Små frokostmuffins (+6 mdr.)

Det her er virkelig de blødeste og mest svampede/luftige små frokostmuffins. Kæmpe hit herhjemme for både vores yngste på 12 mdr. og ældste på 5 år. Nøøøj de smager godt og konsistensen er bare helt perfekt!

Oplagte som del af frokosttallerken eller i madpakken.

Jeg har her lavet dem med broccoli og skinke, men fyldet kan selvfølgelig varieres alt efter smag og indhold i køleskabet.

Laves de specifikt til baby saltes de ikke. Men laves de til store børn kan man hvis ønsket tilføje lidt salt – se opskriften.

For flere gode opskrifter til de mindste og hverdagsinspiration følg mig på Instagram (KLIK HER).

Opskrift på frokostmuffins (12 små eller 6 almindelige muffins)

Arbejdstid: 30 minutter

Anbefalet alder: Fra 6 mdr.

 

Ingredienser

1 dl små broccolibuketter, skyllet grundigt (kan erstattes med fintrevet squash, gulerod eller små blomkålsbuketter)

1 dl skinketern/kyllingetern

1 dl revet ost

2 store æg

½ dl solsikkeolie eller rapsolie

2 spsk fuldkornshvedemel eller grahamsmel

HVIS IKKE TIL BABY: ½ tsk salt

Smør eller olie til formene

 

Sådan gør du:

Gør fyldet klar; skyl broccolien og skær den i små buketter, gør osten og skinke eller kylling klar.

I en røreskål blandes æg og olie grundigt. Pisk det sammen med et håndpiskeris.

Tilsæt alt fyldet til skålen og melet og vend det sammen.

Fordel i smurte forme og bag i en forvarmet ovn ved 200 grader almindelig ovnvarme i 12-14 minutter til de hæver op og er faste og en smule gyldne.

Lad afkøle helt inden de befries fra formen.

Opbevares i køleskab i op til 3 dage eller fryses.

42 Kommentarer

  1. Tak for en meget lækker opskrift som faldt i god jord i hvert fald hos den ene af de små på 9 måneder.
    Jeg har eksperimenteret lidt og i stedet for muffinsforme har jeg brugt min Tefal snack collection og brugt donut-formen og de blev helt perfekte🙂 Det er også afprøvet med Blåbær og banan-muffins og det blev også godt. Så et lille tip givet videre herfra🙂

    Svar
  2. Broccolien på billedet ser kogt ud – bruger du tilberedte grøntsager, eller grøntsager som ikke er tilberedte?

    Svar
    • Jeg bruger utilberedte 🙂

  3. Kan der bruges frosne broccolibuketter? ☺️

    Svar
  4. Hej Theresa
    Tak for en skøn opskrift som jrg brugte meget til vores søn på nu 2 år. Vil i gang med dem til lillesøster på 6 mdr., men hun må ikke få mælkeprotein. Har du et bud på hvad man kan erstatte osten med for at få nogenlunde samme resultat ift. konsistensen? (Jeg er dog ikke så begejstret for vegansk os).
    Også tak helt generelt for godt indhold – også på din insta 💪🏻
    Mvh Sofie

    Svar
    • Hej Sofie
      Tak for de pæne ord om både min blog og min insta. Beklager det sene svar her 🙂
      Måske du nu har fundet et alternativ til osten…? Osten kan ellers udelades uden problemer.

  5. Hej! Mine muffins ligner mest af alt små omeletter… skulle olien og æggene piskes til luftig konsistens?

    Svar
    • Hej Karoline
      Øv øv – det er jo bestemt ikke meningen. De skal være luftige og hæve en smule op i ovnen under bagning.
      Olie og æg skal piskes sammen ligesom hvis man ville lave omelet/æggekage. Altså til en jævn konsistens, men ikke decideret piskes luftigt som man gør med til en kagedej. Jeg bruger et håndpiskeris og rører det sammen til æggene ikke længere er opdelt i blomme og hvide.

  6. Hejsa! Hvor længe kan de holde i fryseren? 🙂

    Svar
    • Hej Mette Marie 🙂
      Jeg mener at SST anbefaler op til 4 mdr. for fødevarer der fryses til baby.

  7. Hej ☺️
    Kan man erstatte olien med f.eks. mælk eller hytteost?
    Mvh Tina

    Svar
    • Hej Tina
      Hvis olien skiftes ud så vil jeg nok vælge en anden væske – mælk eller vand. Hytteosten kan evt. erstatte den revne ost 🙂

    • Okay, tak for det ☺️ det vil jeg prøve ☺️

  8. Hvilken slags ost bruger du? 🙂

    Svar
    • Jeg bruger bare den ost jeg har. Revet mozzarella eller en alm skiveost jeg skærer i mindre stykker 🙂

  9. Super lækre, også uden kød (hvir jeg bare bruger ekstra grønsager).
    Hvordan undgår du, at de hænger fast i formen? Det gør de altid hos mig 😬

    Svar
    • Hej Julie
      Dejligt du kan bruge opskriften 🙂
      Jeg smører min form rigtig godt inden dejen kommes i. Hvis du oplever, at din form pludselig ikke vil slippe, så kan det være fordi belægningen i den er slidt. Så skal den desværre udskiftes.
      KH. Theresa

  10. Mængden passer slet ikke med 12 forme? Kunne ikke engang fylde 8 forme op.

    Svar
    • Hej Louise
      Det kan selvfølgelig afhænge af hvilken størrelse minimuffinform man bruger. Der er vist lidt forskellige mål på hvad størrelse sådan nogle har.

