukkerlagen.

Kom vand, sukker og vanilje i en stor gryde. Den må gerne være på 5-6 liter, så der er god plads, når pærerne skal i.

Kog sukkerlagen op og rør løbende i den, så alt sukker opløses. Når sukkeret er opløst skruer du lidt ned for varmen og kommer pærerne i. Lagen skal småsimre med pærerne i.

Prik i pærerne for at fornemme hvornår de er færdige. Det skal føles ligesom færdige kartofler.

Tag gryden af varmen og kom straks dine pærer på glas og overhæld dem med sukkerlagen. Vær forsigtig så du ikke brænder dig på lagen. Fyld glassene så godt op du kan med lagen, så der er så lidt som muligt luft i, når de lukkes til.

Luk straks glassene tæt og åben dem først når pærerne skal bruges.

Uåbne glas kan holde sig i månedsvis og opbevares blot ved stuetemperatur.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bløde æble-dadelbarer (+6 mdr.)