Øllebrødsklatkager m. pærestykker (+6 mdr.)

Hvis du står med et par tørre skiver rester af et kernefrit rugbrød eller bondebrød, så er det oplagt at lave øllebrød og trylle øllebrøden til skønne klatkager. Så er der nemlig lækkerier til baby – perfekt til morgenmaden eller snack i løbet af dagen!
For at give ekstra smag og lidt sødme koger jeg gerne tern af en pære og tilsætter i klatkagedejen. Så ligger der dejligt søde stykker frugt og overrasker indeni. Pæren kan man snildt udskifte med andet frugt – æble eller blomme er oplagt.
Øllebrødsklatkagerne kan spises som de er eller med smør på for ekstra energitæthed. Kan også serveres med frugtmos til. Kan både spises hele eller skæres i stave (se billederne længere nede i indlægget).
For flere gode opskrifter til de mindste og hverdagsinspiration følg mig på Instagram (KLIK HER).
Opskrift på øllebrødsklatkager m. pære (ca. 15 stk.)
Arbejdstid: 30 minutter
Anbefalet alder: Fra 6 mdr.
Ingredienser
4 skiver kernefrit rugbrød
4 dl vand
1 pære, skrællet samt befriet for kernehus og skåret i små tern
1 æg
3 dl hvedemel
Evt. 1 tsk vaniljepulver
Lidt fedstof til stegning
Sådan gør du:
Smuldr brødet ud i en gryde og tilsæt vand. Kog ved lav varme til en tyk og jævn øllebrød.
Hæld den varme øllebrød over i en røreskål og skyl gryden ren. Lad øllebrøden stå og køle af.
Kom nu pæreternene i gryden, dæk med en passende mængde vand og bring i kog ved høj varme. Så snart det koger holder du godt øje og prikker lidt i ternene med en gaffel. Når de føles bløde nok tages gryden af varmen og vandet hældes straks fra.
Øllebrøden må nu ikke være mere end lidt lun – det er vigtigt.
Tilsæt pæreternene til øllebrøden og rør rundt.
Tilsæt herefter ægget og mel (og evt. vanilje) og rør sammen til en ensartet dej.
Varm en slip-let-pande op ved middel varme, tilsæt fedtstof og steg nu klatter af dejen til små klatkager.
Klatkagerne kan opbevares i køleskab op til 3 dage eller fryses.
Hej,
Synes det virker af meget med 3 dl mel – menes der istedet 3 spsk?
Vh. Christina