  11. Uuuhm de er SÅ gode! Tusind tak for lækker opskrift. De er også et hit hos forældrene 😛

    Svar
  12. De blev bare super lækre!!!! Fungerer til alle i familien. God eftermiddags snack lige at hive frem fra køleskabet når se små kommer hjem fra vuggestue og børnehave er sultne. Og mor nyder dem på sine lange køreture med arbejde 😁👍

    Svar
    • Så dejligt opskriften også er en succes hos jer. Tusind tak for feedback på den 🙂

  13. Tak for denne opskrift, super god til at tømme ud i køleskabet 🙂 jeg brugte torsk (som var tilberedt) og ærter i stedet, og de bliver gode 🙂

    Svar
  14. Hvordan ville du varme den op når de er Fryset ned? Lade dem tø først? Ovn eller mikroovn? 😊

    Svar
    • Tø først i køleskab hvis muligt. Og ellers bare et defrost program i mikrobølgeovn. 🙂

  15. Så står de i ovnen med kylling, ærter og gulerødder til vores datter på 7 måneder, som synes, at det eneste, grød og mos kan bruges til, er at sprutte med. Det er dejligt med opskrifter, hvor man kan bruge det, man lige har.

    Svar
  16. De står i ovnen nu, og jeg er så spændt – de virker så lækre! Men kan man mon erstatte kyllingen med laks? Og hvilken type laks vil du i så fald anbefale – bare rå? 🙂

    Svar
    • Hej Lykke
      Beklager din kommentar havde gemt sig lidt for mig 🙂
      Håber dine frokostmuffins blev gode!
      Man kan sagtens bruge laks i dem – evt. tilberedt laks (feks laksestykke bagt i ovn – god måde at bruge rester fra aftensmaden på!) eller lidt små stykker af røget laks.

  17. Hej du har så mange lækre opskrifter, de skal helt sikkert prøves af, men kan jeg generelt erstatte fuldkornsmel med hvedemel i dine opskrifter, jeg har en dreng på 11 mdr som ikke kan omsætte fuldkorn som andre børn.
    Mvh Kiri

    Svar
    • Hej Kiri
      Hvor er jeg bare glad for at du synes du kan finde inspiration her hos mig!
      Du kan sagtens erstatte fuldkornsmel med hvedemel 🙂
      KH. Theresa / forstadsmor

  18. De ser virkelig lækre ud! Jeg vil gerne lave dem til min pige på 7 måneder. Men må der komme revet ost i? 😁

    Svar
    • Hej Sofie 🙂
      Ja, et barn på 7 mdr. må gerne få mælkeprodukter i madlavningen – som her feks en lille mængde revet ost i muffins.

  19. Hej.
    Kan man evt bruge hvedemel istedet? 😊

    – og vil lige sige tak for alle dine skønne opskrifter, min søn elsker det 🤩.

    Svar
    • Hej Marlene
      Du kan godt bruge hvedemel – eller evt. anden fuldkornmel end grahamsmel (hvis du har noget i skabene).
      Dejligt du synes at du kan bruge opskrifterne til din søn 🙂
      KH. Theresa / forstadsmor

  20. Hej. Er alle dine opskrifter frysevenlige? 🙂

    Svar
    • Hej Anne Mette
      Langt de fleste er. Se på den enkelte opskrift, og ellers spørg rigtig gerne 🙂
      Disse kan sagtens fryses.
      KH. Theresa / forstadsmor

  21. De ser rigtig lækre ud! Hvor store er de forme du bruger? Jeg skal ud og have købt forme først og ville lige vide ca hvor store de er 😊 ville du også servere dem hele til baby der er 6 mnd og kun lige gået i gang med BLW?

    Svar
  22. De er så lækker og super nem at lave 😋 hvordan skal de serveres bedst til en 8 måneder baby? Skåret i to eller flere stykker? Tak 😊

    Svar
    • Hej Elisabeth
      Jeg ville bare servere dem hele og lade baby gnave af dem.
      De kan også skæres i små bidder, så der kan trænes pincetgreb. 🙂
      KH. Theresa / forstadsmor

  23. Kan de mon laves uden ost??

    Svar
    • Hej Mie,
      Det kan du godt. Men det er noget af det der giver smag 🙂
      KH. Theresa / forstadsmor

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *